Afsnit 296

for opfølgning, herunder både hyppigheden og tidspunktet for opfølgningen. Kommunen skal således træffe beslutning om den fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen, og beslutningen skal afspejle forholdene i den enkelte sag. Her er der ikke tale om en forvaltningsretlig afgørelse, og beslutningen om tilrettelæggelse af opfølgnin- gen kan derfor ikke påklages særskilt. Kommunen skal endvidere inddrage barnets eller den unges ønsker og behov i forbindelse med opfølg- ningen. Som udgangspunkt bør kommunen tale med barnet eller den unge og inddrage barnets eller den unges holdning til opfølgningen. Formålet er at sikre, at det er barnets eller den unges egne ønsker, der er styrende for kommunens tilrettelæggelse af opfølgningen. Det gælder både i forhold til hyppighed, tidspunkt og formen for opfølgning. Barnets eller den unges ønsker bør tillægges passende vægt i overensstemmelse med barnets eller den unges alder og eventuelle funktionsnedsættelse, og barnet eller den unge må aldrig blive ansvarliggjort for de beslutninger, der træffes. I tilfælde, hvor barnet eller den unge eksempelvis udtrykker ønske om ingen eller et minimum af opfølgning, er det altid kommunens ansvar at træffe den endelige beslutning og sikre, at opfølgningen afspejler det faktiske behov i den enkelte sag. Kommunen bør i den forbindelse tage hensyn til barnets eller den unges og familiens støttebehov og baggrunden herfor. Herunder bør kommunen være opmærksom på, om behovet for støtte primært udspringer af en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge, hos forældrene eller hos søskende, og om det kan have betydning for behovet for opfølgning i den konkrete sag. I sager, hvor støttebehovet har afsæt i en funktionsnedsættelse eller en kronisk eller langvarig lidelse hos barnet eller den unge, bør kommunen ligeledes være opmærksom på, om der som supplement til de iværksatte indsatser efter §§ 32, VEJ nr 9148 af 15/03/202497 46, 47, 113-115 og 120 også kan være behov for at tilbyde hjælp og støtte efter bestemmelserne i barnets lov kapitel 8 om hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier. For mere herom henvises til vejledning om hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier efter barnets lov. Beslutningen om opfølgning bør afspejle sagens kompleksitet, hvor indgribende indsatsen er, samt hvor længe indsatsen har forløbet. Nye indsatser stiller som udgangspunkt krav om hyppig opfølgning, mens indsatser, som har været stabile over flere år og til stor gavn for barnets eller den unges trivsel kan kræve mindre opfølgning. Kommunen skal dog være opmærksom på, at der kan være individuelle forhold hos det enkelte barn eller den enkelte unge, der tilskriver mere eller mindre opfølgning, ligesom behovet for opfølgning kan variere over tid. Der er ikke krav til kommunens tilrettelæggelse af opfølgningen, og formen på opfølgningen kan således variere, men bør altid indeholde dialog med barnet eller den unge. I nogle tilfælde vil sagens forhold f.eks. kræve, at børne- og ungerådgiveren besøger barnet eller den unge på anbringelsesstedet eller i hjemmet, og i andre tilfælde kan det være tilstrækkeligt med et telefonopkald. I den forbindelse bør kom- munen være opmærksom på at møde barnet eller den unge via de kommunikationsformer og -kanaler, som barnet eller den unge kender og er tryg ved. Det er imidlertid vigtigt, at børne- og ungerådgiveren tager initiativ til og insisterer på fysiske møder i de tilfælde, hvor sagens karakter eller barnets eller den unges behov tilsiger det. Kommunen har pligt til at føre et personrettet tilsyn, herunder tilsynsforpligtelsen i forhold til barnet eller den unge på anbringelsesstedet. Opfølgningen som anledning til at justere indsatsen