Ankestyrelsens principafgørelse D-25-99

Lovhenvisninger

• Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997 - § 22, stk. 1, nr. 1
• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998 - § 69
• Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 1

Afgørelse

Information

• En lønmodtager blev sygemeldt den 15. januar 1996 på grund af følger efter et whiplash-traume i form af hovedpine, migræneanfald og smerter i nakken og lænden. Dagpengeudbetalingen blev i juli 1996 forlænget i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1.
• Den 9. februar 1998 påbegyndte hun en arbejdsprøvning ved en TV station med en aftalt ugentlig arbejdstid på 10 timer. Der var tale om arbejde som receptionist og lettere forefaldende kontorarbejde.
• Arbejdsprøvning fortsatte frem til den 26. juni 1998, nu med 15 timer ugentligt.
• Hun overgik herefter den 29. juni 1998 til arbejdsprøvning på et mediecenter med tilsvarende arbejdsopgaver i 15 timer om ugen.
• I oktober kontaktede hun kommunen og oplyste, at hun havde problemer med at samarbejde med lederen af mediecenteret, og at hun var mere og mere påvirket af migræneanfald og havde haft flere sygedage. Hun gjorde endvidere opmærksom på, at hun var mest interesseret i at få en læreplads på TV-stationen, hvor hun havde været i arbejdsprøvning. Hun var også interesseret i at blive blomsterbinder, men dette frarådede kommunen, da der var tale om hårdt og krævende fysisk arbejde i kolde lokaler. Hun gjorde endelig opmærksom på, at en decideret kontoruddannelse ikke var noget for hende, men at hun gerne ville arbejde som receptionist.
• Ved et opfølgningsmøde den 28. oktober 1998 gjorde hun igen opmærksom på, at det ikke duede med en kontoruddannelse, idet hun fik stærk hovedpine efter blot en halv time foran en PC´er, og hun gentog, at hun var interesseret i mere receptionsarbejde, eventuelt på et hotel. Kommunen bemærkede, at man var betænkelig ved arbejdet på et hotel, idet der erfaringsmæssigt var meget stående arbejde, og at der tit var meget travlt og stresset i den type jobs.
• Kommunen fik dog etableret kontakt til et hotel og der blev indgået aftale om en uforbindende samtale den 2. december 1998 vedrørende en eventuel arbejdsprøvning i receptionen på hotellet.
• Den 30. november 1998 ringede lønmodtageren til kommunen og oplyste at TV-stationen måske ville være interesseret i at få hende tilbage i arbejdsprøvning, og at hun efter samråd med egen læge og fysioterapeut alligevel ikke mente at arbejdet som receptionist på et hotel ville være noget for hende.
• Der blev herefter indgået aftale med TV-stationen om at hun kunne vende tilbage i en periode på to måneder med 15 timer ugentligt med arbejde, som hun kunne klare.
• Kommunen modtog efterfølgende en ny statusbedømmelse fra både egen læge og en klinik for smertebehandling, hvoraf det fremgik at hun havde en kronisk whiplash, som måtte anses for stationær, og at behandlingsmulighederne var udtømte.
• Kommunen meddelte herefter den 10. december 1998, at man på baggrund af en samlet vurdering af sagen, herunder de lægelige oplysninger og arbejdsprøvningsforløbet, hvor det ikke var lykkedes hende at nå op på mere end 15 timer ugentligt, skønnede, at revalidering ikke fortsat kunne anses for overvejende sandsynligt, og at dagpengeudbetalingen derfor ville standse pr. den 31. december 1998.
• Lønmodtageren ansøgte efter dagpengestoppet om et fleksjob og kommunen meddelte den 12. februar 1999 afslag på dette under henvisning til, at det ud fra de foreliggende oplysninger var svært at vurdere begrænsningerne i hendes erhvervsevne, samt varigheden deraf. Kommunen henviste endvidere til, at det ikke kunne udelukkes at der på lang sigt ville blive tale om revalidering.
• Efter dagpengestoppet fortsatte lønmodtageren i arbejdsprøvning på TV-stationen på kontanthjælp. Arbejdsprøvningen var blevet forlænget frem til 1. juni 1999. Det var endvidere oplyst, at hun efterfølgende var kommet op på en ugentlig arbejdstid på 20 timer. Det sociale nævn ændrede ved en afgørelse af 1. juni 1999 kommunens afgørelse i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, idet man anså det for overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat. Nævnet lagde vægt på oplysningerne om lønmodtagerens helbredstilstand, på oplysningerne om, at hun havde kunnet øge sin beskæftigelse lidt under revalidering, samt på hendes alder og mulighed for yderligere forbedring af helbredstilstanden.
• Nævnet anførte i forbindelse med revurderingen af sagen, at hun efterfølgende var kommet op på 20 timer ugentligt, hvilket netop var et udtryk for, at revalidering fortsat måtte anses for realistisk.
• I supplerende brev til klagen anførte kommunen bl.a., at man ønskede afprøvet, om der var grænser for, hvor længe en person kunne modtage sygedagpenge under forrevalidering, når revalideringsindsatsen var beskeden, og der ikke havde været en udvikling, der pegede hen mod selvforsørgelse i løbet af en realistisk periode.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af, hvornår revalidering må anses for overvejende sandsynlig efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, samt til afklaring af, hvorvidt nævnets afgørelse om forlængelse af sygedagpengene i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 er i overensstemmelse med retssikkerhedslovens § 69.