156-12

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 30. juni 2011

• Klagen til Ankestyrelsen af 6. juli 2011

• Nævnets genvurdering

• Korrespondancen under sagens behandling i Ankestyrelsen

B Kommune gav den 6. oktober 2010 afslag på A Kommunes anmodning om refusion vedrørende NN.

Det anføres af B Kommune, at hverken kommunen eller ansatte i B Kommune på nogen måde havde medvirket til, at NN havde fået ophold i A Kommune.

A Kommune klagede over afgørelsen

Nævnet traf den 30. juni 2011 afgørelse om, at B Kommune var ikke forpligtet til at yde mellemkommunal refusion af udgifterne vedrørende NN.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at B Kommune eller anden offentlig myndighed medvirkede til NN flytning til A Kommune.

A Kommune har klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at NN boede alene i B Kommune, hvor hun var 100 % afhængig af sine hjælpere. Hendes handicap var så alvorligt, at hun ikke kunne benytte en BPA-ordning efter servicelovens § 96, da hun på ingen måde var i stand til at klare arbejdsgiverrollen. I stedet modtog NN hjælp efter serviceloven i alle døgnets 24 timer.

Videre anfører A Kommune, at B Kommune har betalt udgifter til boligindretning i lejligheden i A Kommune.

A Kommune finder, at den støtte NN modtog i hjemmet kunne sidestilles med en boform, hvilket normalt udløser refusion efter retssikkerhedslovens § 9c stk. 2, nr. 5.

A Kommune finder, at det forhold, at NN selv betalte indskud ikke kan begrunde, at der ikke er refusionspligt.

Endeligt anførte A Kommune, at al kontakt i forbindelse med flytningen er foregået via personalet ansat i B Kommune. Ansatte i B Kommune har flere gange før flytningen medvirket og været behjælpelig med alle praktiske gøremål og andet nødvendigt i relation hertil, hvilket åbenlyst var en forudsætning for, at flytningen kunne realiseres. Der henvises herved bl.a. til A Kommunes telefonnotat af 6. august 2008.