O-29-98

Ansøger, der var udenlandsk statsborger, indrejste til Danmark i marts 1996 på besøgsvisum. Han indgik i juni 1996 registreret partnerskab. Han søgte i den forbindelse arbejds- og opholdstilladelse, som han fik den 27. november 1996.

I forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse skrev partneren i juni 1996 under på, at han påtog sig den fulde forsørgelse for ansøger.

I februar 1997 modtog bistandsafdelingen en ansøgning om økonomisk hjælp. Han havde siden december måned 1996 været tilmeldt arbejdsformidlingen og fra januar måned 1997 frekventeret sprogskole. Om ansøgers forhold i øvrigt var oplyst, at han, inden han flyttede til Danmark, havde været ansat som professor.

Partneren modtog forhøjet almindelig førtidspension og fik ved udgangen af januar måned 1997 udbetalt pension som enlig med 6.972 kr. efter skat, og efter dette tidspunkt efter omberegning 6.522 kr. efter skat, da han ikke længere kunne anses for enlig.

Ansøgningen var bl.a. begrundet med, at banken ikke ønskede at øge partnerens kredit, og det var svært for to personer at leve af en persons pension, dels var pensionen ændret i forbindelse med omberegning, og dels var der øgede udgifter i forbindelse med ansøgers skolegang.

Ifølge pensionsafdelingen kunne der ikke udbetales personligt tillæg til forsørgelsen.

Udlændingestyrelsen oplyste i marts 1997 til kommunen, at ansøgeren havde opnået opholds- og arbejdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

Kommunen gav herefter afslag på ansøgning om økonomisk hjælp med den begrundelse, at partneren havde påtaget sig den fulde forsørgelse af ansøger under ophold i Danmark samt den fulde udgift ved eventuel hjemsendelse.

I klagen til nævnet oplyste partneren, at når han underskrev garantierklæringen var det fordi, han ikke kunne gøre andet, da ansøger ikke på det tidspunkt havde opholdstilladelse. Han ville ikke fragå forsørgelsespligten, men havde svært ved at klare det økonomisk.

Kommunen anførte, at der ikke var sket væsentlige ændringer i partnerens forhold, siden han skrev under på garantierklæringen. Kommunen mente derfor, at han var i stand til at leve op til det, han havde skrevet under på. Ansøger havde således ikke ret til kontanthjælp efter bistandsloven.

Ankenævnet lagde vægt på, at ansøger i juni 1996 indgik registreret partnerskab, og at partneren i en garantierklæring af 4. juni 1996 som betingelse for opholdstilladelse havde påtaget sig den fulde forsørgelse af ansøger.

Ansøger ville derfor ifølge erklæringen normalt ikke kunne modtage hjælp efter den danske sociallovgivning.

Der var efter nævnets opfattelse ikke efterfølgende sket sådanne ændringer i ansøgers eller garantens forhold, at der var grundlag for at fravige dette udgangspunkt. Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der kan ydes kontanthjælp til en ansøger, hvis opholdstilladelse er baseret på en garantierklæring, hvor garantens indtægtsgrundlag såvel ved underskrivelsen som på ansøgningstidspunktet var forhøjet almindelig førtidspension.