Ferieloven § 3

Bestemmelserne i dette kapitel, § 4, 2. pkt., § 6, stk. 1, og § 8, stk. 1, er ufravigelige. Kapitel 4 bortset fra § 21, stk. 1, 1. pkt., § 22, stk. 1, 1. pkt., § 23, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., § 24, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., og § 25 samt kapitel 5, 6, 7, 8, 10 og 11 er ligeledes ufravigelige, jf. dog stk. 4 og 5. Retten til betalt ferie kan ikke være mindre end fastsat i § 4, 1. pkt. Retten til ferie uden feriebetaling kan ikke være mindre end fastsat i § 15.

Stk. 2. Med undtagelse af hvad der følger af reglerne i stk. 3-6, kan bestemmelserne i denne lov ikke fraviges til ugunst for lønmodtageren.

Stk. 3. Lovens bestemmelser kan bortset fra de bestemmelser, der er nævnt i stk. 1, fraviges ved kollektiv overenskomst, som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark eller på arbejdsgiversiden af en enkelt virksomhed. En sådan fravigelse kan ligeledes ske ved en lokalaftale indgået mellem de lokale parter på en virksomhed inden for rammer angivet i en kollektiv overenskomst omfattet af 1. pkt. eller på områder uden overenskomstdækning, ved at en aftale indgået mellem de lokale parter på en virksomhed godkendes af den mest repræsentative lønmodtagerorganisation inden for det pågældende faglige område i Danmark. Fravigelser efter 1. og 2. pkt. kan kun ske, hvis de er i overensstemmelse med de af Den Europæiske Union udstedte direktiver om tilrettelæggelsen af arbejdstiden.

Stk. 4. Det kan i en kollektiv overenskomst, som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark eller på arbejdsgiverside af en enkelt virksomhed, aftales at fravige § 31, stk. 2, mod at der pr. lønmodtager omfattet af overenskomsten stilles garanti for mindst 1 års feriebetaling efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Stk. 5. En garantigiver kan beslutte at udvide en sådan garantiordning, så en virksomhed omfattet af garantiordningen kan anvende garantiordningen på lønmodtagere, der ikke er omfattet af overenskomsten med garantiordningen, og fravige § 31, stk. 2, ved at give hver lønmodtager skriftlig meddelelse om, at vedkommende er omfattet af garantiordningen, og om dennes vilkår. Virksomheden skal give meddelelse om en beslutning efter 1. pkt. til de lønmodtagerorganisationer, som virksomheden har overenskomst med, og hvis medlemmer bliver omfattet af garantien. Er en virksomhed omfattet af flere garantiordninger efter stk. 4, angår adgangen den garantiordning på virksomheden, som omfatter flest lønmodtagere, og i forhold til de lønmodtagere på virksomheden, som ikke er omfattet af en overenskomst med en garantiordning.

Stk. 6. En arbejdsgiver og en lønmodtager kan i en aktuel, konkret situation indgå en individuel aftale om ferieafholdelse, som fraviger bestemmelserne i § 8, stk. 2 og 3, § 9, stk. 2, og § 11, stk. 1. Det er en betingelse, at aftalen ikke begrænser retten til sammenhængende hovedferie til mindre end 10 dage.

Stk. 7. Sager om, hvorvidt de anførte betingelser i stk. 3-5 er opfyldt, afgøres af Arbejdsretten.

§ 3 i ferieloven slår fast, at lovens centrale ferieregler ikke kan fraviges til skade for lønmodtageren, hverken ved individuel aftale eller i ansættelseskontrakten. Både hovedreglerne om ferie, feriens længde og retten til feriebetaling er ufravigelige minimumsrettigheder. Det betyder, at aftaler, der stiller lønmodtageren ringere end lovens minimum, er ugyldige. Kun bestemte regler kan i særlige tilfælde fraviges gennem kollektive overenskomster eller andre specifikke undtagelser nævnt i loven, men EU’s direktiver skal altid overholdes. Formålet er at beskytte lønmodtageres sociale rettigheder og sikre ensartede, solide ferieforhold uanset branche. I praksis bruges § 3 ofte som værn mod arbejdsgivere, der forsøger at indskrænke ferieretten – også indirekte. Det er med andre ord ikke et område, hvor der kan 'handles' om at give mindre end lovens bund; eventuelle overenskomster eller individuelle aftaler skal altid give mindst det samme eller bedre.

Eksempler

• Arbejdsgiver vil fjerne 5. ferieuge

  En virksomhed indfører en standardkontrakt, der kun giver 3 ugers ferie. Det er ugyldigt, da § 3 sikrer minimum 5 ugers ferie.

• Mundtlig aftale om lavere feriebetaling

  En arbejdsgiver aftaler med en medarbejder, at ferie tages uden betaling, selvom der er optjent krav på betalt ferie. Denne aftale kan ikke gøres gældende.

• Overenskomst bestemmer ændret placering af ferie

  En kollektiv overenskomst fraviger en detalje om ferieafvikling, men ikke lønudbetaling eller feriens længde. Dette kan kun ske, hvis direktiv- og lovkrav er overholdt.

• •Man tror, det er lovligt at indgå aftaler om mindre ferie end lovens krav.
• •Nogle tror, at skriftlige eller mundtlige samtykker kan overtrumfe loven.
• •Man tror, individuelle aftaler vejer tungere end kollektiv overenskomst eller loven.

• § 4

  Fastlægger hvor meget betalt ferie lønmodtageren har krav på, en central mindsteret.

• § 15

  Sikrer retten til ferie selv uden optjent feriebetaling, som heller ikke må begrænses.

• § 6

  Bekræfter at ferieafholdelse også er omfattet af ufravigelighedsprincippet.