Barnets lov § 92

Barnets plan, jf. § 91, skal indeholde konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med indsatsen eller anbringelsen efter § 32, stk. 3, § 46, stk. 1, eller § 47, stk. 2. Planen skal så vidt muligt udarbejdes i samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren. De konkrete mål skal afspejle det enkelte barns eller den enkelte unges ønsker og behov, og kommunalbestyrelsen skal inddrage barnet eller den unge og forældrene i formuleringen af målene.

Stk. 2. Barnets plan skal tage udgangspunkt i den valgte indsats eller anbringelse. Er der foretaget en afdækning eller børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges behov efter §§ 19 eller 20, skal barnets plan desuden tage udgangspunkt i resultaterne heraf.

Stk. 3. I sager om anbringelse uden for hjemmet efter §§ 46 og 47 skal barnets plan angive, hvilke former for støtte der skal iværksættes for familien, i forbindelse med at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

§ 92 præciserer indholdet i barnets plan, som kommunen skal udarbejde ved afgørelse om støttende indsatser eller anbringelse. Planen skal indeholde konkrete, individuelle mål for barnets trivsel og udvikling, baseret på den overordnede indsats eller anbringelsens formål. Kommunen har pligt til at udarbejde planen i samarbejde med både barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren, så barnets ønsker og behov får plads. Paragraffen er en markant styrkelse af barnets ret til at blive hørt og inddraget, og den spejler et opgør med tidligere tiders topstyring, hvor planer ofte blev lavet uden reel dialog. I dag er kravet, at målene skal være individuelle og tage udgangspunkt i barnets eller den unges egne drømme og udfordringer, ikke blot i standardiserede løsninger. Dette lægger et betydeligt ansvar på kommunen – og sætter barnet og familien i centrum for sagsbehandlingen. I praksis betyder paragraffen, at ingen barnets plan må være en formalitet; den skal være meningsfuld og reelt tilpasset det konkrete barn.

Eksempler

• Inddragelse af barnets ønsker ved anbringelse

  En 13-årig skal anbringes på børnehjem. Kommunen udarbejder sammen med barnet og forældrene en plan, hvor barnets mål om genoptagelse af skolegang og opretholdelse af relation til sin bedste ven skrives ind.

• Tilrettelagt støtteindsats i hjemmet

  Et barn får støtte i hjemmet på grund af sociale problemer. Barnets plan udarbejdes i dialog med familien og fastsætter mål for bedre trivsel i skolen og trygge rammer hjemme.

• Revision af mål ved ændrede behov

  Efter et år viser det sig, at barnets udfordringer har ændret sig. Kommunen inddrager barnet og forældrene i at justere målene, så planen fortsat er relevant.

• •Barnets plan er kun en formalitet uden reel betydning.
• •Det er alene kommunen, som bestemmer målene uden dialog.
• •Barnet kan ikke få indflydelse på processen, hvis det er under 15 år.

• § 91

  § 91 beskriver hvornår og hvordan barnets plan skal udarbejdes; § 92 konkretiserer kravene til planens indhold.

• § 32

  Formålet med støttende indsatser, som barnets plan skal tage udgangspunkt i.

• § 46

  Omhandler anbringelser med samtykke, hvor barnets plan er central.

• § 47

  Omhandler anbringelser uden samtykke, hvor barnets plan har særlig betydning.