Ankestyrelsens principafgørelse 30-17

GældendeÅr: 2017Udgivet: 2017-05-31

Beskrivelse

Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler, som har til formål at afhjælpe de varige følger af en nedsat funktionsevne. Et hjælpemiddel skal medvirke til, at borgeren får mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og i vide...

Journalnummer

2016-2140-56710

Indhold

Afgørelse

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at glukosemålingssystemet FreeStyle Libre i dit tilfælde er et hjælpemiddel.

Vi vurderer også, at glukosemålingssystemet FreeStyle Libre i væsentlig grad yderligere kan afhjælpe de varige følger af din nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad yderligere kan lette din daglige tilværelse i hjemmet. Du opfylder derfor betingelserne for bevilling af glukosemålingssystemet FreeStyle Libre som et hjælpemiddel.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du ifølge sagens lægelige oplysninger kan benytte almindelige testmaterialer, og at der i den forbindelse ikke foreligger oplysninger om, at din diabetes ikke er velreguleret.

Vi lægger også vægt på sagens lægelige oplysninger om, at du har særlige fysiske gener ved brug af test- og injektionsmaterialer. Det fremgår i den forbindelse, at du har fået tiltagende nedsat følelse i fingerspidserne, hvilket har indflydelse på flere af dine daglige arbejdsprocesser, hvor du arbejder med småt værktøj.

Herudover lægger vi vægt på, at du har et særligt behov for at måle dit blodsukker ofte, da du i forbindelse med dit erhverv kører meget i bil. Det fremgår således, at du skal dosere og stikke dig selv 10-15 gange dagligt.

Glukosemålingssystemet FreeStyle Libre kan i væsentligt omfang erstatte blodsukkermåling.

Ifølge sagens oplysninger har du, på grund af kræft i bugspytkirtlen, fået fjernet bugspytkirtlen og som følge heraf har mistet al egen insulin produktion. Du har derfor diabetes, og skal som følge heraf skal bruge FreeStyle Libre til måling af glukoseniveauet.

Vi er opmærksomme på, at du, ifølge de lægelige akter, godt kan benytte dig af almindelige testmaterialer, og at du er bevilget blodsukkermåler samt test- og injektionsmaterialer til regulering af din diabetes.

Vi vurderer dog på baggrund af ovennævnte forhold, at du i væsentlig grad yderligere vil blive afhjulpet med glukosemålingssystemet FreeStyle Libre.

Reglerne i serviceloven om støtte til hjælpemidler er subsidiær til anden lovgivning. Det betyder, at kommunen skal sikre sig, at det ansøgte glukosemålingssystem FreeStyle Libre ikke kan bevilges af sundhedsvæsenet, før kommunen vurderer, om det kan være et hjælpemiddel.

Det forhold, at kommunen ikke har sikret sig, om glukosemålingssystemet FreeStyle Libre kan bevilges efter sundhedslovgivningen, udelukker ikke, at kommunen kan tage stilling til, om glukosemålingssystemet FreeStyle Libre er et hjælpemiddel for ansøgeren.

Dette forudsætter dog, at der er tilstrækkelige lægelige oplysninger i sagen.

Vi lægger vægt på, at denne sag indeholder tilstrækkelige lægelige oplysninger til, at vi kan vurdere, at glukosemålingssystemet FreeStyle Libre er et hjælpemiddel for dig.

Om reglerne

Servicelovens regler om støtte til hjælpemidler er subsidiær til anden lovgivning. Kommunen er derfor forpligtet til at sikre sig, at det ansøgte redskab som eksempelvis FreeStyle Libre ikke kan bevilges af sundhedsvæsenet.

Udgifter til behandlingsredskaber afholdes af sygehusvæsenet. Om et givet apparatur eller redskab er et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel afhænger af den sammenhæng, apparaturet eller redskabet indgår i, dvs. om det opfylder kriterierne for at kunne kategoriseres som et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel. Vi henviser til cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber.

Hvorvidt FreeStyle Libre er et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab afhænger derfor af, hvilke behov brugen skal afhjælpe.

Der kan ydes støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse.

Formålet med et hjælpemiddel er at afhjælpe de varige følger af en nedsat funktionsevne. Der kan derfor ikke bevilliges hjælpemidler med henblik på at forbedre, vedligeholde eller hindre forringelse af det aktuelle funktionsniveau. Det betyder, at der ikke kan ydes støtte efter serviceloven til behandlingsredskaber.

Det følger endvidere af hjælpemiddelbekendtgørelsen, at der ydes hjælp til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Vi henviser til § 3.

Endelig følger det af hjælpemiddelbekendtgørelsen, at ansøgeren kan benytte sig af en anden leverandør end den kommunen har indgået en leverandøraftale med. Benyttes en anden leverandør, skal ansøgeren selv købe hjælpemidlet og får udgifterne hertil refunderet af kommunen. Der kan højst ydes refusion med et beløb svarende til den pris kommunen kunne have anskaffet hjælpemidlet for. Vi henviser til § 6.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Metadata

Retsområder

Serviceloven

Nøgleord

HjælpemiddelBehandlingsredskabBlodsukkermåleapparat

Paragraffer

§ 112§ 9§ 115

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 44-18

Udgivet: 2018-08-09

Behandlingsredskaber er redskaber, som borger forsynes med som led i behandling i sundhedsvæsenet, eller som fortsættelse af den iværksatte behandling. Der kan ikke ydes hjælp til behandlingsredskaber efter servicelovens regler. Udgifter til behandli...

Ankestyrelsens principmeddelelse 8-21

Udgivet: 2021-05-19

En person, der indskrives på forsorgshjem, får som udgangspunkt opholdskommune i den kommune, hvor forsorgshjemmet ligger (B Kommune), hvis personen i forbindelse med opholdet på forsorgshjemmet opgiver sin tilknytning til sin oprindelige opholdskomm...

Ankestyrelsens principafgørelse C-4-99

Udgivet: 2013-07-10

Ankestyrelsen har behandlet 3 sager om afgrænsning af hjælpemidler til fælles brug/basisinventar på en døgninstitution (botilbud), som skal stilles til rådighed af institutionen (botilbuddet) og personlige hjælpemidler, som skal stilles til rådighed ...