119-12

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 22. juni 2011

• Klagen til Ankestyrelsen af 8. juli 2011

• Nævnets genvurdering

• Udtalelse af 30. april 2012 fra Socialstyrelsen

• Bemærkninger 16. maj 2012 fra A Kommune

En kvinde tog ophold på Krisecentret fra den 8. til den 9. november 2010.

A Kommune sendte herefter regning på kr. 1.064 for opholdet til B Kommune.

B Kommune gav afslag på refusion for kvindens ophold på Krisecentret.

A Kommune gav den 14. december 2010 afslag på opholdsbetaling i henhold til servicelovens § 109 – med baggrund i retssikkerhedslovens § 9- § 9c, idet det ikke fremgik og kunne dokumenteres, at der var tale om en borger, hvor B Kommune var retlig opholdskommune, og hvor A Kommune kunne kræve refusion i henhold til retssikkerhedslovens § 9c i forbindelse med ophold på krisecenter.

Det bemærkes, at Krisecentret ikke fremgår af tilbudsportalen.

A Kommune klagede den 14. december 2010 til Det Sociale Nævn. A Kommune oplyser i den forbindelse at kvinden henvendte sig den 8. november 2010. Hun var forslået, og oplyste hun sit fornavn. Hun blev ledsaget af en kvinde, der præsenterede sig som hendes nabo fra B Kommune. Det fremgik af indskrivningssamtalen, at politiet i B Kommune havde indsat borgerens mand i detentionen. Kvinden oplyste i øvrigt, at hun efterfølgende ville søge optagelse på krisecenter i C Kommune, da hun havde nemmere ved at passe sit arbejde i B Kommune, hvis hun havde ophold der. Krisecentrets leder mente sig tilstrækkeligt oplyst om, hvilken kommune, der skulle betale opholdstaksten.

Den 22. juni 2011 stadfæstede nævnet B Kommunes afgørelse.

Nævnet vurderede, at det ikke var muligt at fastslå, hvorvidt B Kommune var pågældendes seneste opholdskommune forud for optagelse på krisecenter, og dermed om B Kommune var refusionspligtig over for A kommune.

Den omstændighed, at A Kommune henviste til, at den pågældende kvinde ved sin optagelse på krisecenter havde anmodet om anonymitet, medførte ikke en anden vurdering af sagen om mellemkommunal refusion.

A Kommune havde ikke i øvrigt givet oplysninger, der medførte, at det kunne fastslås, at kvindens opholdskommune inden optagelsen i krisecenter var B Kommune.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på oplysningerne om, at refusionskravet relaterer sig til udgifterne vedrørende en anonym kvindes ophold på krisecenter i A Kommune.

Nævnet har ikke foretaget sig noget vedrørende oplysningerne om, at krisecenteret ikke var optaget på tilbudsportalen.

A Kommune henviser i klage af 8. juli 2011 til Socialministeriets skrivelse af 7. juli 2007 om orientering om de væsentligste regler og lovgivningsmæssige forpligtelser på forsorgshjems- og krisecenterområder m.m. Hvoraf det fremgår: ”Kommunen, hvis borgere opholder sig på boformer efter servicelovens §§ 109 og 110 betaler den fastsatte takst… Ønsker en kvinde under et ophold på krisecenter at være anonym, må hun overfor centerets leder eller i det mindste oplyse, hvilken kommune hun kommer fra. For at sikre anonymitet samt sikre korrekt grundlag for udskrivning af regninger til kommunerne, er det tilstrækkeligt, at oplysningerne kan efterprøves af revisionen. ”

Nævnets afgørelse efterlader en usikkerhed om, hvorvidt nævnet finder at Socialministeriet er kompetent til at fortolke sin egen lovgivning og vejlede kommunerne om dens konsekvenser. Nævnets afgørelse efterlader dermed et frit fortolkningsrum i forhold til hvilke konsekvenser det får for de involverede kommuner, når en kvinde udnytter sin lovhjemlede ret til anonymitet.

Nævnet fastholdt af 26. juli 2011 afgørelsen og den begrundelse det gav.