Barnets lov § 42

Ingen må modtage et barn under 14 år til døgnophold i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune.

Stk. 2. Tilladelse til privat familiepleje kan kun udstedes, når det efter en undersøgelse af familieplejen må antages, at opholdet vil være til gavn for barnet. Ved udstedelse af tilladelsen skal kommunen gøre forældremyndighedsindehaveren opmærksom på bestemmelserne i stk. 4.

Stk. 3. Det påhviler forældremyndighedsindehaveren at sikre sig, at den private familiepleje har fornøden tilladelse til privat familiepleje.

Stk. 4. Børne- og ungeudvalget i barnets eller den unges handlekommune kan efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge beslutte, at et barn eller en ung ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet eller den unge. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.

Stk. 5. Stk. 1-4 gælder ikke i tilfælde, hvor kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, men barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af forældrene.

Stk. 6. Døgnplejehjem, der modtager børn og unge under 18 år, og som drives af private uden offentlige midler, må kun oprettes og drives med tilladelse af kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune. Kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune fører tilsyn med forholdene i døgnplejehjemmet.

§ 42 sætter en klar grænse for privat familiepleje af børn under 14 år. Ingen må tage et sådant barn i døgnophold i mere end 3 sammenhængende måneder uden en specifik tilladelse fra kommunalbestyrelsen i den pågældende kommune. Formålet er at sikre barnets trivsel og retssikkerhed, så tilfældige eller varige familieplaceringer ikke sker uden myndighedernes kontrol. Kommunen skal vurdere, om opholdet er til barnets bedste, og forældremyndighedsindehaveren har pligt til at sikre, at tilladelse er på plads. Dertil kan kommunen – på begæring fra plejeforældre eller barnet – forhindre, at barnet flyttes eller hjemtages, hvis det vurderes skadeligt. Undtagelser gælder, hvis barnet blot bor hos den forælder, der ikke har forældremyndigheden. Der er skærpet tilsyn og særlige regler for døgnplejehjem uden offentlige midler. Bestemmelsen beskytter børn mod vilkårlige flytninger og ureguleret familiepleje. Historisk blev det indført, fordi

Eksempler

• Langvarig privat familiepleje kræver godkendelse

  Et ægtepar tager en 10-årig dreng i privat døgnpleje, da hans forældre er ude af stand til at tage vare på ham. Efter 2,5 måned skal de søge tilladelse hos kommunen, hvis opholdet skal fortsætte.

• Sikring af barnets tarv ved hjemtagelse

  En plejefamilie ønsker at forhindre, at et barn på 8 år hjemtages til sin biologiske familie, fordi de mener, det vil skade barnets trivsel. De kan anmode børne- og ungeudvalget om at træffe midlertidig afgørelse.

• Ingen tilladelse krævet ved ophold hos biologisk forælder

  En dreng på 13 år flytter for en periode på 6 måneder ind hos sin far, der ikke har forældremyndigheden. Da dette er en undtagelse, kræves ingen kommunal tilladelse.

• •Mange tror, at privat familiepleje altid er tilladt, hvis forældrene er enige. Det er forkert – kommunal tilladelse kræves uanset forældrenes samtykke, hvis opholdet overstiger 3 måneder.
• •Nogle antager, at korte ophold ikke er reguleret. Men reglerne gælder, så snart opholdet varer mere end 3 måneder – også selvom det blot er få dage over.
• •Flere tror, at kravet om tilladelse ikke gælder, hvis kun én forælder har forældremyndigheden – men det gælder kun, hvis barnet bor hos den anden forælder.

• § 43

  Regulerer anbringelsessteder og typer af plejefamilier, som ofte er relevant ved længerevarende ophold.

• § 156

  Handler om kommunens tilsyn, som også omfatter privat familiepleje.

• § 142

  Børne- og ungeudvalgets rolle, når der skal træffes afgørelse om flytning eller hjemtagelse.