57-13

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 9. maj 2012

• Klagen til Ankestyrelsen af 6. juni 2012

• Nævnets genvurdering

• Nævnets bemærkninger af 3. juli 2012

A Kommune traf den 7. november 2011 afgørelse om, at NN ikke havde ret til dækning af egenbetalingen til handicapkørsel. Kommunen henviste til, at servicelovens § 100 efter sit formål ikke omfattede hjælp til egenbetaling efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning.

Nævnet ændrede ved afgørelse af 9. maj 2012 kommunens afgørelse, således at NN havde ret til at få medtaget nødvendige merudgifter til befordring til behandling.

Nævnet har begrundet afgørelsen med, at egenbetalingen for befordring var en nødvendig merudgift, der var en konsekvens af NNs nedsatte funktionsevne, og som ikke kunne dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven, jf. lovens § 100, stk. 1, sidste pkt.

Kommunen havde henvist til, at det ikke var muligt at yde hjælp efter servicelovens § 100 til udgifter, der hidrørte fra egenbetaling efter anden lovgivning.

Nævnet bemærkede hertil, at dette til dels var korrekt, da det fremgik af merudgiftsbekendtgørelsens § 10, stk. 1 (nu § 11, stk. 1), at der ikke kunne ydes hjælp efter servicelovens § 100 til udgifter til egenbetaling, der fulgte af regler i den sociale lovgivning.

Det var nævnets opfattelse, at reglerne om handicapkørsel ikke var en del at den sociale lovgivning i servicelovens forstand.

A Kommune har klaget over nævnets afgørelse.

Det Sociale Nævn fastholdt ved genvurderingen, at egenbetaling til handicapkørsel ikke var en del af sociallovgivningen.

Nævnet har overfor Ankestyrelsen den 3. juli 2012 bemærket, at den konkrete problemstilling vedrørte egenbetaling i forbindelse med handicapkørsel. Denne handicapkørsel havde ikke lovmæssig baggrund i sundhedsloven, men i lov om trafikselskaber.

Nævnet henviste videre til afsnit 10.2 i Socialministeriets vejledning nr. 110 af 1. december 2009 om træning i kommuner og regioner, hvoraf det fremgik, at der ikke kunne ydes befordring efter sundhedsloven til fysioterapi. Det fremgik også, at reglerne om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven var udtømmende.