Afsnit 308

Med § 97, stk. 2, i barnets lov, skal kommunen, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen, på baggrund af den løbende opfølgning, jf. §§ 95 og 96, og det personrettede tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 156, træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under anbringelsen uden for hjemmet. Det følger således af det vidtgående ansvar for barnet eller den unge, som kommunen overtager ved anbringelsen, at kommunen om nødvendigt kan træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, uddannelse samt om undersøgelse og lægebehandling af barnet eller den unge, herunder om indlæggelse til behand- ling på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling. Forældrene bevarer forældremyndigheden under anbringelsen, men i praksis har kommunen en vidtgåen- de adgang til at træffe beslutninger om barnets eller den unges forhold, når det er nødvendigt. Det er vigtigt at være opmærksom på, at de fleste forældre fortsat ønsker indflydelse på deres børns liv, selvom barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet, og det dermed er kommunen, der har ansvaret for barnet eller den unge under anbringelsen. Mange forældre ønsker at samarbejde med kommunen, hvilket blandt andet bør tilskyndes ved så vidt muligt at give forældrene indflydelse på væsentlige beslutninger i barnets eller den unges liv. Hvis forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker at samarbejde med kommunen, eller hvis kommunen vurderer, at der er behov for en afgørelse om barnets eller den unges forhold, som forældremyndigheds- indehaveren ikke er enig i, kan kommunen træffe afgørelse efter barnets lovs § 97, stk. 2. Der kan træffes afgørelse om barnets eller den unges behandling, uddannelse, anbringelsessted m.v. VEJ nr 9148 af 15/03/2024104 Hvilke forhold forældrene selv kan beslutte, og hvilke forhold kommunen kan træffe afgørelse om, er med § 97, stk. 2, reguleret af, hvad der er nødvendigt af hensyn til formålet med anbringelsen. De afgørelser, som kommunen kan træffe vedrørende barnets eller den unges forhold under en anbringelse uden for hjemmet, skal således angå forhold, som det under hensyn til formålet med anbringelsen må anses for nødvendigt at træffe bestemmelse om. Afgørelser, der omhandler større ting, bør indarbejdes i barnets plan eller ungeplanen. Det kan f.eks. være relevant i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehave- ren modsætter sig en beslutning, herunder eksempelvis en beslutning om vaccination af barn eller den unge under 15 år, og kommunalbestyrelsen på denne baggrund vurderer, at det er nødvendigt at træffe afgørelse efter § 97, stk. 2. De afgørelser, som kommunen kan træffe, kan angå såvel forhold, som udtrykkeligt er omhandlet i barnets plan eller ungeplanen, som forhold, der er nye eller uomtalte. En række praktiske spørgsmål om barnets eller den unges dagligdag kan ligeledes nødvendiggøre en egentlig afgørelse fra kommunens side, hvis der opstår konflikter med forældrene om disse spørgsmål. Det følger af det vidtgående ansvar for barnet eller den unge, som kommunen, jf. retssikkerhedslovens §§ 9-9b, overtager ved anbringelsen, at kommunen om nødvendigt kan træffe afgørelse om undersøgelse og lægebehandling af barnet eller den unge, herunder om indlæggelse til behandling på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling. Kommunen har kompetence til at vælge en praktiserende læge til barnet eller den unge, men særlige forhold vedrørende barnets eller den unges pleje eller behandling bør fremgå af barnets plan eller ungeplanen. Hvis f.eks. en anbragt mindreårig pige bliver gravid og ønsker abort, kan kommunen samtykke til aborten. Den endelige beslutning herom træffes i sundhedsfagligt regi. Sådanne beslutninger bør så vidt muligt træffes i forståelse med forældremyndighedsindehaveren, lige- som forældremyndighedsindehaveren som klart udgangspunkt bør informeres i forbindelse med besøg på skadestuen eller lignende. Kommunen kan også i forbindelse med udarbejdelsen af og revision af barnets plan eller ungeplanen bestemme, at forældremyndighedsindehaveren i overensstemmelse med formålet med anbringelsen kan få indflydelse på nærmere afgrænsede forhold som f.eks. skolevalg og fritidsaktiviteter og evt. selv afholde udgifterne hertil. Fremsætter forældremyndighedsindehaveren anmodning om at få barnet eller den unge undersøgt for egen regning hos en læge, psykolog eller anden sagkyndig, som de selv vælger, træffer den anbringende kommune afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan efterkommes. En sådan anmodning bør som udgangs- punkt efterkommes, medmindre ganske tungtvejende modstående hensyn gør sig gældende. Disse hensyn må vurderes i forhold til formålet med anbringelsen samt en eventuel risiko for, at den ønskede undersø- gelse kan volde barnet eller den unge skade. Forældremyndighedsindehaveren kan klage til Ankestyrelsen over afgørelser efter denne bestemmelse. Hvis der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, som f.eks. valg af en praktiserende læge, indkøb af tøj og lignende, skal kommunen ikke træffe afgørelse efter denne bestemmelse. Normalt vil det være ting, som kommunen i samarbejde med anbringelsesstedet kan beslutte, men det bør overvejes, hvilke af disse ting som forældrene med fordel kan få indflydelse på, så de stadig vil have indflydelse på deres barns liv og oplever sig selv som forælder. Anbringelsesstedet har mulighed for at handle inden for rammerne af kommunens beslutninger efter denne bestemmelse, men kan ikke beslutte, at et barn eller en ung f.eks. skal skifte skoletilbud, da det alene er den anbringende kommune, der kan træffe beslutning efter § 97, stk. 2. Forældrenes indflydelse på barnets eller den unges personlige forhold, eksempelvis vedrørende tøj, skoletilbud og fritidsaktiviteter, kan dog ofte fastholdes i meget vidt omfang i tilfælde, hvor anbringelsen VEJ nr 9148 af 15/03/2024105 uden for hjemmet ikke har afsæt i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene, men alene skyldes udfordringer hos barnet eller den unge, eksempelvis som følge af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, misbrug eller selvskadende adfærd. I disse tilfælde kan det være relevant at skabe grundlag for en løbende dialog mellem forældrene og anbringelsesstedet vedrørende tilrettelæggelsen af barnets eller den unges hverdag. Endvidere skal kommunen på baggrund af den løbende opfølgning efter §§ 95 og 96 og det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet efter § 156, være opmærksom på behovet for eventuelt at træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen. Kommunen skal endvidere om nødvendigt træffe afgørelse om andre forhold under anbringelsen, herunder om behandling, uddannelse m.v. Der følger således en forpligtelse til, at kommunen skal være opmærksom på, om det er nødvendigt at træffe afgørelse om henholdsvis ændret anbringelsessted, behandling eller uddannelse m.v., ligesom kommunen har adgang til at træffe de nødvendige afgørelser i det omfang, det må anses for at være nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen.