Ferieloven § 1

Loven skal sikre lønmodtagere ret til årlig ferie og feriebetaling.

§ 1 er selve grundpillen i den danske ferielovgivning. Den slår fast, at formålet med loven er at sikre lønmodtagere både retten til årlig ferie og betaling under ferien. Dette er mere end blot hensigtserklæring – det danner retsgrundlaget for hele det øvrige regelsæt og sætter en klar forventning om, at ingen, der arbejder som lønmodtager i Danmark, skal stå uden den beskyttelse og restitution, ferie giver. Paragraffen signalerer, at retten til ferie ikke er et privilegium, men et individuelt, ubetinget krav samfundet stiller til arbejdslivet. Loven bygger dermed på sociale og sundhedsmæssige hensyn og fastslår en ret, det ikke er muligt at fravige til skade for lønmodtageren. Historisk har Danmark haft lovsikret ferie siden 1938, og § 1 viderefører traditionen i en moderne ramme med tydeligt fokus på både ret og betaling. I praksis betyder det, at arbejdsgivere – uanset sektor og branche – ikke kan undlade at give medarbejderen ferie og den tilhørende feriebetaling.

Eksempler

• Feriepenge hos slagteriarbejderen

  En medarbejder på slagteri har ret til årlig ferie og til at få udbetalt feriepenge, selv hvis virksomheden skifter ejer.

• IT-specialisten på kontrakt

  En IT-specialist, der starter nyt job i august, er omfattet af retten til at optjene ferie og få feriebetaling – uanset om det står nævnt i ansættelseskontrakten.

• Baristaen i butikskæde

  En barista har krav på ferie og feriepenge, selv om hun kun arbejder 10 timer om ugen, så længe der er et ansættelsesforhold.

• •At feriebetaling kun gælder fuldtidsansatte.
• •At retten til ferie kan droppes, hvis man selv ønsker at arbejde hele året.
• •At ferie er et spørgsmål, arbejdsgiveren bestemmer alene over.

• § 2

  § 2 præciserer, hvem der er omfattet af loven, og hvordan rettighederne i § 1 udmøntes konkret.

• § 4

  § 4 fastlægger, hvor meget ferie og feriebetaling der optjenes.