Ankestyrelsens principafgørelse 12-14
Beskrivelse
Retten til at opkræve manglende betaling af børnebidrag forældes efter 3 år. De enkelte ydelser forældes løbende. Forældelsen afbrydes endeligt, når fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren. Forældelsen afbrydes foreløbigt, når en sa...
Journalnummer
2012-8181-49948
Indhold
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NNs sag om for hvilken periode, der kan foretages opkrævning af manglende regulering af børnebidrag efter lov om opkrævning af underholdsbidrag og forældelsesloven.
Resultatet er
• Krav på manglende regulering af børnebidrag for perioden 1. januar 2007 til 31. december
2007 er forældede.
• Krav på manglende regulering af børnebidrag for perioden 1. januar 2008 og frem til 6. april 2011 ikke er forældede.
Det betyder, at NN skal betale den manglende regulering for perioden 1. januar 2008 og frem til 6. april 2011.
Vi ændrer således delvist afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.
Udbetaling Danmark vil herefter træffe en ny afgørelse om størrelsen af beløbet på den manglende regulering af børnebidrag i perioden 1. januar 2008 frem til 6. april 2011.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Ankestyrelsen finder, at krav på manglende regulering af børnebidrag for perioden 1. januar 2007 til 31. december 2007 er forældede, og at krav på regulering af børnebidrag i perioden 1. januar 2008 og frem til 6. april 2011 ikke er forældede.
Vi har lagt til grund, at NN siden januar 2007 ikke har reguleret børnebidraget, men fast hver måned siden august 2006 har betalt det samme beløb.
Vi har også lagt vægt på, at der er en forældelsesfrist på 3 år for børnebidrag, som forældes løbende, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 8.
Desuden har vi lagt vægt på, at forældelsen afbrydes foreløbigt ved indbringelse af sag for kommunen om fordringens eksistens og størrelse, jf. forældelseslovens § 21, stk. 2.
Perioden 1. januar 2007 til 31. december 2007
Fordringer stiftet før 1. januar 2008 forældes efter en 3-årig overgangsperiode den 1. januar 2011, jf. forældelseslovens § 30, stk. 1, 2. pkt.
Vi finder således at, krav på regulering af børnebidrag i perioden 1. januar 2007 til 31. december 2007 er forældede pr. 1. januar 2011, og at der ikke er foretaget retslige skridt til afbrydelse af forældelsen.
Perioden 1. januar 2008 og frem til 6. april 2011
Vi finder, at der er sket foreløbig afbrydelse af forældelsen af kravene på manglende regulering for perioden 1. januar 2008 og frem til 6. april 2011.
Vi har lagt vægt på, at moderen har indbragt sagen om manglende regulering af børnebidrag for A Kommunen, som i breve af henholdsvis den 4. og 5. januar 2011 meddeler NN fordringens eksistens og størrelse.
Den foreløbige afbrydelse har den betydning, at forældelse ikke indtræder under Ankestyrelsens sagsbehandling, og at det således ikke er nødvendigt at anlægge retssag samtidig for at afbryde forældelsen. Den foreløbige afbrydelse medfører, at der løber en 1-års frist fra Ankestyrelsens afgørelse.
Sagsoplysninger
- Vi finder ikke, at moderen har udvist retsfortabende passivitet.
- Vi bemærker, at når lovgivningen opstiller bestemte forældelsesfrister, må det forudsætte, at der foreligger en vis kvalificeret passivitet, hvis kravet skal kunne bortfalde ved passivitet inden fristens udløb. Det vil sige andet og mere end blot det, at kravet ikke er blevet gjort gældende.
- Vi finder, at der ikke foreligger en sådan kvalificeret passivitet.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger,som forelå da Det Sociale Nævn, Statsforvaltningen Y traf afgørelse i sagen
- • Det Sociale Nævns afgørelse af 10. september 2012.
- • Klagen til Ankestyrelsen af 8. oktober 2012.
- • Det Sociale Nævns genvurdering af 11. oktober 2012.
- • Dine bemærkninger til sagen i breve af 17. og 24. oktober 2012, 19. marts 2013 samt 3., 5. og 18. september 2013.
- A Kommunen har den 4. januar 2011 gjort NN opmærksom på manglende indbetaling af børnebidrag. Kommunen oplyser, at beløbet på 8.634 kr. svarer til taksten for normalbidrag i 2006 + 200 %. Kommunen oplyser også, at normalbidraget reguleres den 1. januar hvert år, og taksterne fremgår af brevet.
- A Kommune har den 5. januar 2011 sendt brev til både moderen og NN med beløbets størrelse på den manglende regulering af bidraget.
- A Kommunen skriver i brev af 2. november 2011 til NN, at han fortsat ikke har reguleret perioden frem til 7. april 2011. Kommunen skriver, at der er 3 års forældelse, og kommunen kan inddrive den manglende regulering for perioden 7. november 2008 til 6. april 2011.
- A Kommune fastholder den 21. november 2011 kravet om den manglende betaling for perioden 7. november 2008 til 6. april 2011.
- Det Sociale Nævn stadfæster kommunens afgørelse, men ændrer perioden. Det Sociale Nævn vurderer, at der består et krav mod NN for manglende regulering af børnebidrag i perioden januar 2007 til marts 2011.
- Det Sociale Nævn har begrundet afgørelsen med, at fordringerne i perioden januar 2007 til 31. december 2007 efter overgangsbestemmelserne i 2007-forældelsesloven fortsat er undergivet en 5-årig forældelsesfrist.
- I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at forældelsen ikke er afbrudt på noget tidspunkt, og at der derfor er sket forældelse af en del af fordringen og formentligt hele fordringen. Der er anført, at efter forældelseslovens § 18, stk. 2 sker afbrydelse af forældelse først ved selve fogedforretningens foretagelse.
- Det Sociale Nævn har ved genvurdering bemærket, at nævnet vurderer, at moderen afbryder forældelsen af sit krav på børnebidrag den 4. januar 2011, da hun tager kontakt til kommunen med henblik på at erhverve en anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse. Nævnet henviser til 2007-forældelseslovens § 16, stk. 1.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2014-03-04
Retten til at opkræve manglende betaling af børnebidrag forældes efter 3 år. De enkelte ydelser forældes løbende. Forældelsen afbrydes endeligt, når fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren. Forældelsen afbrydes foreløbigt, når en sa...
Udgivet: 2013-07-10
Ankestyrelsen har behandlet to sager om, hvorvidt adgangen til at inddrive beløb i henhold til bidragsresolution også omfattede frivilligt aftalte bidrag. Ankestyrelsen fandt i begge sager, at kommunen var berettiget til at søge hele børnebidraget in...
Udgivet: 2014-03-04
Retten til at opkræve manglende betaling af børnebidrag forældes efter 3 år. De enkelte ydelser forældes løbende. Forældelsen afbrydes endeligt, når fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren. Forældelsen afbrydes foreløbigt, når en sa...