Ankestyrelsens principafgørelse 31-11

Lovhenvisninger

• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 1054 af 7. september 2010 - § 9c, stk. 2, nr. 5

Afgørelse

Begrundelse for afgørelsen

Information

• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• • De oplysninger som forelå, da det sociale nævn traf afgørelse i sagen
• • Nævnets afgørelse af 27. januar 2010
• • Klagen til Ankestyrelsen af 28. februar 2010
• • Nævnets genvurdering af 3. og 18. marts 2010
• Ved brev af 12. august 2009 meddelte A Kommune til B Kommune, at A Kommune ikke var refusionsforpligtiget omkring udgifter i forbindelse med tilbud til NN i henhold til retssikkerhedslovens § 9c og med virkning tilbage fra 1. januar 2007.
• Ud fra de oplysninger, som A Kommune havde indsigt i, boede NN i egen bolig og uden massiv støtte i dagligdagen. NN var i beskæftigelse i henhold til servicelovens § 103, men herudover sås ingen anden støtte af væsentligt omfang og derefter var A Kommune ikke forpligtiget til at refundere B Kommune disse udgifter.
• B Kommune klagede den 3. september 2009 over afgørelsen.
• Det oplystes i klagen, at NN var autist og var bevilget fuldtids beskyttet beskæftigelse. Han havde konstant været tilknyttet først Q’s Bo og Naboskabs støttekorps (der var overgået til B Kommunes støttekorps), og han havde aldrig modtaget under 22 ugentlige støttetimer i de år, han havde boet i B Kommune.
• Endvidere anførte B Kommune, at NN havde boet i boformer hele sit unge- og voksenliv. Da bofællesskabet T lukkede, ønskede han at flytte til S.
• Den støtte han havde i T ”flyttede” via Bo og Naboskabs støttekorps med ham til S, hvor han fra starten bevilgedes 23 ugentlige støttetimer.
• Ved en administrativ revisitering pr. 1. januar 2009 var pågældendes støttetimer reduceret til 22 pr. uge. NN havde haft samme beskæftigelsestilbud under sine flytninger, og deltog i næsten alle arrangementer, som Bo og Naboskab arrangerede (juletur, svømmehal, og varmt vands bassin hver onsdag).
• Der var således tale om en fortsat, ubrudt foranstaltning, hvorfor A Kommunes refusionspligt, jf. retssikkerhedslovens § 9c, fortsat bestod.
• Ved brev af 21. oktober 2009 meddelte A Kommune, at det var kommunens opfattelse, at der var tale om en afbrudt foranstaltning, da foranstaltningen i form af bofællesskab var blevet brudt i forbindelse med, at flyttede i egen lejlighed og i øvrigt de sidste 12 år var blevet boende i egen lejlighed (var dog flyttet 3 gange i den tid, men hver gang i egen bolig).
• Endvidere forelå der ikke et refusionstilsagn i forbindelse med, at foranstaltningen ændredes.
• B Kommune oppebar således ikke ret til refusion fra A Kommune.
• Det sociale nævn ændrede A Kommunes afgørelse.
• Det betød, at A Kommune fortsat var refusionspligtig overfor B Kommune.
• Begrundelsen var, at nævnet fandt, at der var tale om en uafbrudt foranstaltning, og at omfanget af den støtte, som NN modtog, måtte sidestilles med et ophold i en boform, jf. retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr. 1-4, jf. § 9c stk. 2, nr. 5.
• Der var ved afgørelsen lagt vægt på, at NN var infantil autist, og at han i mange år boede i bofællesskaber, og at han grundet opløsningen af det seneste bofællesskab flyttede i egen lejlighed med støtte efter § 85 i serviceloven.
• NN boede fortsat i egen lejlighed under B Kommunes Bo og Naboskab og var i 2009 visiteret til 22 støttetimer pr. uge. Han fik hjælp til rengøring, verbalhjælp til tøjvask, kontakten til offentlige myndigheder samt ledsagelse til behandlinger, byture m.v.
• Derudover var han visiteret til fuldtids beskyttet beskæftigelse ved P.
• Nævnet fandt, at der var tale om, så betydelige støtteforanstaltninger, at opholdet i egen bolig måtte sidestilles med et ophold i et bofællesskab.
• A Kommune klagede over nævnets afgørelse.
• A Kommune manglede dokumentation for, hvad årsagen var til, at NN efter lidt over 1 år (fra april 2006 til maj 2007), i egen bolig med § 85 timer, igen visiteredes ind under et bofællesskab. A Kommune fandt endvidere, at foranstaltningen var bleget afbrudt i og med, det vurderedes, at NN kunne bebo egen lejlighed efter 10 år i bofællesskab i T.
• Der forelå ingen beskrivelse af, hvorfor det vurderedes nødvendigt, at NN igen skulle i bofællesskab under ”U”, da han ud fra de sagsakter, der var i sagen, ikke havde behov for personalestøtte døgnet igennem og ej heller havde besøg af personalet dagligt.
• Derudover anmodedes der om en vurdering af, om en kommune kunne ophøre en foranstaltning, som der var givet mellemkommunal betalingstilsagn til, og iværksætte et noget mindre omfang af støtte – som måtte formodes at være på et niveau, som ikke var omfattet af mellemkommunal refusionsforpligtelse, for derefter ét år senere at iværksætte en ny foranstaltning, uden at tidligere opholdskommune havde været orienteret/inddraget undervejs, og uden at der var taget skridt til at indhente nyt betalingstilsagn.