C-56-03

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse af 14. juni 2002, hvorefter den unge mand ikke aktuelt var berettiget til støtte til køb af ejerbolig. Begrundelsen var, at det ikke på tidspunktet for kommunens afgørelse kunne anses for udelukket, at kommunen havde mulighed for at anvise en egnet bolig i forhold til mandens og familiens behov. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fremgik af sagen, at der den 29. maj 2002 blev sendt en anmodning til kommunens boliganvisningskontor om at samarbejde om alternative løsninger for familien, og at kommunens boliganvisningskontor den 30. maj 2002 havde oplyst, at rækkehusene på en bestemt vej kunne være en mulighed for anvisning af en rimelig bolig, og at dette ville blive nærmere undersøgt. I forhold til kommunens vejledende oplysninger om en sagsbehandlingstid på op til 20 måneder fra ansøgningstidspunktet den 21. februar 2002, bemærkedes det at ifølge servicelovens § 102, stk. 2, 2. pkt. er det en betingelse for at yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig, at der ikke kan anvises anden bolig, som dækker den pågældendes behov. Ankestyrelsen fandt at kommunen inden for rimelig tid skulle udnytte sin anvisningsret til en anden bolig. Ankestyrelsen fandt at kommunens undersøgelse og behandling af dette forhold var et led i sagsbehandlingen forud for at kommunen traf en egentlig afgørelse om hvorvidt en person havde ret til hjælp til anskaffelse af en ejerbolig. Ved vurderingen af hvad der kan anses for rimelig tid skulle kommunen lægge vægt på sandsynligheden for at kommunen kunne finde en egnet bolig inden for kortere tid. Kommunen burde således undersøge om der aktuelt var ledige boliger til rådighed, som kommunen kunne anvise til, eller om der med stor sandsynlighed inden for kort tid kunne forventes at blive en bolig ledig, som kunne anvendes til formålet. Endvidere burde kommunen lægge vægt på hvor akut personens behov var for at få en anden bolig. Ankestyrelsen fandt efter en konkret vurdering, at den af kommunen fastsatte sagsbehandlingstid på i alt 20 måneder fra februar 2002, dvs. ca. 16 måneder fra kommunens afgørelse af 14. juni 2003, var for lang i forhold til kravet i retssikkerhedslovens § 3, stk. 1, hvorefter spørgsmål om hjælp skal behandles så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre om der er ret til hjælp og i så fald hvilken. Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at den unge mands tilstand i november 2001 ansås for stationær, at faderen ansøgte om en anden bolig til ham og familien den 21. februar 2002, og at kommunen i begyndelsen af maj 2002 bl.a. stillede faderen i udsigt at sagen ville blive behandlet som en sag om køb af en egnet bolig. Ankestyrelsen fandt at forløbet af kommunens sagsbehandling havde skabt en forventning om en forholdsvis hurtig sagsbehandlingstid med hensyn til afgørelsen af spørgsmålet om hvilken hjælp familien var berettiget til. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at den unge mand ud fra oplysningerne om hans tilstand måtte anses for at have et akut behov for at få en anden varig bolig selv om der var planlagt et midlertidigt optræningsophold i Lions, idet han på grund af sin tilstand ikke kunne udskrives til sin nuværende bolig. Ankestyrelsen havde på den anden side også ladet det indgå i den samlede vurdering af sagsbehandlingstidens længde, at familiens nuværende størrelse medførte særlige vanskeligheder for kommunen med hensyn til at finde en rimelig løsning på boligproblemet. Det bemærkedes at der ikke er særlige sanktionsmuligheder knyttet til retssikkerhedslovens § 3 om sagsbehandlingstidens længde. Klage over den lange sagsbehandlingstid kunne imidlertid ske ved henvendelse til de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder, som ville kunne gå ind i en bedømmelse af en overtrædelse af bestemmelsen. Ankestyrelsen fandt at udtalelsen til faderen, som fremgik af kommunens notat af 3. maj 2002, om at sagen nu behandledes som en boligskiftesag efter servicelovens § 102, stk. 2, mv. ikke havde karakter af en egentlig afgørelse om at ville give støtte til køb af ejerbolig. Ankestyrelsen fandt således at udtalelsen alene måtte anses for at have karakter af en foreløbig tilkendegivelse om at ville undersøge mulighederne for et nærmere konkret tilbud om hjælp til køb af bolig og ikke som en egentlig bindende afgørelse. Ankestyrelsen lagde til støtte for at der alene var tale om en foreløbig tilkendegivelse vægt på, at faderen samtidig blev oplyst om at kommunen bl.a. var meget usikker på tilskudsmulighederne, herunder om beregningen af kompensationsgraden i forhold til mandens handicap. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kommunen havde oplyst faderen om, at der var usikkerhed om en eventuel pensionssags betydning for vurderingen. Ankestyrelsen tog ikke stilling til det rejste spørgsmål om pension, idet Ankestyrelsen lagde til grund at manden ikke modtog pension på tidspunktet for kommunens afgørelse. Ankestyrelsen fandt det på baggrund af oplysningerne om sagsbehandlingens forløb kritisabelt, at kommunen ved sin afgørelse af 14. juni 2002 ikke nærmere konkret havde begrundet hvilke hensyn der var lagt vægt på i forbindelse med at kommunen ikke aktuelt kunne bevilge støtte til køb af bolig. Ankestyrelsen fandt således at kommunens afgørelse ikke opfyldte forvaltningslovens krav til begrundelse, jf. lovens § 24, stk. 1, og 2. Ankestyrelsen fandt efter omstændighederne ikke at dette skulle medføre at kommunens afgørelse skulle anses for ugyldig. Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse, hvorefter nævnet ikke havde fundet tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse, om at manden ikke aktuelt var berettiget til støtte til en ejerbolig, men med en ændret begrundelse.