Barnets lov § 39

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at meddele et barn eller en ung i alderen 10-17 år et børne- og ungepålæg, når barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare, og når det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren om støtte efter § 32 ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges problemer, jf. dog §§ 12 og 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Afgørelsen om børne- og ungepålæg kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke.

1) Barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller undervisningspligten opfyldes i øvrigt ikke.

2) Barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for en overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven eller er mistænkt eller sigtet for anden kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed.

3) Barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang.

4) Barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer.

5) Barnet eller den unge nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.

1) Modtage en eller flere støttende indsatser efter § 32, stk. 1, nr. 1, 3-5, og 8.

2) Undlade at færdes frem og tilbage eller tage ophold i et nærmere geografisk afgrænset område.

3) Være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum.

4) Bidrage til at genoprette forrettet skade.

5) Deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.

Stk. 2. Meddelelse af et børne- og ungepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om et eller flere af følgende forhold:

Stk. 3. Et børne- og ungepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder fastsættes, at barnet eller den unge skal gøre følgende:

Stk. 4. Er der truffet afgørelse om børne- og ungepålæg efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 32, stk. 1, om at iværksætte støttende indsatser efter § 32, stk. 1, nr. 1, 3-5 eller 8, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke samtykker, når det vurderes, at formålet med indsatsen vil kunne opnås uanset det manglende samtykke.

Stk. 5. § 38, stk. 5 og 8, finder tilsvarende anvendelse på børne- og ungepålæg efter stk. 1.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal ved afgørelse om børne- og ungepålæg efter stk. 1 overveje, om der samtidig bør træffes afgørelse om forældrepålæg efter § 38.

Stk. 7. Overholder barnet eller den unge ikke et børne- og ungepålæg, skal kommunalbestyrelsen, når det vurderes relevant, straks underrette politiet og anmode om bistand til kommunens udøvelse af beføjelser efter § 139.

Stk. 8. Social- og boligministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om politiets bistand til kommunerne i forbindelse med gennemførelse af børne- og ungepålæg.

§ 39 giver kommunalbestyrelsen mulighed for at træffe afgørelse om at meddele et børne- og ungepålæg til børn og unge mellem 10 og 17 år, som udviser adfærdsproblemer, når frivilligt samarbejde om støtte efter § 32 ikke anses for tilstrækkeligt. Pålægget kan fastsætte handlepligter over for barnet eller den unge uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, hvilket markerer en lovmæssig balance mellem beskyttelse og tvang. Bestemmelsen afspejler et forsøg på at give myndighederne en handlemulighed over for adfærd, der truer barnets eller den unges udvikling. Det bemærkes dog, at statens rolle med sådanne direkte indgreb, hvor både barnet og forældrene kan passes over for deres vilje, kan rejse spørgsmål om proportionalitet og retssikkerhed. Ankestyrelsens principafgørelser præciserer, at der skal foreligge tydelige oplysninger om grundlaget for pålægget, og at beføjelsen omfatter en række konkrete forpligtelser, såsom skolegang, fritidsaktiviteter og deltagelse i møder. Lovens henvisning til lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet viser et overlap og samarbejde mellem social indsats og retshåndhævelse, hvilket understreger kompleksiteten i praksis. § 39 er et centralt redskab til myndighedernes forsøg på at afhjælpe alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer på en mere tvungen måde, men bør anvendes med omtanke og klar dokumentation for nødvendighed, for at undgå unødigt indgreb i barnets og familiens råderum.

Eksempler

• Skolefravær og pålæg om deltagelse

  Kommunalbestyrelsen meddeler et børne- og ungepålæg til en 14-årig elev, som har betydeligt ulovligt skolefravær og udviser utilpasset adfærd, fordi frivillig støtte ikke har ført til forbedring. Pålægget indebærer, at eleven skal møde til skoledagen og deltage aktivt.

• Påvirkning af kriminalitetsudøvelse

  En 16-årig mistænkes for gentagen kriminalitet, og kommunen vurderer, at frivilligt samarbejde ikke kan sikre indsatsens effekt. Kommunalbestyrelsen giver derfor et børne- og ungepålæg, der bl.a. fastsætter geografiske begrænsninger i færden og deltagelse i genoprettende aktiviteter.

• Manglende samarbejde med myndigheder

  Forældremyndighedsindehaveren nægter at samarbejde om støtte efter § 32 til en 12-årig med adfærdsproblemer. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse uden samtykke og meddeler et pålæg, som blandt andet kræver deltagelse i et forældreprogram og møder med socialrådgivere.

• •At kommunalbestyrelsen kan udstede et børne- og ungepålæg uden afklaring af støtteindsats efter § 32 - loven forudsætter, at frivilligt samarbejde er afprøvet og ikke tilstrækkeligt.
• •At pålægget altid kræver samtykke - § 39 eksplicit tillader afgørelse uden samtykke ved visse betingelser.
• •At et børne- og ungepålæg er en straf - det er en administrativ handlemulighed med støtteformålsorientering, ikke en strafferetlig sanktion.