Ankestyrelsens principafgørelse 47-16

GældendeÅr: 2016Udgivet: 2016-08-31

Beskrivelse

Generelt om særlig støtte En borger, som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan efter aktivloven få særlig støtte. Det er en betingelse for at få særlig støtte, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (-dvs. en social b...

Journalnummer

2015-4028-46174

Indhold

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over xx Kommunes afgørelse truffet den 15. september 2015.

Resultatet er:

Kommunen skal behandle din sag igen.

Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen.

Kommunen skal behandle din sag igen efter de retningslinjer, vi har angivet nedenfor i begrundelsen.

Du skal være opmærksom på, at en ny behandling godt kan føre til det samme resultat i din sag.

Kommunen vil kontakte dig.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at sagen ikke er tilstrækkeligt belyst til, at det kan vurderes, om du har ret til særlig støtte.

Vi har lagt vægt på, at der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger om dine forhold til, at det kan afgøres, fra hvilket tidspunkt du har været ude for en sådan ændring i dine forhold (en social begivenhed), som retten til særlig støtte forudsætter.

Ved social begivenhed forstås, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, som bevirker, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det fornødne til sin egen eller familiens forsørgelse, og at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser.

Vi har endvidere lagt vægt på, at kommunen har oplyst, at du modtager ledighedsydelse.

Vi har yderligere lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om dine indtægtsforhold, fra før du modtog ledighedsydelse.

Den beregnede støtte kan sammen med ansøgerens øvrige nettoindtægter, herunder uddannelseshjælp eller kontanthjælp, ikke overstige 90 procent af ansøgerens hidtidige nettoindtægter, jf.

bekendtgørelsens § 6, stk. 1.

Ved de hidtidige nettoindtægter forstås indtægten i den seneste kalendermåned, før den ændring, der førte til behovet for hjælp, indtrådte. Hvis dette beløb ikke i det enkelte tilfælde er et rimeligt udtryk

for ansøgerens indtjeningsevne, anvendes i stedet for den gennemsnitlige indtægt i de seneste tre kalendermåneder.

Vi bemærker, at kommunen skal tage udgangspunkt i den oprindelige sociale begivenhed, det vil sige det tidspunkt, hvor du opfyldte betingelserne i aktivlovens § 11. Det er ikke en betingelse, at der fra dette tidspunkt rent faktisk er ydet hjælp til forsørgelse efter aktivlovens §§ 23-25. Det betyder, at den oprindelige sociale begivenhed og dermed den hidtidige indtægt, der skal lægges til grund, kan ligge forud for din overgang til ledighedsydelse.

Kommunen skal derfor indhente oplysninger om den indtægt, du havde, forud for den ændring af dine forhold, der førte til behov for hjælp, indtrådte.

Overgang til f.eks. sygedagpenge kan også udgøre en sådan ændring i en persons forhold. Det er således ikke en forudsætning for at modtage særlig støtte efter aktivlovens § 34, at personen modtager uddannelses- eller kontanthjælp. Vi henviser til vores principafgørelse 133-11.

Ved opslag i det elektroniske indkomstregister kan kommunen indhente oplysninger om hidtidigt indtægtsniveau fra 1. januar 2008 og frem.

Kommunen har ansvaret for, at sager, der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at der kan træffes afgørelse.

Kommunen kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til.

Det betyder, at du overfor kommunen skal medvirke til at oplyse om eller dokumentere en hidtidig indtægt forud for ændringerne i dine forhold, hvis det bliver nødvendigt i forbindelse med kommunens

fornyede behandling af din sag.

Kommunen skal herefter vurdere, om du på baggrund af din hidtidige nettoindtægt opfylder betingelserne i bekendtgørelsens § 6, stk. 1.

Hjemvisningen af sagen betyder, at den er afsluttet hos os og sendt tilbage til kommunen. Kommunen skal derfor fortsætte behandlingen af din sag og træffe en ny afgørelse.

Du kan klage over kommunens afgørelse efter de almindelige regler, dvs. ved at henvende dig til kommunen inden fire uger.

Vi bemærker, at Ankestyrelsens afgørelse er endelig, og den kan derfor ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Bemærkninger til kommunen

Vi bemærker, at bestemmelsen i bekendtgørelsens § 6, stk. 3, er en minimumsregel for personer uden forsørgelsespligt – ikke et loft over den særlige støtte.

