C-41-08

Sagen drejede sig om en borger, der havde følger efter apopleksi og var dårligt gående. Borgeren havde styringsbesvær af venstre ben og dropfod og anvendte rollator og dropfodskinne udendørs og stok eller rollator indendørs.

Borgeren havde brug for gelænder, men det endelige funktionsniveau skulle ifølge kommunens vurdering afklares, inden opsætning af gelænderet.

Kommunen gav afslag på betaling af gelænder, fordi borgeren selv iværksatte opsætningen af gelænder, før bevillingen forelå.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at borgeren under træningsforløb blev gjort opmærksom på, at kommunen ikke bevilgede gelænderet, før resultatet af træningen forelå. Gelænderet blev opsat i træningsforløbet.

Det sociale nævn fandt, at borgeren var berettiget til at få dækket udgifterne til det opsatte gelænder.

Nævnet bemærkede indledningsvis, at det var et almindeligt princip i serviceloven (tidl. bistandsloven), at en ansøgning skulle indgives og bevilling modtages inden anskaffelsen.

Der kunne således normalt ikke ydes hjælp, når arbejdet blev iværksat eller udført, inden bevilling forelå.

Princippet kunne fraviges, hvis anskaffelsen/installeringen havde været uopsættelig.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at opsætningen af gelænderet i opgangen vurderedes til at være nødvendig, for at gøre boligen bedre egnet for borgeren.

Begrundelsen var herudover, at nævnet efter en helt konkret vurdering fandt, at der var grundlag for at fravige hovedreglen, således at bevilling kunne ske, uanset at opsætningen af gelænderet blev foretaget, inden endelig bevilling forelå.

Nævnet lagde til grund, at borgeren for ca. 10 år siden fik apopleksi med venstresidig udfald, og at borgeren herefter blev dårligt gående. Borgeren havde styringsbesvær af venstre ben og dropfod og anvendte rollator og dropfodskinne udendørs og stok eller rollator indendørs.

Der blev videre lagt til grund, at borgeren var begyndt at falde og blev henvist af egen læge til ambulant træning.

En hospitalsindlæggelse, inden træningen var kommet i gang, førte til yderligere funktionstab. Borgeren blev bevilget rehabilitering på døgnophold med ambulant træning bagefter.

Nævnet lagde også til grund, at kommunen havde vurderet, at der var behov for gelænderstøtte både uden for hoveddøren og inde i opgangen på væggen til trappen. Kommunen havde dog fundet, at endelig bevilling af gelænder ved selve trappen måtte afvente resultatet af træningsforløbet, også med henblik på evt. opsætning af et sammenhængende gelænder, hvis det skulle vise sig, at gelænder i hele opgangen var påkrævet.

Nævnet lagde endelig vægt på, at borgeren ikke afventede kommunens endelige stillingtagen til gelænderet, da ægtefællen, som hjalp ansøger ved trappegang, skulle indlægges og gennemgå en større kræftoperation og således ikke kunne hjælpe. Ægtefællen var indlagt i 6 dage, men var efter operationen ikke rask og frisk.

Nævnet fandt efter en helt konkret vurdering, at opsætningen af gelænderet var uopsættelig.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at borgeren var i et uafsluttet træningsforløb, da ansøgningen om opsætning af gelænder blev modtaget, og det derfor ikke var muligt at lave en endelig vurdering af borgerens varige behov. Borgeren var flere gange gjort opmærksom på, at bevilling skulle forelægge før opsætning af gelænder.

Borgeren kontaktede ikke kommunen i forbindelse med hustruen indlæggelse.

Kommunen var uforstående overfor vægtningen af, at ægtefællens manglende mulighed for at hjælpe fik betydning i sagen, og kommunen forstod ikke, at boligændringen blev uopsættelig, og at kommunens vurdering blev tilsidesat.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om afholdelse af udgifter til opsætning af gelænder, før der var truffet afgørelse om bevilling, ikke i sig selv afskar borgeren fra at få bevilget det ansøgte.