Barnets lov § 170
Billedgenerering afventer: Illustration of collaboration between municipalities and regions with a national special advisory organization, digital interface showing agreements and knowledge sharing, Danish context.
Paragraffen åbner mulighed for, at kommuner og regionsråd kan indgå aftaler med den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation om, at de kan levere advisory-ydelser mod betaling.
Kilde: www.retsinformation.dk
LOV nr 282
Kommunalbestyrelser og regionsråd kan indgå aftale med den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation om, at kommunalbestyrelsen eller regionen mod betaling kan levere de ydelser for videns- og specialrådgivningsorganisationen, der er nævnt i §§ 165 og 166 og § 169, stk. 1.
Paragraffen åbner mulighed for, at kommuner og regionsråd kan indgå aftaler med den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation om, at de kan levere advisory-ydelser mod betaling. Det indebærer en vis professionalisering og mulighed for finansiel kompensation for kommunernes og regionernes leverancer, der traditionelt er ydelser, som staten stiller gratis til rådighed. Paragraffen afspejler en erkendelse af, at de højt specialiserede rådgivningsopgaver i § 165 og § 166 kræver ressourcer, som ikke nødvendigvis bør være fuldt statslige og centraliserede, men i stedet kan delegeres ud til lokale myndigheder, som så kan opkræve betaling. Denne konstruktion kan dog skabe en vis ubalance i subsidiaritetsprincippet og risikerer at føre til en form for kommercialisering, hvor tilgængeligheden til specialrådgivning kan afhænge af kommunens økonomiske prioriteringer. Paragraffen er et udtryk for statslig koordinering, men kan fremover give anledning til uens adgang. I relation til § 165 og § 166 ligger praktisk betydning i, at de videnstunge, individuelle sager eller sjældne specialtilfælde kan blive tilknyttet kommuner eller regioner med de rette kompetencer, også selvom staten ejer rådgivningskompetencen. Endelig kan § 170 ses som led i en slags omvendt kommercialisering, hvor det offentlige bliver leverandør til hinanden mod betaling, hvilket kan skabe grænsefladeproblemer. Lovens nuancerede regler omkring videns- og specialrådgivning fremstår nødvendige, men potentielt komplekse at administrere i praksis.
Eksempler
Kommunal leverandør af specialrådgivning
En kommune indgår aftale med den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation om at levere specialrådgivning til andre kommuner mod betaling, som håndterer sjældnere og komplekse sager.
Regional leverance af ekspertviden
Et regionsråd aftaler at tilbyde rådgivning og vejledning vedrørende specialundervisning til nabokommuner og modtager betaling for ydelserne efter §§ 165 og 166.
Betalingsordning for specialtilbud
En kommune modtager betaling for vejledende udredning, som de udfører for andre kommuner, efter en aftale indgået i henhold til § 170.
- •At børnefamiliers adgang til rådgivning er betinget af kommunens betalingsaftaler – § 170 vedrører kun kommuner/regioners indbyrdes aftaler.
- •At denne paragraf giver kommunen ret til at opkræve betaling direkte af borgeren for faglig rådgivning – det omhandler kun betaling mellem offentlige myndigheder.
- •At alle ydelser fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation kan leveres mod betaling – kun de ydelser, der specifikt nævnes i §§ 165, 166 og 169, stk. 1.
Hvad omfatter ydelserne, som kan leveres mod betaling efter § 170?
Ydelserne omfatter rådgivning, vejledning og udredning, jf. §§ 165 (specialrådgivning) og 166 (vejledende udredning), samt opgaver nævnt i § 169, stk. 1, som relaterer til den nationale videns- og specialrådgivningsorganisations funktioner.
Kan alle kommuner og regioner indgå aftaler om betaling efter § 170?
Ja, kommunalbestyrelser og regionsråd har mulighed for at indgå sådanne aftaler, men det sker typisk i forbindelse med særlige behov for ekspertise, som ikke findes lokalt, og hvor nærhed til specialviden er fordelagtig.
Hvad betyder det for barnets ret til gratis rådgivning?
Selvom kommuner og regioner kan opkræve betaling for at levere rådgivning til hinanden, sikrer loven fortsat rettigheder til gratis rådgivning for børn og familier som fastsat i §§ 28, 81 og lignende, idet § 170 handler om intern levering og samarbejde mellem offentlige myndigheder.
Kan aftaler efter § 170 give anledning til ulighed mellem kommuner?
Det kan være en risiko, idet kommuner med færre ressourcer muligvis ikke kan betale for samme grad af specialrådgivning som velressourcerede kommuner, hvilket kan føre til uens adgang til højt specialiseret støtte.
- Ankestyrelsens principafgørelse 56-13GældendeÅr: 2013
Hjælp til befordring efter merudgiftsbestemmelsen i servicelovens § 100 er subsidiær til befordringsydelser efter anden lovgivning og andre bestemmelser i serviceloven. Transport med taxa til og fra indlæggelser på hospital kan derfor ikke dækkes som...
Relaterede paragraffer:§ 5§ 1a§ 15a§ 117§ 171+4 mere
Velkommen til barnets lov guiden!
Velkommen til barnets lov guiden!