Ankestyrelsens principafgørelse 11-12

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse om særlig godtgørelse som følge af A´s død den 30. juli 2007.

Vi har besluttet at behandle sagen principielt til belysning af begrebet uagtsomhed i arbejdsskadeforsikringslovens forstand.

Resultatet er

• Du har ikke ret til særlig godtgørelse

Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.

Der var enighed på mødet.

Vi vurderer, at du ikke har ret til særlig godtgørelse som følge af A´s død.

Efter lovens § 23 kan der udbetales ærlig godtgørelse til de efterladte, som stod afdøde særligt nær, når dødsfaldet er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Ved vurderingen af, om der skal betales godtgørelse, skal der lægges særlig vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påført den eller de efterladte.

Vi vurderer, at du ikke har ret til særlig godtgørelse som følge af A´s død.

Vi har lagt til grund, at A den 30. juli 2007 sammen med en kollega var på vej i bil for at handle ind for sin arbejdsplads. Undervejs mødte de en modkørende sættevogn, hvis tag fløj af på grund af kraftig vind og ramte sikredes bil.

Ved ulykken omkom såvel kollegaen, der førte bilen, som A.

A´s dødsfald blev anerkendt som en arbejdsskade, og den 19. november 2008 blev der anmodet om genoptagelse af sagen med henblik på særlig godtgørelse efter § 23 i lov om arbejdsskadesikring.

Arbejdsskadestyrelsen gav den 8. december 2008 afslag på genoptagelse af sagen og henviste til, at der var rejst tiltale mod chaufføren og vognmanden efter færdselslovens § 67, stk. 2.

Ankestyrelsen tiltrådte den 29. juni 2009 Arbejdsskadestyrelsens afgørelse med den begrundelse, at der endnu ikke var faldet dom i sagen mod chaufføren og vognmanden.

Vestre Landsret afsagde den 24. august 2010 dom, hvorefter den tiltalte havde overtrådt færdselslovens § 67, stk. 1, men ikke straffelovens § 241.

Retten lagde vægt på, at tiltalte fandtes at have haft en sådan anledning til at få alle hydraulikstængerne efterset og derefter repareret, at han havde overtrådt færdselslovens § 67, stk. 1, ved ikke at have holdt køretøjet i en sådan stand, at det kunne benyttes uden fare og ulempe for andre. Derimod fandtes der under de foreliggende omstændigheder ikke at være tale om en sådan grad af uagtsomhed, at straffelovens § 241 fandt anvendelse.

Advokaterne B indgav den 9. september 2010 en ny anmodning om genoptagelse af sagen med henblik på særlig godtgørelse efter lovens § 23.

Arbejdsskadestyrelsen traf den 10. december 2010 afgørelse om, at sagen ikke kunne genoptages, da der alene var faldet dom efter færdselslovens § 67 og ikke straffelovens § 241.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at det af bemærkningerne til lovforslaget om § 23 fremgår, at reglens anvendelsesområde er begrænset til tilfælde, hvor dødsfaldet er sket under sådanne kvalificerede omstændigheder, at der må antages at være tale om en særlig følelsesmæssig belastning eller krænkelse af de efterladte. Afgørelsen af, om der skal tilkendes særlig godtgørelse, beror på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder. Der kan her tages udgangspunkt i, om skadevolderens adfærd har indebåret en indlysende fare for den indtrådte skade.

Det fremgår endvidere, at i tilfælde hvor skadevolderen dømmes efter straffeloven, vil der oftest være grundlag for at bringe reglen i anvendelse.

Det fremgår ikke af bemærkningerne til lovforslaget, at det er en betingelse for anvendelse af lovens § 23, at skadevolderen er dømt efter straffelovens § 241 eller andre bestemmelser i straffeloven.

Afgørelsen af, om der kan tilkendes særlig godtgørelse, beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder.

Ved den konkrete vurdering har vi lagt vægt på, at skadevolder ikke har handlet uagtsomt i relation til straffeloven.

Vi har endvidere lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om uforsvarlig kørsel.

Endvidere må det i denne sag i modsætning til U2007. 286H lægges til grund, at ægtefællen ikke var passager i bilen og direkte overværede ulykken.

Ud fra en samlet vurdering finder vi, at betingelserne for særlig godtgørelse efter lovens § 23 ikke er opfyldt.

Oplysningerne fremgår særligt af Vestre Landsrets dom.