O-85-98

Ansøger og hendes ægtefælle var flygtninge fra Iran. Parret havde siden intergrationsperiodens afslutning pr. 1. november 1993 modtaget kontanthjælp fra kommunen. Manden søgte i februar 1994 om førtidspension og fik i 1997 tilkendt højeste førtidspension.

Af journaloplysninger i sagen fremgik det, at der i perioden fra 1993 og frem havde været jævnlig kontakt mellem familien og kommunen både i forbindelse med den fortsatte integration af familien og kommunens bevillinger af hjælp efter bistandslovens §§ 46 og 46a.

I forbindelse med beregningen af ægtefællens pension fra 1. april 1994 meddelte kommunen i august 1997, at ansøger var berettiget til særligt børnetilskud fra den 1. april 1994. Beløbet, der udgjorde ca. 62.000 kr., blev samme dag udbetalt til hende pr. check.

Kommunen meddelte herefter parret, at beløbet blev betragtet som en formue efter bistandslovens § 39. Beløbet skulle derfor dække familiens økonomiske behov indtil den 17. oktober 1998. Udbetalingen af kontanthjælp var derfor bragt til ophør pr. 14. august 1997. Nævnet fandt, at udbetalingen den 14. august 1997 af ca. 62.000 kr. i særligt børnetilskud ikke senere samme dag kunne betragtes som en formue, der medførte, at udbetalingen af kontanthjælp stoppede.

Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger siden 1. april 1994 var berettiget til særligt børnetilskud, idet hendes ægtefælle blev tilkendt førtidspension fra denne dato. Havde ansøger fået tilskuddet udbetalt løbende siden 1994, skulle dette ikke have været fratrukket i hendes kontanthjælp.

Nævnet fandt således, at kommunen ikke havde været berettiget til at stoppe udbetalingen af ansøgers kontanthjælp pr. 14. august 1997.

I klagen anførte kommunen bl.a., at sagen var behandlet efter bestemmelserne i § 38 i bistandsloven. Kommunen var enig med nævnet i, at hvis beløbet var udbetalt løbende, skulle der ikke have været fratrukket/modregnet i ansøgers kontanthjælp. Kommunen anførte videre, at beløbet kunne sidestilles med overskydende skat i forhold til løbende kontanthjælp, som modregnes i kontanthjælpen, jf. § 39 i bistandsloven og SM O-117-96. Det anførtes også, at familiens økonomiske behov i tiden 1. april 1997 til 1. januar 1998 var blevet dækket via bistandslovens § 33, stk. 1, § 37, stk. 2, § 46 a og b, § 43, stk. 6, samt friplads til børnene, jf. bistandslovens § 73.

Kommunen anførte endvidere, at i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4 kan det besluttes, at bistandshjælp er tilbagebetalingspligtig, hvis der på et senere tidspunkt udbetales beløb, som skal dække udgifter vedrørende samme periode og formål, som bistandshjælpen er udbetalt for.

Kommunen henviste til, at familien i perioden siden 1994 havde modtaget hjælp som forsørgere til forsørgelsen af de børn, som der med tilbagevirkende kraft udbetaltes særligt børnetilskud for. Desuden blev der i samme periode afholdt udgifter til enkeltydelser, der vedrørte de samme børn, fordi familien ikke selv havde haft økonomisk evne til at kunne klare udgifterne ud af bistandshjælpen.

Kommunen oplyste, at den efter nævnets afgørelse havde frigivet kontanthjælpen med tilbagevirkende kraft til ægteparret.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt udbetaling af kontanthjælpen kunne standses under henvisning til, at ansøger er formuende, fordi denne i august 1997 med tilbagevirkende kraft fik udbetalt særligt børnetilskud for perioden fra april 1994 til 1997 med ca. 62.000 kr.