Afsnit 46

barnets eller den unges støttebehov, som skal være bestemmende for, hvilke indsatser der iværksættes. Bestemmelsen afspejler, at hjælp og støtte altid skal iværksættes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste, jf. formålsbestemmelsen i barnets lovs § 2. VEJ nr 9480 af 27/06/202420 § 32, stk. 3, 1. pkt., afspejler endvidere den forvaltningsretlige grundsætning om egnethed, hvorefter en indsats altid skal være egnet til at løse det formål, den skal opfylde. Kommunen skal således sikre, at afgørelsen som middel er egnet til at opnå formålet. Endelig illustrerer formuleringen hensynet til proportionalitetsprincippet. Støttende indsatser kan varie- re i intensitet og karakter og kan efter omstændighederne være indgribende for både børn, unge og forældre. Det er derfor vigtigt, at de valgte indsatser kan bidrage til at løse de vanskeligheder, som barnet, den unge eller familien, har brug for støtte til, og at indsatserne står i et rimeligt forhold til formålet. Princippet er som forvaltningsretligt grundprincip gældende, uanset om det står udtrykkeligt i lovteksten. Samlet set betyder det, at en afgørelse om iværksættelse af støttende indsatser ikke bør være så lidt indgribende, at den ikke er tilstrækkelig til at opnå formålet, eller at indsatsen senere viser sig ikke at have effekt. Samtidig bør det altid sikres, at indsatsen ikke er så indgribende, at den har større bivirkninger end fordele for barnet eller den unge. Der er således tale om, at børne- og ungerådgiveren i de enkelte tilfælde nøje skal overveje balancen imellem disse forvaltningsretlige og faglige hensyn.