132-11

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 17. november 2010

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 6. december 2010

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

Kommunen traf afgørelse om, at NN var selvforskyldt ledig og derfor skulle pålægges sanktion efter aktivlovens §§ 39 og 40.

Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse om, at kommunens afgørelse var ugyldig, og at der dermed ikke skulle ske nedsættelse af NNs kontanthjælp.

Beskæftigelsesankenævnet har begrundet afgørelsen med, at kommunen ikke havde vejledt i overensstemmelse med aktivlovens § 35, stk. 1.

Kommunen har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at det aldrig vil være muligt at sanktionere for § 39, nr. 1 med denne fortolkning af § 35, idet kommunen aldrig kan informere borgere, der er i arbejde, om konsekvenserne af at opsige sit arbejde.

Borgeren i denne sag kunne ikke med rette forvente, at hun faktisk fik arbejde som privat dagplejer, idet hun havde en dom for omskæring af pigebørn.

Beskæftigelsesankenævnet har ved genvurdering henvist til den begrundelse, der fremgår af nævnets afgørelse.