44-11

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

· De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen

· Det Sociale Nævns afgørelse af 14. juli 2010

· Klagen med bilag til Ankestyrelsen af 7. september 2010

· Det Sociale Nævns genvurdering

Sagen drejede sig om en 12-årig dreng, som blandt andet havde ADHD og en adfærdsforstyrrelse. I august 2008 begyndte han i et dagbehandlingstilbud, og siden december 2008 var han i aflastning hver 2. weekend samt 10 dag i sommerferien.

I juli 2009 anmodede du kommunen om, at M anbringes uden for hjemmet på den døgninstitution, hvor han i forvejen er i aflastning hver 2. weekend. Du havde erkendt, at M mistrivedes i familien, og at I ikke længere magtede alle de konflikter, der var med ham.

I forbindelse med et møde mellem blandt andet dig og kommunen anbefalede en psykolog fra døgninstitutionen af hensyn til M, at han i stedet for at blive anbragt uden for hjemmet hellere skulle i en udvidet aflastningsordning. Du meddelte på baggrund heraf kommunen, at du gerne ville have støtten iværksat som aflastning.

I oktober 2009 blev ordningen, hvor M opholdte sig på døgninstitutionen fra torsdag efter skole til skoletid mandag morgen, iværksat.

Kommunen traf afgørelse om frivillig anbringelse uden for hjemmet af M, og bad dig underskrive erklæring om samtykke til anbringelsen. Du ønskede ikke at samtykke til anbringelsen og klagede over afgørelsen.

I marts 2010 meddelte kommunen dig, at M ville blive hjemgivet, da du ikke ønskede at samtykke til anbringelsen. Kommunen traf samtidig afgørelse om bevilling af støtte i form af udvidet dagbehandlingstilbud og aflastning 10 døgn per måned.

Kommunen anførte desuden, at M´s ophold på døgninstitutionen i det omfang du ønskede, nemlig hver uge fra torsdag til mandag, var at betragte som en anbringelse uden for hjemmet. Kommunen opgjorde det ønskede ophold på døgninstitutionen til 5 døgn per uge.

Kommunen anfører endvidere, at der ikke var grundlag for tvangsmæssige foranstaltninger efter § 58.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at bestemmelsen i § 52, stk. 3, nr. 5 ikke gav mulighed for aflastning i det anførte omfang, men at der i stedet måtte iværksættes en egentlig anbringelse efter reglerne i servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på pkt. 298 i vejledningen om særlig støtte til børn og unge og deres familier. Det fremgik blandt andet heraf, at aflastningsbestemmelsen var beregnet til ophold af kortere varighed, og at de enkelte aflastningsophold tidsmæssigt kunne strække sig fra en til to dage til to til tre uger ad gangen, typisk weekends og ferieperioder.

Advokat V klagede på dine vegne over Det Sociale Nævns afgørelse. Advokaten anførte, at der var sket en misforståelse/ misopfattelse, idet M´s ophold på døgninstitutionen ikke var fra torsdag morgen til mandag morgen og heller ikke er af en varighed på 5 døgn. Ifølge advokaten var der for familien stor psykologisk forskel på, om M var i aflastning eller om han var anbragt uden for hjemmet.

Nævnet fandt ikke anledning til at genoptage sagen, men fastholdte sin afgørelse med den begrundelse, som var anført heri.