163-12

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 12. maj 2011

• Klagen til Ankestyrelsen af 23. juni og 9. august 2011

• Nævnets genvurdering

Kommunen meddelte ved afgørelse af 4. august 2010, at der kunne bevilges en uges ferie og et weekendtræf årligt. Der var ved afgørelse af 2. juni bevilget ophold på Q som den årlige ferieuge efter eget ønske. Til den årlige ferieuge blev der bevilget lønudgifter til ekstra hjælper jf. servicelovens § 85 og diæter og opholdsbetaling til hjælpere efter servicelovens § 100.

Der blev givet afslag på ophold på P, jf. servicelovens § 100, og der blev givet afslag til ekstra hjælper i forbindelse med besøg på T.

Nævnet traf den 12. maj 2011 afgørelse om, at NN havde ret til dækning af lønudgifter og merudgifter til diæter og opholdsudgifter til en ekstra hjælper til en uges ferie på P og en uges sommerskole på Q.

Nævnet hjemviste sagen om weekend træf og ekstra hjælper til aktiviteter i T.

Nævnet har begrundet afgørelsen med, at NN var 21 år og led af Spielmeyer-Vogt syndrom. NN boede i et anneks til sine forældres hjem og havde hjælp 24 timer i døgnet. NN havde et dagtilbud på S.

NN var berettiget til dækning af lønudgifter og merudgifter til diæter og opholdsudgifter til en ekstra hjælper til en uges ferie på P og en uges sommerskole på Q.

Nævnet lagde vægt på, at NN var omfattet af den personkreds, der havde ret til dækning af merudgifter efter servicelovens § 100. Der blev endvidere lagt vægt på, at NN modtog støtte efter servicelovens § 85 i alle de timer, hvor NN ikke havde et dagtilbud.

Nævnet lagde derudover vægt på, at det var nødvendigt for NN at medbringe 2 hjælpere på ferieophold, da det ikke var muligt for hjælperne at tage hjem om aftenen. Kommunen havde anerkendt, at NN havde brug for 2 hjælpere i forbindelse med ferieophold.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at det var sædvanligt at holde flere ugers ferie, ligesom der blev lagt vægt på, at NN havde mulighed for at holde ferie som andre ikke-handicappede.

Endelig lagde nævnet vægt på, at NN var 21 år, og derfor ikke længere var omfattet af sine forældres forsørgelsespligt. Kommunen kunne således ikke forvente, at NNs forældre varetog en del af plejen.

Nævnet vurderede også, at NN havde ret til mere end et weekendtræf om året. Begrundelsen herfor var, at der var en lang tradition for afholdelse af flere fællesarrangementer for børn og unge med Spielmeyer-Vogt syndrom. Baggrunden var at syndromet påvirkede hukommelsen.

Kommunen skulle udmåle et antal weekendtræf, der kunne imødekomme behovet for netværk.

Spørgsmålet om 2 hjælpere ved besøg i T blev hjemvist. Det var ikke muligt at tage stilling til, om det var nødvendigt med 2 støtter ved besøg i T på de oplysninger, der forelå i sagen.

A Kommune har klaget over nævnets afgørelse om afholdelse af 2 ugers ferie.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at sagen ikke drejede sig om en retslig vurdering af, om hjælperudgifter kunne dækkes under ferie, men om omfanget, og om Det Sociale Nævn havde den nødvendige lovhjemmel til at omgøre en kommunal afgørelse efter § 100. Det Sociale Nævn fungerede som sagsbehandler.

Det principielle var, om der var tale om overkompensation.

I A Kommune var der truffet en afgørelse om at ville yde støtte til hjælperudgifter under 1 uges ferie og ikke under 2 ugers ferie. Kommunen havde herved lagt vægt på, at med den befolkningssammensætning og med det meget almene boligbyggeri og mange enlige forsørgere, der var i A Kommune, var det ikke normalt praksis at afvikle 2 ugers ferie årligt som ansøgt.

Det sociale Nævne havde omgjort et lovligt skøn og dermed tilsidesat et kommunalt serviceniveau.

Kommunen har henvist til retssikkerhedslovens § 69.

Sagens generelle betydning var således: Hvor gik grænsen for at tilsidesætte et lovligt fastsat kommunalt serviceniveau og dermed præmisserne for det kommunale skøn.

Nævnet har ved genvurderingen fastholdt sin afgørelse.