Ankestyrelsens principafgørelse 91-16

GældendeÅr: 2016Udgivet: 2017-02-17

Beskrivelse

En ulykke kan anerkendes efter arbejdsskadeloven, hvis den fysiske eller psykiske personskade er en følge af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage. Skadelidte skal dokumentere, at der er sket en hændelse eller en...

Journalnummer

2016-5012-11158

Indhold

Afgørelse

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at påvirkningen den 7. oktober 2014, hvor du i forbindelse med varemodtagelse løftede kasser og varer på op til 20 kg, ikke er egnet til at medføre en diskusprolaps i nakken.

Vi vurderer også, at det ikke er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at du ved påvirkningen pådrog dig to diskusprolapser i den nedre del af ryggen.

Hvad er afgørende for resultatet

Vedrørende påvirkningen har vi lagt til grund, at du den 7. oktober 2014, i forbindelse med varemodtagelse, løftede kasser og varer på op til 20 kg.

Vedrørende skaden er der anmeldt diskusprolaps i nakken.

Vi vurderer, at påvirkningen ikke har været egnet til at forårsage den anmeldte skade.

Vi har lagt vægt på, at løft med armene ikke medfører en relevant belastning af nakken i forhold til opståen af diskusprolaps i nakken.

Vi anerkender derfor ikke din diskusprolaps i nakken som en arbejdsskade.

I forbindelse med klagen fra dit forbund er det oplyst, at du ved skanning har fået konstateret to diskusprolapser i den nedre del af ryggen.

Der er ikke i tidsmæssig sammenhæng med hændelsen den 7. oktober 2014 beskrevet gener fra den nedre del af ryggen, hverken i journalen fra din læge eller journal fra Bispebjerg Hospital af 12. august 2015.

Vi finder det derfor ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at dine diskusprolapser i den nedre del af ryggen opstod i forbindelse med hændelsen.

Om reglerne

En ulykke kan anerkendes efter arbejdsskadeloven, hvis den fysiske eller psykiske personskade er en følge af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage.

Hændelsen eller påvirkningen skal være egnet til at forårsage personskaden. Det betyder, at der skal være en biologisk naturlig og logisk forklaring på, at skaden er forårsaget af hændelsen eller påvirkningen. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at der alene er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og skaden.

Tilskadekomne skal bevise, at der er sket en skade som følge af en hændelse eller påvirkning på arbejdet.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.

Metadata

Retsområder

Arbejdsskadeloven

Nøgleord

ArbejdsskadeUlykkeDiskusprolaps i nakkeAnerkendelse

Paragraffer

§ 5§ 6

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principmeddelelse 58-19

Udgivet: 2019-11-12

Principmeddelelsen er en sammenskrivning af 203-11, 204-11 og 205-11. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et samlet billede af den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, og som fo...

Ankestyrelsens principafgørelse U-8-07

Udgivet: 2013-07-11

Ankestyrelsen har i principielt møde behandlet spørgsmålet om anerkendelse af støjbetinget hørenedsættelse efter fortegnelsen over erhvervssygdomme anmeldt fra 1. januar 2005 vedrørende punkt A. 1. Med det nye erhvervssygdomsbegreb, der anvendes på s...

Ankestyrelsens principafgørelse U-2-08

Udgivet: 2013-07-11

Ankestyrelsen har i principielt møde behandlet to sager til afklaring af kravene til anerkendelse af kroniske nakke-skuldersmerter (cervikobrakialt syndrom) efter fortegnelsen over erhvervssygdomme anmeldt fra 1. januar 2005, ændret den 21. april 200...