Ankestyrelsens principafgørelse 39-13
Beskrivelse
En borger under uddannelse har som hovedregel ikke ret til kontanthjælp. Hvis der er meget lidt studieaktivitet forbundet med uddannelsen, afhænger det af, om studieaktiviteten reelt er ophørt, om borgeren må anses for at være under uddannelse. En bo...
Journalnummer
2000272-12
Indhold
Afgørelse
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag om betingelserne for kontanthjælp under uddannelse, herunder om en person, der er ved at tage stort kørekort på AMU-kursus, må anses for at være under uddannelse, og om han derfor ikke er berettiget til kontanthjælp.
Resultatet er
• NN må anses for at være under uddannelse på ansøgningstidspunktet for kontanthjælp den 10. februar 2012
Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Y.
Vi går ud fra, at NN har fået udbetalt kontanthjælp som følge af nævnets afgørelse, og han skal ikke tilbagebetale denne hjælp.
Vi finder derfor ikke grundlag for at hjemvise spørgsmålet om, hvorvidt han har ret til kontanthjælp efter en af undtagelsesbestemmelserne i aktivlovens § 12 eller bekendtgørelse om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i særlige tilfælde, til behandling og afgørelse i kommunen.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at NN må anses for at være under uddannelse efter aktivlovens § 12 på ansøgningstidspunktet for kontanthjælp den 10. februar 2012.
Vi har lagt vægt på, at han den 2. januar 2012 påbegyndte et AMU-kursus i form af uddannelse til buschauffør og erhvervelse af stort kørekort til bus.
Vi har endvidere lagt vægt på, at han ved ansøgning om kontanthjælp af 10. februar 2012 oplyste, at han havde gennemført AMU-kurset, men at han stadig manglede teori-, køre- og EU-prøven.
Vi har desuden lagt vægt på oplysningerne om, at det egentlige kursus sluttede den 10. februar 2012, at han tog teoriprøven den 14. februar 2012, og at han skulle til praktisk køreprøve den 6. marts 2012.
Vi har også lagt vægt på, at der må forventes at være studieaktivitet i forhold til de afsluttende prøver, som NN manglede.
Vi bemærker, at hvorvidt uddannelsen er SU-berettigende/giver adgang til elevløn ikke i sig selv er afgørende for, om en borger kan anses for at være under uddannelse.
Da NN må anses for at være under uddannelse, har han som udgangspunkt ikke ret til kontanthjælp.
Han kan dog have ret til kontanthjælp, hvis han opfylder undtagelsesreglerne i aktivlovens § 12 eller bekendtgørelse om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i særlige tilfælde. Det er en betingelse, at han i øvrigt opfylder betingelserne for ret til kontanthjælp.
Vi går som nævnt ud fra, at NN har fået udbetalt kontanthjælp som følge af Beskæftigelsesankenævnets afgørelse, og han skal ikke tilbagebetale denne hjælp. Vi finder derfor ikke grundlag for at hjemvise spørgsmålet om, hvorvidt han har ret til kontanthjælp efter undtagelsesbestemmelserne, til behandling og afgørelse i kommunen.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
- • Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 31. maj 2012
- • Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 25. juni 2012
- • Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2017-02-17
Generelt om særlig støtte En borger, som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan efter aktivloven få særlig støtte, hvis ansøgeren har været ude for en social begivenhed. Førtidspensionister, der modtager brøkpension En førtidspensionis...
Udgivet: 2013-12-11
De særlige regler om nedsatte arbejdsløshedsdagpenge for unge under 25 år udelukker ikke, at der i konkrete individuelle tilfælde kan ydes supplerende kontanthjælp, når ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (social begivenhed), og ændr...
Udgivet: 2013-07-11
Der kunne ske fradrag i kontanthjælpen for værdi af kost under højskoleophold, som var bevilget af kommunen som forrevalidering. Ankestyrelsen fandt, at en kommune ikke kunne tilpligtes at udbetale hjælp til dobbeltforsørgelse. Fradraget kunne ske me...