D-9-05
Resume
Der forelå fortsat uarbejdsdygtighed i dagpengelovens forstand, når der efter en længere sygeperiode var behov for en nærmere undersøgelse af arbejdsevnen ved en arbejdsprøvning eller andre afklarende foranstaltninger. Ansøgeren var dermed fortsat da...
Lovgrundlag
- Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 46
- Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 5
- Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 7
Sagsfremstilling
En lønmodtager blev sygemeldt den 29. august 2002 på grund af en ørelidelse.
Kommune traf den 8. juli 2003 afgørelse om standsning af dagpengeudbetaling med den begrundelse, at den sygemeldte ikke var fuldt uarbejdsdygtig i henhold til dagpengelovens § 5.
Ved genvurdering den 8. august 2003 fastholdt kommunen afgørelsen og vurderede samtidig, at lønmodtageren ikke var berettiget til hjælp til revalidering under henvisning til lov om aktiv socialpolitik § 46.
Begrundelsen for denne afgørelse var, at det ud fra en samlet socialfaglig vurdering - som den fremgik af den udarbejdede ressourceprofil - ikke vurderedes, at lønmodtagerens arbejdsevne var reduceret i et omfang, der nødvendiggjorde yderligere opkvalificering eller erhvervsskifte, hvilket var en betingelse for ret til hjælp til revalidering. Det var således forvaltningens opfattelse, at det ville være muligt for lønmodtageren at vende tilbage til hidtidigt beskæftigelsesområde, hvor det vurderedes, at skånehensyn overfor tunge løft, arbejde i højder, kulde og træk samt maskinbetjening ville kunne tilgodeses.
Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse vedrørende udbetaling af sygedagpenge og stadfæstede kommunens afslag på revalideringsstøtte.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke på afgørelsestidspunktet havde været tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at lønmodtageren ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig, jf. dagpengelovens § 5.
Nævnet havde lagt vægt på, at lønmodtageren havde været sygemeldt i en længere periode og også tidligere havde været syg på grund af ørelidelsen. Desuden havde lønmodtageren selv givet udtryk for, at der specielt efter den sidste operation var mere omfattende skånehensyn, end der umiddelbart fremgik af de lægelige oplysninger, ligesom der var henvist til, at lønmodtageren netop på grund af disse skånehensyn ofte havde været nødsaget til at skifte arbejde.
Nævnet fandt på dette grundlag, at kommunen burde have iværksat en nærmere undersøgelse af lønmodtagerens arbejdsevne ved en arbejdsprøvning eller andre afklarende foranstaltninger, inden der blev truffet afgørelse om hans fortsatte ret til dagpenge.
Nævnet fandt endvidere, at lønmodtageren ikke på afgørelsestidspunktet kunne anses for berettiget til revalideringsstøtte efter § 46 i lov om aktiv socialpolitik, da arbejdsevnen ikke kunne anses for afklaret.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om betingelserne for fortsat udbetaling af sygedagpenge under forrevalidering/arbejdsprøvning forudsatte, at en person var omfattet af personkredsen i aktivlovens § 46.
Afgørelse
Nøgleord
Relaterede afgørelser
Original principafgørelse:
Ankestyrelsens principafgørelse D-9-05 på retsinformation.dk →