Ankestyrelsens principafgørelse 75-15

Afgørelse

Begrundelse for afgørelsen

Information

• Der blev den 21. december 2009 truffet afgørelse om ophør af sygedagpenge efter varighedsbegrænsningen den 31. december 2009. Afgørelsen blev kendt ugyldig af Beskæftigelsesankenævnet på grund af kompetencemangel, da den var truffet af anden aktør. Beskæftigelsesankenævnet hjemviste sagen til vurdering af, om du opfyldte betingelserne for forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge.
• Kommunen traf den 10. november 2010 afgørelse om ophør af udbetaling af sygedagpenge. Kommunen vurderede, at ingen af forlængelsesmulighederne var opfyldt og traf afgørelse om ophør af udbetaling af sygedagpenge fra varighedsbegrænsningens indtræden. Denne afgørelse blev stadfæstet af Beskæftigelsesankenævnet.
• Ankestyrelsen stadfæstede den 2. september 2011 Beskæftigelsesankenævnets afgørelse om, at anden aktørs afgørelse var ugyldig.
• Ankestyrelsen stadfæstede den 23. september 2011 Beskæftigelsesankenævnets afgørelse om, at udbetalingen af sygedagpenge skulle ophøre med virkning fra varighedsbegrænsningens indtræden. Sagen blev alene antaget til belysning af, fra hvilket tidspunkt udbetalingen kunne ophøre.
• Du udtog herefter stævning imod Ankestyrelsen, der blev frifundet ved Østre Landsrets dom af 30. september 2014.
• Østre Landsrets dom blev ændret ved Højesterets dom af 10. september 2015.
• Højesteret udtalte i dommen:
• ”X Kommune traf den 21. december 2009 afgørelse om, at As ret til sygedagpenge ophørte den 31. december 2009 i overensstemmelse med bestemmelsen om varighedsbegrænsning i sygedagpengelovens dagældende § 24. Beskæftigelsesankenævnet fastslog i en afgørelse af 2. september 2010, at kommunens afgørelse var ugyldig, fordi afgørelsen var truffet af en medarbejder ansat ved X Jobservice som led i virksomhedens partnerskabsaftale med kommunen (”anden aktør”). Beskæftigelsesankenævnets afgørelse blev stadfæstet af Ankestyrelsen den 2. september 2011.
• X Kommune havde i mellemtiden den 10. november 2010 truffet en ny afgørelse om, at A ikke havde ret til sygedagpenge efter den 31. december 2009. Denne afgørelse blev den 1. februar 2011 stadfæstet af Beskæftigelsesankenævnet og den 23. september 2011 af Ankestyrelsen. Ankestyrelsen fastslog således i afgørelsen, at X Kommune ikke skal betale sygedagpenge efter varighedsbegrænsningens udløb den 31. december 2009, selv om der først den 10. november 2010 blev truffet en gyldig afgørelse om, at der ikke var grundlag for at forlænge sygedagpengeperioden. Ankestyrelsen tog ikke stilling til, om betingelserne for forlængelse af sygedagpengeperioden var opfyldt, idet Beskæftigelsesankenævnets afgørelse herom ikke blev antaget til principiel behandling.
• Denne sag angår prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse af 23. september 2011, nærmere bestemt om X Kommune den 10. november 2010 kunne træffe afgørelse om, at A ikke var berettiget til forlængelse af sygedagpengeperioden ud over den generelle varighedsbegrænsning på 52 uger, som udløb den 31. december 2009.
• Ordlyden af den dagældende bestemmelse i sygedagpengelovens § 24 taler om, at udbetalingen af sygedagpenge ophører ved udløbet af varighedsbegrænsningen på 52 uger, men efter forarbejderne skal bestemmelsen sammenholdes med reglerne i lovens kapitel 9 om forlængelse af sygedagpengeperioden (§§ 27-29), og både ordlyd og forarbejder til § 28 må mest nærliggende forstås således, at udbetaling af sygedagpenge ikke skal standses automatisk ved varighedsperiodens udløb, men at kommunen forinden skal have vurderet og besluttet, om der er grundlag for at forlænge dagpengeperioden eller for at iværksætte revalidering, visitere til fleksjob eller tilkende førtidspension.
• Ankestyrelsen har som nævnt fastslået, at afgørelsen af 21. december 2009 om at standse udbetaling af sygedagpenge til A med virkning fra den 31. december 2009 er ugyldig. I overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger indebærer dette, at afgørelsen ikke får retsvirkninger i overensstemmelse med sit indhold.
• Først med X Kommunes afgørelse af 10. november 2010 forelå der en afgørelse om at standse udbetalingen af sygedagpenge truffet af den kompetente myndighed. Afgørelsen gik imidlertid ud på at standse udbetalingen ikke kun med virkning for fremtiden, men allerede fra den 31. december 2009. Højesteret finder, at der ikke efter sygedagpengeloven eller efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger var grundlag for at tillægge afgørelsen virkning tilbage fra den 31. december 2009.
• Det forhold, at Beskæftigelsesankenævnet i forbindelse med hjemvisningen af sagen til X Kommune anførte, at hjemvisningen ikke umiddelbart ville medføre udbetaling af sygedagpenge efter lovens § 27, kan ikke i sig selv føre til et andet resultat.
• Da afgørelsen af 21. december 2009 som nævnt er uden retsvirkninger som følge af kompetencemangel, finder Højesteret endvidere, at den opfattelse, som indholdet af afgørelsen kan have bibragt A om hendes retsstilling, er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt myndighederne kunne beslutte, at udbetalingen af sygedagpenge kunne ophøre med virkning fra et tidspunkt forud for afgørelsen af 10. november 2010. Der var således heller ikke som følge af en hensyntagen til As forventninger grundlag for at tillægge afgørelsen virkning tilbage fra den 31. december 2009.
• Højesteret tager herefter As påstand til følge. ”