209-10

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn i StatsforvaltningenYY traf afgørelse i sagen

• Det Sociale Nævns afgørelse af 25. marts 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 20. april 2010

• Det Sociale Nævns genvurdering

På baggrund af din ansøgning om anbringelse afNN påP Efterskolei skoleåret 2009-2010, påbegyndteA Kommune den 25. maj 2009 udarbejdelse af en § 50 undersøgelse om NN’s forhold. Undersøgelsen var afsluttet den 17. juli 2009.

Den 12. juni 2009 traf kommunen afgørelse om afslag på anbringelse uden for hjemmet af NN, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8. Begrundelsen var, at ikke opfyldte betingelserne for en anbringelse, samt at kommunen som udgangspunkt ikke anbringer børn, der er over 15 år. Kommune besluttede, at der kunne ydes økonomiske støtte under NN’s efterskoleophold efter lovens § 52, stk. 4.

Ved afgørelse af 25. marts 2010 stadfæstede Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YYkommunens afgørelse vedrørende afslag på anbringelse afNN uden for hjemmet.

Nævnet lagde til grund for sagens behandling, at NN var omfattet af person-kredsen i lovens § 52, stk. 1, idet hun vurderedes at have et særligt behov for støtte.

Nævnet vurderede, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kom-munens vurdering af, at der ikke var grundlag for egentlig anbringelse afNN uden for hjemmet, jf. lovens § 52, stk. 3, nr. 8, idet kommunen havde vurderet, at der ikke i forbindelse med NN’s ophold på institutionen/efterskolen var behov for kommunens opfølgning og for, at kommunen havde beslutningskompetencen i forhold til NN.

Nævnet anførte, at betalingsbekendtgørelsen ikke fandt anvendelse, da der ikke var tale om anbringelse uden for hjemmet, jf. lovens § 52, stk. 3, nr. 8, og at der således ikke var lovgrundlag for at fritage for egenbetaling, såfremt der vurderedes, at være tale om et handlingsmæssigt sigte.

Nævnet bemærkede, at du som udgangspunkt skulle betale for NN’s ophold på efterskolen, idet du dog havde mulighed for hel eller delvis støtte til udgiften i det omfang du ikke selv har midler til at betale, jf. lovens § 52, stk. 4.

Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling og vurdering i kommunen vedrørende udmålingen af støtte til NN’s ophold på efterskolen.

Nævnet fandt anledning til at bemærke, at § 50 undersøgelse som udgangspunkt skulle foreligge forinden afgørelse om foranstaltninger træffes, jf. lovens § 52, stk. 2. Nævnet fandt dog efter en konkret og individuel vurdering, at det ikke skulle medføre afgørelsens ugyldighed, idet undersøgelsen var påbegyndt og færdiggørelse var sket forinden kommunens genvurdering.

I din klage af 20. april 2010 har du blandt andet anført, at der ikke er tilvejebragt fagligt velbegrundede eller holdbare argumenter for afslag på anbringelse, eftersom NN’s funktionsniveau og behandlingsbehov ikke er ordentligt belyst, opfattet eller forstået.

Efter din opfattelse blandes NN’s behandlingsbehov og (ikke nærmere fagligt begrundede) forestillinger om hjemmets muligheder sammen, hvilket ikke giver mening, når der er tale om et handicap-relateret behandlingsbehov. Det vigtige i sagen er, om der er et anbringelsesgrundlag – d.v.s. omNN kan anbringes på baggrund af sit behandlingsbehov. Vurderinger af indgribende foranstaltninger (anbringelser) på handicapområdet bør endog meget tydeligt afvige i praksis og tilgang – i forhold til vurderinger af anbringelsesgrundlaget i forhold til sager med sociale årsager.

Du finder det svært at forstå, hvordan NN’s behov for behandling kan afvises ud fra betragtninger omkring dine evner som mor. Du er ikke behandler, og jeres hjem kan ikke fungere som en institution med et behandlingsmæssigt sigte. Du mener, at afslag på anbringelse afNN er det samme som en afvisning af hendes behandlingsbehov.