Den udmålte støtte efter bekendtgørelsens § 5 er begrænset af loftet beregnet på baggrund af borgers hidtidige indtægt i bekendtgørelsens § 6, stk. 1. Dette loft betyder, at borgers aktuelle nettoindtægter sammenlagt med den særlige støtte ikke må overstige 90 % af borgers hidtidige nettoindtægt.

Ikke forsørgere er dog uafhængigt af tidligere indtægter berettiget til at modtage den støtte, der kan beregnes efter § 5, hvis støtten sammen med ansøgerens øvrige nettoindtægter ikke overstiger den nettoindtægt, der svarer til kontanthjælpsniveauet for forsørgere over 30 år, jfr. bekendtgørelsens § 6, stk. 3.

Denne minimumsregel betyder, at hvis en borger, der ikke har forsørgelsespligt over for børn, får reduceret den særlige støtte på baggrund af hidtidig indtægt, kan der alligevel være mulighed for, at borgeren er berettiget til særlig støtte.

Loftet på baggrund af hidtidig indtægt må som minimum ikke være mindre end det, borger er berettiget til, hvis borger modtog kontanthjælp som forsørger over 30 år.

Det betyder, at borgers samlede aktuelle indtægt inklusiv særlig støtte ikke skal reduceres, hvis hjælpen er mindre end nettokontanthjælpen for forsøger over 30 år.

Bemærk, at hvis borgers beregnede særlige støtte er så høj, at den samlede udmålte hjælp vil overstige loftet beregnet på baggrund af hidtidig indtægt samt overstiger nettokontanthjælpen for forsørger over 30 år, vil det medføre, at den særlige støtte skal nedsættes til det af lofterne, der er højest.

Hvis borger ikke har forsørgelsespligt over for børn og ikke har en dokumenteret hidtidig indtægt:

Hvis borgers hidtidige indtægt er 0 kr., er borger som hovedregel ikke berettiget til særlig støtte, idet loftet beregnet på baggrund af hidtidig indtægt bevirker, at borger ikke er berettiget til særlig støtte.

Borger har ingen forsørgelsespligt over for børn. Det betyder, at loftet på baggrund af hidtidig indtægt som minimum ikke må være mindre end det, borger er berettiget til, hvis denne modtog kontanthjælp som forsørger over 30 år.

Hvis den udmålte hjælp ikke overstiger nettokontanthjælpen for forsørger over 30 år, skal der derfor ikke ske reduktion i den beregnede særlige støtte på grund af loftet beregnet på baggrund af hidtidig indtægt.

Minimumsreglen/loftet for ikke-forsørgere beregnes således:

1. Beregning af borgers samlede aktuelle nettoindtægt (sum af aktuel nettoindtægt og beregnet særlig støtte)

2. Beregning af borgers nettokontanthjælpsniveau hvis borger modtog kontanthjælp som forsørger over 30 år.

3. Undersøgelse af om hidtidig indtægt har nedsat borgers nettoindtægt til under nettoindtægtsniveauet for forsørgere over 30 år. I så fald forhøjes den særlige støtte op til minimumsloftet for ikke forsørgere.

Metadata

Retsområder

Aktivloven

Nøgleord

Særlig støtteRet til særlig støtte for personer uden forsørgelsespligtMinimumsregel

Paragraffer

§ 24§ 5§ 22§ 11§ 10§ 25§ 6§ 1§ 23§ 34§ 3

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse A-31-01

Udgivet: 2013-07-10

Ægtefællen var, uanset om han opholdt sig i Danmark eller i udlandet forpligtet til at forsørge ansøger så længe ægteskabet bestod. Dette var en følge af den gensidige forsørgelsespligt. Det forhold, at ansøger flyttede til Danmark som følge af, at b...

Ankestyrelsens principafgørelse 47-16

Udgivet: 2016-08-31

Generelt om særlig støtte En borger, som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan efter aktivloven få særlig støtte. Det er en betingelse for at få særlig støtte, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (-dvs. en social b...

Ankestyrelsens principafgørelse 256-10

Udgivet: 2013-07-10

Om det er kommunen eller praktikværten, der er erstatningsansvarlig for en skade, der indtræffer under deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering afhænger af, om den sikrede har været til nytte for praktikstedet eller ej. Opfylder den sikre...