78-09

En kommunehavde givet en ansøger afslag på økonomisk tilskud til medicin.

Kommunen havde ved opgørelsen af rådighedsbeløbet delt alle de faste udgifter med 2, idet det forventedes, at ansøgers ægtefælle også bidrog med betaling af de nødvendige udgifter.

Kommunen skønnede således, at ansøger kunne afholde udgiften af sit rådighedsbeløb.

Det sociale nævn trafafgørelse om, at ansøger var berettiget til hjælp til nødvendig og lægeligt begrundet medicin.

Nævnet skønnede, at ansøger ikke selv havde mulighed for at afholde udgiften.

Nævnet fandt, at der ikke som antaget af kommunen var hjemmel til at dele ansøgers udgifter med 2, fordi hans ægtefælle ikke tidligere havde ønsket at ansøge om kontanthjælp.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at kommunen havde valgt kun at medtage halvdelen af udgifterne, da den samlevende hustru selvvalgt var uden indtægt.

Kommunen fandt, at ydelser efter aktivloven var subsidiær til egen forsørgelse. Ifølge aktivlovens § 2 havde enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige ansvar for at forsørge sig selv og sin ægtefælle.

Kommunen ønskede det afklaret, hvorledes aktivlovens § 2 skulle fortolkes med hensyn til ydelser efter lovens § 82 i tilfælde, hvor en ægtefælle til en ansøger selvvalgt var uden selvstændigt indtægtsgrundlag, herunder hvorledes beregningen af det månedlige rådighedsbeløb skulle opgøres.

Sagen blev behandlet i principielt møde som bidrag til praksis efter aktivlovens § 82, hvor der som følge af ægteskab var gensidig forsørgelsespligt, og hvor ægtefællen ikke havde indtægter. Navnlig ville betydningen af ægtefællernes udgifter indgå i vurderingen af sagen.