Ankestyrelsens principafgørelse 184-11

Lovhenvisninger

• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 656 af 15. juni 2011 - § 9c, stk. 2, nr. 5, § 11a, stk. 1 og § 11c, stk. 1, nr. 5

Afgørelse

Begrundelse for afgørelsen

Information

• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• • De oplysninger, som forelå da det sociale nævn traf afgørelse i sagen
• • Nævnets afgørelse af 21. januar 2010
• • Klagen til Ankestyrelsen af 9. februar 2010
• • Nævnets genvurdering
• A Kommune, der var betalingskommune for NN anmodede den 8. februar 2008 B Kommune om uddybende oplysninger omkring bevilget støttecenterplads fra Det Socialpsykiatriske Center P
• Der ønskedes oplyst:
• Hjemlen til udgiften
• Bevilget timetal pr. uge
• Støttens omfang og indhold – d.v.s. hvilke tilbud er indbefattet i støtten
• Benyttes støtten i fuldt omfang
• B Kommune oplyste den 13. august 2008, at NN var bevilget § 85 massiv støtte. Derudover havde han en fuld plads i beskyttet beskæftigelse i S i B Kommune, jf. lov om social service § 103.
• NN benyttede begge tilbud i fuldt omfang.
• B Kommune anførte endvidere, at såfremt der ikke forelå samtykkeerklæring, kunne B Kommune, jf. retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 1, nr. 5 kun oplyse: cpr. nr., hjemmel til udgiften, antallet af enheder og udgiftens elementer.
• A Kommune traf herefter afgørelse om ophør af B Kommunes ret til refusion af opholdsudgifter, jf. retssikkerhedslovens § 9 c. A Kommune fandt, at den samlede støtteforanstaltning i forbindelse med ophold i egen bolig ikke var af en sådan karakter, at den kunne sidestilles med ophold i boformer, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2.
• Det bemærkedes, at NN blev bevilget 1/1 støttecenterplads ved udflytning fra døgninstitution til egen bolig pr. 1. april 2007. Støttens omfang havde været uændret siden udflytning til egen bolig, hvorfor udslusningen måtte betragtes som vellykket.
• A Kommune var opmærksom på, at NN desuden var bevilget heltids beskyttet beskæftigelse, men A Kommune mente ikke, at denne foranstaltning havde afgørende betydning for, at NN kunne klare sig i egen bolig.
• B Kommune klagede over afgørelsen.
• Begrundelsen var, at B Kommune fandt, at støtten kunne sidestilles med og anses for at træde i stedet for ophold i boliger, boformer mv., der var nævnt i § 9 c, stk. 2, nr. 1-4 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
• Der blev lagt vægt på, at NN modtog følgende støtte:
• Fuld massiv støttecenterplads, som omfattede besøg af støtte-/kontaktperson i eget hjem samt mulighed for telefonisk kontakt døgnet rundt, begge dele efter behov
• NN kom på P, hvor han fik udleveret sin medicin, ligesom han ofte kom på P og fik en snak med personalet
• Mulighed for akutovernatning efter behov
• Beskyttet beskæftigelse – en hel plads.
• Det var B Kommunes vurdering, at alternativet til ovennævnte støtte ville være et døgnophold i en boform som nævnt i lovens § 9 c, stk. 2, nr. 1, da NN ikke ville kunne klare sig i egen bolig uden støtten.
• A Kommune fastholdt sit afslag.
• A Kommune bemærkede, at kommunen ikke havde fået oplyst, det bevilgede antal støttetimer pr. uge fra B Kommune. A Kommune mente ikke, at det var godtgjort, at behovet for støtte var af en karakter, som kunne sidestilles med ophold i boform.
• Desuden måtte udslusningen til egen bolig betragtes som vellykket, da den samledes støtteforanstaltning havde været uændret siden 31. august 2007 – dvs. ca. 1 år og 7 måneder.
• Ved afgørelse af 21. januar 2010 ændrede Det Sociale Nævn A Kommunes afgørelse.
• Det betød, at A Kommunes refusionsforpligtelse ikke var ophørt.
• Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at A Kommune siden NNs anbringelse på døgninstitution efter dagældende § 92 i serviceloven havde været betalingskommune for pågældende.
• Efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 9, 1. punktum, bestod retten til refusion, så længe borgeren havde bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud.
• Når borgeren blev udsluset til egen bolig, var udgangspunktet, at refusionsforpligtelsen ophørte, med mindre opholdet kunne anses for at træde i stedet for og at kunne sidestilles med en boform.
• Begrundelsen for nævnets afgørelse var, at det fandtes godtgjort, at NNs ophold i eget hjem måtte anses for at træde i stedet for og at kunne sidestilles med en boform.
• Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at NN var fundet omfattet af personkredsen i dagældende § 92 i serviceloven. Bestemmelsen omhandlede boformer, der var egnet til længerevarende ophold til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne havde behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kunne få dækket disse behov på anden vis.
• Endvidere lagde nævnet vægt på, at B Kommune havde anset pågældende for at have et massivt støttebehov og havde efter servicelovens § 85 bevilget fuld støttecenterplads på Det Socialpsykiatriske Center P med den støtte, der fremgik af klagen, til en døgntakst efter det oplyste på 485 kr. eller 523 kr. Hertil kom bevilling af beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103.
• A Kommune klagede over nævnets afgørelse.
• Kommunen mente, at afgørelsen var i strid med Ankestyrelsens praksis. Kommunen henviste til Principafgørelse R-8-00 og R-03-06.
• Det anførtes, at vurderingen af, om en borger benyttede foranstaltningerne i fuldt omfang burde ske på baggrund af det faktiske antal støttetimer, som borgeren modtog.
• B Kommune har den 23. august 2011 til Ankestyrelsen oplyst, at Støttecentret var tilknyttet det socialpsykiatriske døgntilbud P, der blev drevet i henhold til servicelovens § 108. Støttecenterpladserne gav således en støttecenterbruger adgang til at trække på døgntilbuddets faciliteter og personale på lige fod med døgntilbuddets beboere.
• Det bemærkedes, at P støttecenter pr. 6. oktober 2010 er overgået til Center for Dagtilbud, hvorefter støtten bliver ydet efter servicelovens §§ 85 og 103.