P-28-05

En nu 53-årig gift kvinde, der kun havde haft kortvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, drev sammen med ægtefællen i nogle år en minkfarm, som blev nedlagt i 2001. Arbejdet bestod mest i fodring af dyrene, samt tilsyn med redekasser.

Det fremgik af sagen, at ægtefællen på grund af sygdom ikke mere var i stand til at klare sine bi-jobs.

Kommunen traf den 30. marts 2005 afgørelse om, at ansøgeren ikke var berettiget til førtidspension, idet behandlingsmulighederne i form af vægttab ikke var udtømte. Videre fandt kommunen, at der ved vægttab var mulighed for, at hendes træthed kunne nedsættes. Det fremgik at hun mestrede madlavning, bagning og syltning i hjemmet og kommunen vurderede derfor, at der ved lignende jobfunktioner kunne opnås tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det sociale nævn fandt i afgørelse af 23. maj 2005 ansøgeren berettiget til førtidspension. Nævnet fandt det dokumenteret, at arbejdsevnen varigt var nedsat i et sådant omfang, at hun ikke ville være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at ansøgeren ingen uddannelse havde og ikke havde været på arbejdsmarkedet de sidste 30 år, idet hun havde været hjemmegående. Det var vurderet, at behandlingsmulighederne ikke var udtømte og at vægtreduktion ville kunne medføre bedring af tilstanden.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der var grundlag for at påbegynde sag om førtidspension eller om forbedring af arbejdsevnen gennem vægttab var en tilstrækkelig konkret realistisk behandlingsmulighed.