Barnets lov § 122

Billedgenerering afventer: A Danish administrative hearing about noisy dog removal, with city officials and a pet owner present, in a modern meeting room, danish context

Kort sagt

§ 122 pålægger kommunalbestyrelsen at indlede forberedelsen af overgangen til voksenlivet for unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, når de fylder 16 år, og modtager støtte efter loven.

Lovtekst – § 122

Kilde: www.retsinformation.dk

LOV nr 721 af 14.6.2023

Kommunalbestyrelsen skal, når en ung med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, som modtager støtte efter denne lov, fylder 16 år, påbegynde forberedelsen af overgangen til voksenlivet.

Stk. 2. Stk. 1 finder også anvendelse for unge, hvis forældremyndighedsindehavere modtager støtte efter denne lov alene med afsæt i den unges betydelig og varigt nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelse.

Praktisk betydning

§ 122 pålægger kommunalbestyrelsen at indlede forberedelsen af overgangen til voksenlivet for unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, når de fylder 16 år, og modtager støtte efter loven. Dette er ikke blot en administrativ pligt, men et stærkt signal om, at overgangen fra barn til voksen for disse unge ikke må forsømmes. Årsagen er, at unge med handicap eller svære lidelser ofte har behov for en grundig og planlagt indsats ift. uddannelse, bolig, arbejde og fortsat støtte. I praksis betyder bestemmelsen, at kommunen ikke kan vente til den unge er tæt på 18 år, men skal påbegynde en helhedsorienteret planlægning i god tid. Formålet er at sikre, at støtten ikke stopper brat, og at den unge og familien inddrages i beslutninger om den videre vej. Historisk har manglende eller for sen overgangsplanlægning ført til svigt og kaos for mange familier, hvilket denne bestemmelse søger at forhindre. Bestemmelsen sætter klart ansvar hos kommunen og er i dag en central beskyttelse mod utrygge skift for unge med betydelige funktionsnedsættelser.

Eksempler

  • Planlægning af støtte efter det 18. år

    En 16-årig med cerebral parese får gjort det klart, hvilke støtteordninger der kan fortsætte eller skal ændres, når hun bliver myndig.

  • Arbejdsforberedende samtaler

    Kommunen tager tidligt hul på at afklare muligheder for job eller uddannelse for en ung med varig psykisk lidelse.

  • Dialog om bolig og selvstændighed

    Den unge og forældre inviteres til møde om muligheder for botilbud eller støttet bolig, allerede året før 18-års fødselsdagen.

Almindelige misforståelser
  • Man tror, kommunen kan vente til kort før 18-årsdagen med at planlægge overgangen.
  • Det opfattes fejlagtigt som valgfrit for kommunen at starte processen.
  • Nogle tror kun fysiske handicap er omfattet – men psykiske og kroniske lidelser er også med.
Almindelige spørgsmål

Hvem er omfattet af § 122?

Unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk/længerevarende lidelse, der modtager støtte efter denne lov.

Hvornår skal kommunen starte forberedelsen?

Straks når den unge fylder 16 år – ikke senere.

Er forældre altid involveret?

Ja, der lægges op til en forberedelse i dialog med den unge og forældrene.

Må kommunen vente til efter det 18. år?

Nej, forberedelsen skal sikre, at overgangsplanen er klar, så støtte kan fortsætte uden afbrydelse ved det 18. år.

Relaterede paragraffer
  • § 123

    Fastlægger indholdet og processen i forberedelsen til voksenlivet.

  • § 121

    Ophør af døgnopholdet senest ved det fyldte 23. år – relevant for planlægning af støtte og bolig.

  • § 119

    Om støtte til unge med funktionsnedsættelse fra 18 til 22 år – centralt i overgangen.

Stil et spørgsmål om denne lov

Velkommen til rådgivningen om overgangen til voksenlivet.

Foreslåede spørgsmål
Hvilke støttemuligheder findes efter det 18. år?
Hvordan sikrer kommunen kontinuitet i støtten?
Hvordan involveres den unge og forældre i planlægningen?