134-10

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 6. juli 2009

• Klagen til Ankestyrelsen af 30. juli 2009

• Nævnets genvurdering

Kommunen gav dig den 28. januar 2009 afslag på bevilling af en kuvertlampe og en elektronisk lup.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at kommunen kunne yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet:

- i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af nedsat funktionsevne

- i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet

- var nødvendigt for, at den pågældende kunne udøve et erhverv.

Kommunen vurderede, at de ansøgte hjælpemidler ikke skønnedes omfattet af ordlyden ”væsentlig lettelse i den daglige tilværelse i hjemmet”, idet det var beskrevet i ansøgningen, at lampen skulle anvendes ved spisning ude af hjemmet og den elektroniske lup ved vejvisning oven på GPS og vejkort i forbindelse med rejser/kørsel, som blev foretaget af hustruen.

Der var derfor ikke tale om omstændigheder, som forekom dagligt.

Ansøgningen kunne derfor ikke imødekommes.

Nævnet tiltrådte den 6. juli 2009 kommunens afgørelse.

Nævnet har begrundet afgørelsen med, at ansøger ikke opfyldte betingelserne for hjælp til kuvertlampe og elektronisk lup.

Nævnet lagde vægt på det oplyste om den påtænkte brug af hjælpemidlerne sammenholdt med den mulighed, der var for at få bistand til afhjælpning af synshandicappet.

X organisation har klaget over Nævnets afgørelse.

X organisationanmodede Ankestyrelsen, om at tage sagen op til principiel behandling for at afklare spørgsmålet vedrørende væsentlighedsprincippet.

Der var givet afslag på bevilling af hjælpemidler, og der var lagt afgørende og entydig vægt på bestemmelsen om, at et hjælpemiddel skal være en ”væsentlig lettelse i den daglige tilværelse i hjemmet”. De søgte hjælpemidler var en kuvertlampe og en elektronisk lup.

Nævnet havde lagt vægt på, at den påtænkte brug af hjælpemidlerne og på de muligheder du havde for at få bistand til afhjælpning af dit synshandicap. Nævnet mente ikke, at dine behov for at kunne klare dig så selvhjulpen som muligt i sin dagligdag, både i og udenfor hjemmet, var af så tilstrækkeligt omfang, at der var tale om, at de ansøgte hjælpemidler ville være en væsentlig lettelse i dagligdagen i hjemmet og i væsentlig grad kunnen afhjælpe de varige følger af synshandicappet.

X organisation var uenig i dette. Det var af meget indgribende karakter at have et stærkt synshandicap i alle livets forhold, også når man ikke opholdt sig i eget hjem. Det var derfor meget væsentlig, at den synshandicappede blev kompenseret for det manglende syn i en grad, som tilgodeså ethvert menneskes behov for at kunne klare sig selvstændigt og selvhjulpen i sin hverdag som helhed. Også uden at være tvunget til at bede om andres bistand og dermed være afhængig af, at andre ville give den bistand, som man havde behov for. Denne situation var ikke værdig for den handicappede.

Dit synshandicap og deraf følgende behov for kompensation, begrænsede sig ikke udelukkende til et behov, der var til stede i eget hjem. Dit synshandicap var altid til stede for dig, såvel i som udenfor eget hjem.

Særligt var det et problem for dig, som voksen mand, at være afhængig af din ægtefælles eller andres hjælp, når du deltog i middagssammenkomster, som f.eks. familiefester, fødselsdage, middage hos venner og bekendte og på restaurant.

Du var her afhængig af, at ægtefællen/anden seende person fortalte dig, hvad der var på din tallerken, og hvor de forskellige madvarer var placeret. Du var også afhængig af, at andre skar maden ud for dig, da du ikke selv kunne gøre dette.

Hyggebelysning blev for dig til mørke. En kuvertlampe ville kunne give dig det lys, som du havde brug for. En kuvertlampe ville således i væsentlig grad kunne afhjælpe følgerne afden nedsatte funktionsevne, og være en væsentlig lettelse i dagligdagen, idet du ville kunne klare dig uafhængigt af andre på værdig vis.

Du var en mand, der interesserede sig for mange ting i livet og i samfundet. Du var glad for at rejse og havde stor fornøjelse af, at studere verdenskort, landkort og bykort. I nogen sammenhænge kunne du se kort ved hjælp af dit CCTV, men ofte var kortene så store og uhåndterlige, at det ikke var muligt for dig. En elektronisk lup ville være langt mere anvendeligt for dig.

Du havde altid været den, der var vejfinder og kortlæser, når familien var på køretur, bilferier og lignende. Dette kunne du ikke længere uden synskompenserende hjælpemidler, hvorfor en elektronisk lup ville være en væsentlig hjælp i dagligdagen. Det blev bemærket, at du havde en lup til rådighed, men at denne ikke var stærk nok til at kompensere for synet i dag, idet dette var blevet forværret.

Der var således tale om et hjælpemiddel, der i væsentlig grad kunne afhjælpe følgerne af din nedsatte funktionsevne og være en væsentlig lettelse i den daglige tilværelse i hjemmet. Med en elektronisk lup ville du kunne opretholde din store hobby og interesse på selvstændig og uafhængig vis.

Dit behov for hjælpemidlerne var udredt og anbefalet af Kommunikationscentret V.

Det var X organisations opfattelse, at hensigten med servicelovens § 112 var at sikre, at en person med en varig funktionsnedsættelse blev i stand til at klare sig så selvhjulpen og selvstændigt som muligt i sin dagligdag og fik mulighed for at leve et liv på samme alder og i samme livssituation. Med nævnets afgørelse var du henvist til at få bistand fra andre.

X organisationfandt også, at nævnets afgørelse var i strid med principperne i FN´s handicapkonvention artikel 3, der bl.a. omhandlede respekten for menneskets naturlige værdighed – herunder frihed til at træffe egne valg og uafhængighed af andre personer samt artikel 26, der omhandlede habilitering og rehabilitering - herunder en sikring af at personer med handicap havde mulighed for at opnå og opretholde den størst mulige uafhængighed.

Nævnet havde ved stadfæstelse af kommunens afgørelse afskåret dig for at kunne være uafhængig af andre, og du oplevede, at din værdighed og livskvalitet blev ”trådt under fode” i en grad som fratog dig lysten til at deltage i sociale sammenkomster, ferieture med videre, hvilket ikke kunne være hensigten.

Underinstansen har ved genvurdering fastholdt sin afgørelse.

Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.