A-28-01

Ansøger, der var varetægtsfængslet, søgte om hjælp til betaling af løbende udgifter til efterlønsbidrag, 285 kr. pr. måned.

Kommunen gav afslag med henvisning til, at der ikke var lovhjemmel hertil.

Det sociale nævn ændrede afgørelsen og pålagde kommunen at yde hjælp til betaling af de månedlige efterlønsbidrag under varetægtsfængslingen.

Nævnet fandt, at bidrag til efterlønsordningen måtte anses som en rimeligt begrundet enkeltudgift, hvis betaling var nødvendig af hensyn til den indsattes tilværelse efter løsladelsen.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger alene var varetægtsfængslet, at betalingen ikke kunne stilles i bero under afsoningen, og at ansøger ville miste retten til efterløn, såfremt bidraget ikke blev betalt.

Kommunen gjorde i klagen til Ankestyrelsen gældende, at der ikke var tale om en rimeligt begrundet enkeltudgift, som var nødvendig for den indsattes tilværelse ved løsladelsen. Efterlønsbidrag måtte betragtes som en pensionslignende opsparing med et islæt af formueforøgelse, og § 9 i bekendtgørelsen fandt ikke anvendelse, da udgiften umiddelbart ikke var nødvendig for hans tilværelse efter løsladelsen, men var øremærket til hans alderdom.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om løbende udgifter til efterlønsbidrag må anses for at være en rimeligt begrundet enkeltudgift, som kan afholdes efter aktivlovens § 29, nr. 2, jfr. bekendtgørelsen om kontanthjælp til personer, der er varetægtsfængslet m.v.