Arveloven § 81

Har ægtefæller ved en fælles testamentarisk disposition truffet bestemmelse om, hvordan arven skal fordeles ved længstlevendes død, kan den længstlevende ægtefælle ved testamente råde over friarven i boet efter længstlevende, jf. dog stk. 2.

1) friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde førstafdødes særlivsarvinger, og

2) halvdelen af friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde fælles livsarvinger.

Stk. 2. Den længstlevende ægtefælle kan ikke ved testamente råde over

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis den fælles testamentariske disposition indeholder anden bestemmelse om den længstlevende ægtefælles testationsret.

§ 81 regulerer, hvad den længstlevende ægtefælle kan gøre testamentsmæssigt, når ægtefæller har lavet et fælles testamente om arvens fordeling efter begge dødsfald. Udgangspunktet er, at den længstlevende kan råde over den friarv, dvs. den del af boet, der ikke er tvangsarv. Men mulighederne indskrænkes betydeligt: Den længstlevende kan ikke ved testamente disponere over friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde førstafdødes særlivsarvinger, ligesom kun halvdelen af friarven, der skal tilfalde fælles livsarvinger, kan disponeres over. Reglerne er sat for at beskytte den førstafdødes ønsker og sikre, at hans eller hendes børn får den arv, der er aftalt. I praksis afspejler bestemmelsen et kompromis mellem længstlevendes frihed og respekt for fælles dispositioner. Det er afgørende for arvingerne, særligt når en ny ægtefælle eller sammenbragte børn er involveret. Paragraffen slår også fast, at reglerne kan fraviges ved udtrykkelige bestemmelser i testamentet.

Eksempler

• Beskyttelse af særlivsarvinger

  Et ægtepar har i fælles testamente bestemt, at førstafdødes særbørn skal arve en bestemt del af friarven efter længstlevendes død. Den længstlevende kan ikke efterfølgende disponere over denne del ved testamente.

• Dispositionsret over halvdelen af friarven til fællesbørn

  I det fælles testamente står, at friarven efter længstlevende skal tilfalde parrets fællesbørn. Den længstlevende kan kun disponere over halvdelen af denne friarv ved testamente.

• Fravigelse ved udtrykkelig bestemmelse

  Ægtefællerne har i fælles testamente skrevet, at længstlevende må råde frit over hele boet. Så gælder begrænsningerne i § 81 ikke.

• •At længstlevende altid kan råde frit over hele boet ved testamente.
• •At begrænsningerne gælder uanset, hvad der står i det fælles testamente.
• •At særlivsarvinger ikke nyder særlig beskyttelse ved fælles testamente.

• § 80

  Regulerer ensidig tilbagekaldelse af fælles testamentariske dispositioner.

• § 83

  Forhindrer den længstlevende i at omgå fælles testamente med visse dispositioner.