P-17-03

Med hensyn til spørgsmålet om ansøgerens ret til folkepension som tidligere arbejdstager, lagde Ankestyrelsen til grund, at det er en forudsætning for anvendelse af EF-forordning nr. 1408/71, at arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende er statsborger i en medlemsstat, jf. art 2, stk. 1 i EF-forordning nr. 1408/71. Det er envidere lagt til grund, at det følger af domspraksis, at kravet om statsborgerskab i en medlemsstat skal være opfyldt på beskæftigelsestidspunktet og ikke nødvendigvis også på ansøgningstidspunktet, jf særligt EF-domstolens dom C 10-78 (Belbouab) og C 105-89 (Buhari). Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke som arbejdstager havde været omfattet af personkredsen i art. 2, stk. 1 i EF-forordningens regler. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at Danmark ikke var medlem af EF i perioden, hvor ansøger arbejdede i Danmark. Hun havde således ikke statsborgerskab i et EF-medlemsland, da hun havde bopæl og beskæftigelse i Danmark forud for 1968. Ankestyrelsen fandt ikke, at den omstændighed, at hun fortsat havde dansk statsborgerskab, da Danmark blev medlem af EF, kunne tillægges nogen betydning, idet hun kun i ganske kort tid beholdt det danske statsborgerskab og allerede i 1973 fik statsborgerskab i Canada. Med hensyn til spørgsmålet om ansøgerens ret til folkepension som nuværende familiemedlem fandt Ankestyrelsen, at ansøgeren ikke havde opnået ret til dansk pension i medfør af EF-forordning nr. 1408/71 i den periode, hvor hun havde bopæl og beskæftigelse i Danmark som canadisk statsborger, gift med en dansk statsborger. Ankestyrelsen lagde herved vægt på EF-domstolens dom C 308-93 (Cabanis Issarte), hvorefter familiemedlemmer efter hidtidig praksis alene opnåede afledte rettigheder og ikke selvstændige rettigheder, men at der med dommen skete en vis lempelse. Det fremgår dog af dommen, punkt 2), at den ikke kan påberåbes til støtte for krav vedrørende ydelser i tilknytning til perioder, der ligger forud for datoen for dommens afsigelse, den 30. april 1996. Ansøgningen vedrørte udelukkende perioder forud for 30. april 1996. Anvendelsen af konventionen mellem Canada og Danmark forudsætter bl. a. at ansøgeren har bopæl i Canada eller Danmark. Ankestyrelsen tiltrådte således fortsat afgørelsen om afslag på dansk folkepension. Vestre Landsrets dom af 29. april 2003 "Landsrettens begrundelse og resultat: Det er ubestridt, at sagsøgeren, da hun i 1999 ansøgte om dansk folkepension fra den 1. april 2000, var canadisk statsborger med fast bopæl i Portugal, og at hun derfor ikke opfyldte kravene om dansk indfødsret og fast bopæl som anført i §2 og §3 i lov om social pension Efter § 11 i lov om social pension kan der efter overenskomst med andre stater ske fravigelse af de nævnte bestemmelser, og grundlaget for sagsøgerens mulige ret til folkepension er herefter EF-forordning nr. 1408/71. Efter sagsøgerens forklaring og de øvrige foreliggende oplysninger lægges det til grund, at sagsøgerens ægtefælle på tidspunktet for flytningen til Portugal var ophørt på arbejdsmarkedet, og at flytningen skete efter dennes overgang til pension. Sagsøgerens ægtefælle, der er dansk statsborger, arbejde indtil sin pensionering udelukkende i Danmark og Grønland. Ved afgørelsen af, om sagsøgerens ægtefælle må betragtes som arbejdstager efter art. 2, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 lægger Landsretten vægt på, at forordningen ifølge præamblen har til formål at koordinere de enkelte medlemsstaters lovgivning om social sikring som led i taktatens bestemmelse om arbejdskraftens frie bevægelighed. Herefter og i overensstemmelse med præmis 23 i EF-Domstolens dom af 25. oktober 2001 i sagen C 189/00, Urzula Ruhr, finder Landsretten, at sagsøgerens ægtefælle ikke kan anses for omfattet af udtrykket arbejdstager i forordningens art. 2, stk. 1, hvis anvendelse må forudsætte, at den pågældende arbejdstager i sit aktive arbejdsliv har virket i flere medlemsstater. Sagsøgeren, der støtter sit krav på dansk pension på sin status som familiemedlem til ægtefællen, kan herefter heller ikke anses for omfattet af forordningen. Som følge heraf og da det af sagsøgeren i øvrigt anførte ikke kan føre til andet resultat, frifindes sagsøgte. "