227-11

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnet afgørelse af 29. april 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 26. maj 2010

• Nævnets genvurdering

Kommunen meddelte ved afgørelse af 8. april 2009, at kommunen i forbindelse med revurderingen af afgørelse fra den 10. juni 2008, som han havde klaget over den 17. juni 2008, var afdelingen blevet opmærksom på, at han ikke tilhørte målgruppen for § 100.

Med afgørelsen meddelte kommunen afslag efter servicelovens § 100. Der var lagt vægt på, at han ikke havde betydelige hjælpeforanstaltninger. Kommunen henviste til principafgørelse C-21-08.

NN klagede over denne afgørelse.

Nævnet traf afgørelse den 29. april 2010 om, at havde ret til merudgiftsydelse efter servicelovens § 100 med tilbagevirkende kraft fra den 8. april 2009, såfremt han havde merudgifter på mindst 6.000 kr. om året.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen vedrørende transport til lokale fysioterapeutcenter.

Vedrørende personkredsen efter § 100 begrundede nævnet afgørelse med, at han var omfattet af personkredsen på grund af smerter i bevægeapparatet som følge af arbejdsskade og cykelstyrt, jf. praksis udmeldt af Ankestyrelsen på baggrund af de ændrede regler, der trådte i kraft pr. 1. december 2008.

Nævnet havde lagt vægt på, at han selv kunne klare sin personlige pleje og påklædning, men han har tiltagende problemer med at vaske sine fødder, klippe tånegle og tage sko og sokker af og på.

Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at han selv kunne klare lettere oprydning, men at det ellers var hans samlever, der stod for det, hun kunne overkomme, ligesom det var samleveren, der stod for planlægning af mad og indkøb. Det fremgik endvidere, at han ikke længere kunne klare almindelig vedligeholdelse, hvad angik bil, hus og have.

Nævnet havde herudover lagt vægt på, at han oplyste, at han var lyd-og lysoverfølsom, hvorfor han havde svært ved at være i store forsamlinger, og han havde på grund af sin sygdom mistet venner og bekendte Han ønskede at få mere social omgang med andre mennesker, hvor hans sygdom ikke var i centrum. Nævnet havde endelig lagt vægt på, at hans gangdistance var vurderet til 400 meter, og han oplyste, at han havde problemer med at anvende offentlige transportmidler på grund af de høje trin, bump og hans lyd - og lysoverfølsomhed. Han havde derfor anskaffet sig en bil med servostyring og automatgear, hvilket det var påtegnet i hans kørekort, at der skulle være.

I nævnets afgørelse var principafgørelserne 221-09, 222-09, 223-09 og 31-10 indgået i vurderingen med særlig vægt på 222-09.

Kommunen skulle således foretage en fornyet vurdering af, om han havde nødvendige merudgifter på mindst 6.000 kr. om året.

I klagen til Ankestyrelsen har Kommunen anført, at kommunens afgørelse var truffet på baggrund af den lovgivning og praksis, der var gældende på daværende tidspunkt. Den 20. november 2009 gav nævnet kommunen medhold i afgørelsen. Ansøgeren klagede til Ankestyrelsen, der ikke ville ikke optage sagen til behandling, men bemærkede, at nævnets afgørelse ikke stred imod daværende praksis.

Den 20. november 2009, 3 dage før nævnet traf afgørelse i sagen, kom der nye principafgørelser på området. Nævnet har oplyst, at principafgø-relserne ikke indgik i nævnet eller Ankestyrelsens vurdering af sagen, hvorfor sagen blev genoptaget til behandling i nævnet.

Den 29. april 2010 traf nævnet afgørelse om, at ansøgeren var omfattet af målgruppen for § 100, samt at han var berettiget til ydelser fra den 8. april 2009, såfremt han havde merudgifter over 6.000 kr. pr. år.

Kommunen anførte, at nævnets afgørelse tog udgangspunkt i en principafgørelse, der var udkommet godt et år efter kommunens afgørelse

Nævnet havde ikke yderligere bemærkninger til sagen.