C-37-05

Sagen drejede sig om en kvinde, der led af insulinkrævende diabetes. Hun havde søgt støtte til dækning af merudgifter til egenbetaling på 2.000 kr. årligt til medicin, diætkost på 4.524 kr. årligt og transport til kontrol på 259 kr. årligt.

Kommunen vurderede, at kvinden var omfattet af personkredsen for hjælp efter servicelovens § 84, jf. SM O-66-98. Det blev oplyst, at kommunen havde vurderet kvinden med udgangspunkt i lidelsen uden relevant behandling, og at vurderingen var foretaget uden udarbejdelse af funktionsevnevurdering, idet kvindens lidelse var type 1 diabetes uden sendiabetiske komplikationer, og hun ikke havde andre varige lidelser som medførte en nedsat funktionsevne.

Kommunen gav afslag på støtte til dækning af merudgifter, idet kvindens samlede merudgifter ikke oversteg mindst 6.000 kr. pr. år. Til grund for udregningen af det samlede beløbs størrelse var medtaget kvindens egenbetaling til medicin på 2.000 kr. pr. år samt transport til kontrol på 259 kr. pr. år. Merudgiften til diætkost var ikke medtaget i beregningsgrundlaget, idet kommunen skønnede, at der ikke var nogen nævneværdig merudgift forbundet med diætkost til diabetespatienter sammenlignet med den kost befolkningen generelt blev anbefalet.

Kommunen oplyste, at kvinden havde mulighed for at søge om hjælp til betaling af sine udgifter til medicin iht. aktivlovens § 82.

Kvinden klagede over afgørelsen, og oplyste bl.a., at hun siden hun fik konstateret diabetes havde modtaget tilskud fra kommunen til diætkost, kørsel m.m.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling og afgørelse i kommunen. Nævnet fandt, at det i overensstemmelse med sædvanlig praksis måtte lægges til grund, at der var merudgifter forbundet med diætkosten.

Nævnet lagde vægt på, at kvinden havde insulinkrævende diabetes, og at hospitalet havde rådet hende til diabeteskost på 13.000 KJ

Nævnet fandt videre, at der burde have været udarbejdet samtaleskema i forbindelse med behandlingen af sagen. Der blev henvist til § 2 i bekendtgørelse nr. 1098 af 11. december 2002 om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser. Nævnet oplyste, at det fulgte af bestemmelsen, at bekendtgørelsen skulle anvendes, når kommunen behandlede sager om dækning af nødvendige merudgifter efter servicelovens § 84. Nævnet anmodede derfor kommunen om at udarbejde samtaleskema under den nye behandling af sagen.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse og bad Ankestyrelsen om at antage sagen til principiel behandling. Kommunen fandt, at samfundsudviklingen havde medført, at den hidtidige praksis på området, vedrørende merudgifter til diætkost til diabetikere ikke længere var hensigtsmæssig.

Desuden fandt kommunen, at kravet om anvendelse af samtaleskema og funktionsevnevurdering i sager om merudgifter til diætkost og medicin til diabetikere uden senkomplikationer var åbenbart uden betydning for sagens behandling. Ansøgers funktionsevnenedsættelse blev vurderet med udgangspunkt i lidelsen uden relevant behandling og var dermed i praksis umulig at foretage.

Nævnet fandt ved genvurdering ikke grundlag for at træffe en anden afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang der var merudgifter, som kunne dækkes efter servicelovens § 84 ved diætkost til insulinkrævende diabetikere.