Serviceloven
2011

94-11

J.nr.: 3500021-10

Resume

Der kunne ikke ydes dækning af udgifter til ledsagers transport og aktiviteter som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse. Det var en betingelse for at få hjælp efter reglerne om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, at der ...

Lovgrundlag

  • Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 - § 100 og § 97

Sagsfremstilling

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 23. december 2009

• Klagen til Ankestyrelsen af 21. januar 2010

• Nævnets genvurdering

Ved kommunens afgørelse af 28. marts 2008 blev det vurderet, at du var omfattet af personkredsen for merudgifter, da lidelsen Asperger og OCD var langvarig og medførte en væsentlig nedsættelse af funktionsevnen. Merudgifterne vurderedes ikke til at være af et omfang, der kunne medføre bevilling.

Der var udgifter til medicin. Udgifter i forbindelse med ledsageordningen samt ledsagelse i øvrigt var ikke omfattet af servicelovens bestemmelse om merudgifter efter § 100.

Ved kommunens afgørelse den 9. april 2008 henviste kommunen til, at der tidligere var meddelt dig afslag på ledsageordning efter servicelovens § 97.

Du tilhørte personkredsen, der kunne være omfattet af ledsageordning og berettiget til op til 15 timers ledsagelse om måneden. Du boede imidlertid i et botilbud, og det blev vurderet, at du her var berettiget til at modtage 15 timers ledsagelse pr. måned i botilbuddet. Du var dagligt på gå- eller cykelture med personalet fra botilbuddet. Der var endvidere mulighed for at tage personalet med på tur af nogle dages varighed. Dette krævede dog, at du selv betalte ledsagers udgifter.

Nævnet stadfæstede den 22.oktober 2008 kommunens afgørelse.

Der kunne ikke bevilges ledsageordning - udover det tilbud, der allerede var i forbindelse med dit botilbud - eller dækning af udgifter forbundet hermed i øvrigt. Medicinudgifterne kunne heller ikke dækkes.

Nævnet har på baggrund af brev fra Ombudsmanden af 18. maj 2009 truffet en ny afgørelse den 23. december 2009.

I brevet til Ombudsmanden fra din far var det anført, at

• Du var hjemme hver weekend, i helligdage og i sommerferie, hvor du skulle have ledsager med. Dette medførte en merudgift å 12.000 kr. årligt.

• Du havde udgift til ledsagelse med 3.000 kr. årligt i forbindelse med sommerferieophold på højskole.

• Du var på en uges ferierejse, hvor der var udgift til ledsagelse på op til 5.000 kr.

• Endelig var der udgifter til medicin på 2.400 kr. årligt.

Nævnet har herefter anført, at det følger af servicelovens § 100, at det er en betingelse for at yde hjælp efter denne bestemmelse, at merudgiften ikke kan dækkes af efter andre bestemmelser i serviceloven eller anden lovgivning.

For så vidt angik hjælp til ledsagelse var der fastsat særlige regler herom i servicelovens § 97, hvorefter der kan ydes hjælp til ledsagelse med 15 timer pr. måned. Der var her udtømmende gjort op med, hvor mange timer pr. måned, der kan ydes hjælp til ledsagelse, og der var derfor ikke hjemmel til at yde hjælp til ledsagelse som en merudgift efter lovens § 100.

Nævnet henviste endvidere til Ankestyrelsens principafgørelse C-35-06.

Du kunne tale med bostedet om, hvordan tiden til ledsagelse, som blev modtaget fra bostedet, kunne anvendes.

Din far har klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at Det drejede sig ikke om flere ledsagetimer, men udelukkende merudgifter der var i forbindelse med ledsager.

Du skulle betale 2 biografbilletter i stedet for 1.

Du skulle betale for 2 rejser, mad ture ol. i stedet for 1.

Din far har henvist til formålsbestemmelserne i serviceloven.

Din far anførte, at han og den tidligere Socialminister mente, at han havde ret til hjælp efter servicelovens § 100.

Nævnet har ved genvurderingen fastholdt sin afgørelse.

Afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om i hvilket omfang, der kan ydes ledsagelse efter merudgiftsreglerne til befordring og ferie for en person med en psykisk lidelse, der ikke er bevilget ledsageordning. Sagen er antaget som supplement til C-35-06. Resultatet er • Der kan ikke ydes dækning af udgifter til udgifter til ledsagelse efter reglerne om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse Det betyder, at du ikke kan få dækket udgifter til ledsagers transport og ledsagers aktiviteter som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse. Vi er således kommet til samme resultat som nævnet i Statsforvaltningen Y. Der var enighed på mødet.

Nøgleord

BefordringLedsagelseMerudgifter