O-108-98

J.nr.: 201679-96

Resume

Efter reglerne om søskenderabat skulle der betales fuld pris for det yngste barn, når det ældste barn var bevilget socialpædagogisk friplads, og forældrebetalingen i fuld takst var ens for børnene. Ved afgørelsen tog Ankestyrelsen udgangspunkt i, at ...

Lovgrundlag

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 73
Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge - lov nr. 1148 af 3. december 2008 - § 43, nr. 1

Sagsfremstilling

En kommune havde bevilget socialpædagogisk friplads til familiens ældste barn i forbindelse med ophold i dagtilbud. Herefter fik familien også plads i dagtilbud til familiens yngste barn.

Forældrebetalingen i fuld takst efter bekendtgørelsens § 9, stk. 1, var ens for de to børn.

Familien anmodede herefter kommunen om, at søskenderabatten efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1, blev tildelt det yngste barn.

Kommunen afslog at give søskenderabatten til det yngste barn.

Kommunen begrundede afslaget med, at efter de nye regler om søskenderabat, var det ikke muligt at give rabatten til det yngste barn. Efter de nye regler skulle der betales fuld pris for den dyreste plads og ydes 50% for betaling for øvrige pladser.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter søskenderabatten skulle gives til det ældste barn.

Nævnet henviste til, at efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1, betales der fuld pris for den dyreste plads, mens søskenderabatten skulle gives til de øvrige pladser.

Nævnet fandt, at i familiens situation, hvor pladserne i dagtilbud for begge børn var lige dyre, skulle søskenderabatten gives til det ældste barn.

Nævnet lagde herved vægt på, at pladser i dagtilbud sædvanligvis er dyrere jo yngre et barn er, og det ikke var i strid med bekendtgørelsen, at rabatten således fulgte det ældste barn.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen bad Ankestyrelsen Socialministeriet om en udtalelse vedrørende spørgsmålet.

Socialministeriet udtalte vejledende, at der efter ministeriets opfattelse kunne ydes søskenderabat til det ældste barn af de to søskende.

Socialministeriet havde på baggrund af tidligere henvendelser i sager om spørgsmål om søskenderabat som vejledende udtalelse i forskellige sammenhænge bl.a. udtalt, at reglerne om søskenderabat kan udfyldes således,

1) at søskenderabatten kunne fastsættes ud fra det ældste barns takst, medmindre det yngste barns takst er billigere,

2) at søskenderabatten beregnes ud fra den generelle fastsatte takst, der efter bekendtgørelsens § 5, 1. pkt. kan være halv ordinær takst, og

3) at der først trækkes søskenderabat fra og først derefter beregnes eventuel nedsættelse eller bortfald af forældrebetalingen efter § 9, stk. 1.

Socialministeriet mente ikke, at det forhold, at der i den konkret forelagte sag var tale om en bevilget socialpædagogisk friplads efter bekendtgørelsens § 9, stk. 2, kunne føre til en ændret opfattelse til det ovenfor nævnte, idet der ikke er tale om en ændring i takst, men om en efterfølgende ændring af forældrebetalingen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om søskenderabat efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1, kan gives til det ældste barn, når barnet er bevilget socialpædagogisk friplads, og betalingen i fuld takst efter bekendtgørelsens § 9, stk. 1, er ens for børnene.

Afgørelse

Ankestyrelsen henviste til, at efter § 7, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse efter bistandsloven om betaling for ophold i dagtilbud for børn betales der fuld pris for den dyreste plads, og søskenderabatten gives til de øvrige pladser. Der var ikke i bekendtgørelsen direkte fastsat regler om, hvem af f. eks to søskende, der skulle have rabatten, når forældrebetalingen i fuld takst efter bekendtgørelsens § 9, stk. 1, var ens, og der ikke var sket nedsættelse af behandlingsmæssige grunde efter bekendtgørelsens § 5 for det ene barn. Ankestyrelsen fandt, at reglen i bekendtgørelsens § 7, stk. 1, sammenholdt med formålet med denne, ikke var til hinder for, at søskenderabatten blev givet til det ældste barn. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det ved § 7, stk. 1, var tilkendegivet, at der betales fuld forældrebetaling for 1 barn, og at formålet med bestemmelsen er, at lempe forældrebetalingen udover betalingen for den dyreste plads for forældre med flere børn i dagtilbud. Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at det forhold, at der var bevilget socialpædagogisk friplads til det ældste barn ikke kunne føre til en ændret opfattelse, idet familien ikke havde udgifter til pasning af det ældste barn i dagtilbud. Familien var derfor alligevel bedre økonomisk stillet, end en anden familie i kommunen med to børn i tilsvarende dagtilbud, men uden socialpædagogisk friplads til det ene barn. Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at almindelige forvaltningsretlige principper - herunder lighedsprincippet og princippet om som udgangspunkt at vælge den for borgeren gunstigste løsning, hvis der er tvivl om retstilstanden - sammenholdt med ordlyden i bekendtgørelsens § 7, stk. 1, og bestemmelsens formål ikke var til hinder for ovennævnte standpunkt. Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.

Nøgleord

FripladsForældrebetalingSøskenderabatDaginstitution

Relaterede afgørelser

N-1-04

Ved ansættelse i fleksjob i selvstændig virksomhed skulle løntilskuddet beregnes ud fra den mindste overenskomstmæssige løn for nyansatte uden faglige kvalifikationer inden for det pågældende ansættelsesområde. Nyansatte uden faglige kvalifikationer ...

O-108-98

Ankestyrelsens principmeddelelse 85-19

Kommunen kan bevillige tilskud til en selvstændigt erhvervsdrivende med nedsat arbejdsevne. Efter den 1. januar 2013 beregner kommunen tilskuddet på baggrund af gennemsnittet af indtægten i de to bedste regnskabsår, der er afsluttet inden tilkendelse...

Original principafgørelse:

Ankestyrelsens principafgørelse O-108-98 på retsinformation.dk →