Ankestyrelsens principafgørelse R-13-03

Lovhenvisninger

• Lov om almene boliger m.v. - lovbekendtgørelse nr. 626 af 30. juni 2003 - § 58a
• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 697 af 5. august 2003 - § 9a, stk. 2, nr. 2
• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9c, stk. 2
• Note:
• *) Se også SM R-17-01
• * * * * *

Afgørelse

Information

• Sagen drejede sig om et ægtepar, der hidtil havde boet i A Kommune. Manden var visiteret til en ældrebolig, og ægteparret ønskede at flytte til en ældrebolig i B Kommune af personlige og familiemæssige grunde. A Kommune havde i den forbindelse givet B Kommune refusionstilsagn for udgifter til manden.
• A Kommune meddelte B Kommune, at man ikke ville give refusionstilsagn for udgifter til hustruen, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 2, idet hustruen ikke fandtes berettiget til en ældrebolig i A Kommune. Derimod var hustruen omfattet af almenboliglovens § 58a, stk. 3, hvorefter en ægtefælle fortsat kan indgå i husstanden.
• Forud for A Kommunes afslag på refusion for udgifter til hustruen havde kommunen indhentet en vejledende udtalelse fra Socialministeriet. Heraf fremgik bl.a., at der efter ministeriets opfattelse ikke var hjemmel i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 2, eller i retssikkerhedsloven i øvrigt til, at den modtagende kommune kunne få refusionstilsagn fra den fraflyttende kommune i forhold til et eventuelt senere behov for hjælp fra den raske ægtefælles side. Den raske ægtefælle kunne som alle andre altid vælge at flytte til en anden kommune. Reglerne om frit valg giver den person, der opfylder betingelserne for at få et botilbud, ret til fortsat at dele bolig med en rask ægtefælle. Den raske ægtefælle modtager ikke et tilbud i den i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 2, nævnte forstand.
• B Kommune klagede til nævnet over A Kommunes afslag på refusion for udgifter vedrørende hustruen.
• Nævnet pålagde A Kommune at yde B Kommune refusion i henhold til retssikkerhedslovens § 9a, stk. 2, nr. 2, for udgifter efter den sociale lovgivning vedrørende hustruen.
• Nævnet henviste til ordlyden af retssikkerhedslovens § 9a, stk. 2, nr. 2, samt almenboliglovens § 58a, stk. 3. Nævnet fandt herefter, at retten til refusion efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 2, nr. 2, efter bestemmelsens ordlyd også omfattede udgifter til en person, som var flyttet med en ægtefælle efter bestemmelsen i almenboliglovens § 58a, stk. 3, idet almenboliglovens § 58a således også omfattede den medfølgende ægtefælle.
• Nævnet var bekendt med, at Socialministeriet vejledende havde udtalt til A Kommune, at den raske ægtefælle ikke modtog et tilbud i den i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 2, nævnte forstand, hvorfor der efter ministeriets opfattelse ikke var hjemmel til refusion i forhold til den raske ægtefælle. Nævnet var imidlertid ikke enig i denne opfattelse, idet nævnet fandt, at også hustruen var flyttet til et tilbud efter bestemmelsen i almenboliglovens § 58a.
• I A Kommunes klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det var A Kommunes opfattelse, at retssikkerhedslovens § 9a, stk. 2, nr. 2, ifølge sin ordlyd netop ikke omfattede refusion i forhold til den raske ægtefælle. Det var endvidere kommunens opfattelse, at almenboliglovens § 58a, stk. 3, alene regulerede spørgsmålet om retten til at få ægtefællen med. Der var således alene tale om en lejeretlig regulering, og der kunne intet udledes af bestemmelsen om den mellemkommunale refusion. Ægtefællens ret til at flytte med indebar således ikke, at der kunne kræves refusion i forhold til ægtefællen.
• A Kommune fandt herefter ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte Socialministeriets udtalelse i sagen. Kommunen fastholdt således, at man ikke var forpligtet til at yde refusion til B Kommune for udgifter vedrørende hustruen. Der skulle efter A Kommunes opfattelse kun ydes refusion, hvis ægtefællen selvstændigt opfyldte betingelserne for at opnå ret til den pågældende bolig. På flyttetidspunktet var ægtefællen ikke omfattet af retssikkerhedslovens § 9a, stk. 2, nr. 2. Det efterfølgende behov for hjemmehjælp til ægtefællen var derfor ikke en direkte følge af det oprindelige refusionsgrundlag.
• A Kommune anførte sluttelig, at ændringen af almenboligloven pr. 1. juli 2002 ikke bevirkede, at der var grundlag for at fravige den ved Social Meddelelse SM R-17-01 fastlagte retsstilling. Der var således tale om samme problemstilling.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt tilflytningskommunen havde ret til refusion efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 2, for udgifter vedrørende ægtefællen i tilfælde, hvor en person, der flytter i kraft af reglen i almenboliglovens § 58a, stk. 1, benytter retten i § 58a, stk. 3, til fortsat at lade ægtefællen indgå i husstanden.