Hundeloven § 1b

Hunde, der holdes eller indføres i strid med § 1 a, aflives ved politiets foranstaltning.

Stk. 2. Er der tvivl om, hvorvidt en hund tilhører en af de racer eller krydsninger heraf, som er omfattet af § 1 a, kan politiet stille krav om, at besidderen dokumenterer hundens race eller type.

Stk. 3. Hvis besidderen ikke straks kan fremlægge tilstrækkelig dokumentation, jf. stk. 2, træffer politiet foranstaltninger med henblik på midlertidigt at fjerne hunden fra besidderen.

Stk. 4. Har besidderen ikke inden for en frist, som politiet fastsætter, fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at hunden ikke tilhører en af de racer eller krydsninger heraf, som er omfattet af § 1 a, anses hunden for at være holdt i strid med § 1 a.

Stk. 5. Politidirektøren afholder omkostningerne ved at lade en hund aflive efter stk. 1, men kan kræve beløbet refunderet af besidderen.

Stk. 6. Uanset stk. 1 kan politiet i særlige tilfælde afgøre, at en hund ikke skal aflives, men udføres fra Danmark inden for en af politiet fastsat frist, når hunden har oprindelse i et andet land end Danmark, når det med rimelighed kan antages, at hundens besidder ikke har været bekendt med, at hunden er forbudt, jf. § 1 a, og når hunden ikke er indført erhvervsmæssigt. Omkostninger forbundet med udførsel af hunden afholdes af hundens besidder.

§ 1b er lovens skarpe værktøj til håndhævelse af forbuddet mod visse hunderacer, som fremgår af § 1a. Hvis politiet konstaterer, at en forbudt hund — eller en blanding med en forbudt race — bliver holdt eller indført i landet i strid med reglerne, skal hunden aflives. Paragraffen overlader ikke skøn til politiet: Aflivning er påbudt, ikke blot en mulighed. Dette virker benhårdt, men er en konsekvens af det politiske ønske om at eliminere visse racestridigheder og følgagtigt beskytte borgerne mod potentielle farer. I praksis har bestemmelsen betydet markante indgreb over for både enkeltpersoner og kenneler, der uretmæssigt har anskaffet eller forsøgt at indføre forbudte hunde. Vigtigt er, at der er særlige regler for dokumentation og klageadgang, men hovedreglen er klar og ubønhørlig: Ulovlige hunde skal fjernes permanent fra samfundet. Baggrunden for loven er en kombination af dyrevelfærdshensyn og hensyn til almen sikkerhed, men bestemmelsen har også ført til betydelig debat om proportionaliteten og mulighederne for fejlagtig racedefinition.

Eksempler

• Aflivning af indført Pitbull

  En person forsøger at tage en pitbull terrier med ind i Danmark. Politiet opdager det i tolden, og hunden aflives efter § 1b.

• Forbudt hund konfiskeres ved hjemmebesøg

  Ved tilsyn hos en hundeejer opdager politiet en amerikansk staffordshire terrier. Da racen er forbudt, serveres påbud om aflivning.

• Krydsning mellem forbudt og tilladt race

  En ejer kan ikke dokumentere, at hunden ikke har forbudte gener. Politiet vurderer, at der er risiko, og træffer beslutning om aflivning.

• •Det er ikke nok at have en sød eller velopdragen forbudt hund – aflivning er obligatorisk.
• •Aflivning afgøres ikke efter en individuel farevurdering, men alene på grund af racen.
• •Hvis hunden er blandet, kan den stadig falde ind under forbuddet – det afhænger af genetisk oprindelse, ikke udseende alene.

• § 1a – Forbudte hunderacer

  Angiver præcis hvilke racer og krydsninger der er forbudt; fundamentet for § 1b.

• § 1b, stk. 2-6 – Dokumentation, frister og undtagelser

  Uddybende procedureregler om dokumentationskrav og særlige undtagelser til aflivning.

• § 6c – Klageadgang

  Beskriver hvordan og hvornår afgørelser om aflivning kan påklages.