Ankestyrelsens principmeddelelse 46-22 om hjælpemidler - keratokonus - kontaktlinser - aflastningsbriller - briller

GældendeÅr: 2022Udgivet: 2022-12-17

Beskrivelse

Principmeddelelsen fastslår Lider en borger af keratokonus, er der altid grundlag for at yde støtte til briller efter hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 2, nr. 1, hvis brillerne afhjælper følgerne af ansøgerens keratokonus. For at kunne få støtte til...

Journalnummer

21-36588

Indhold

Afgørelse

Sag nr. 1, j.nr. 21-36588

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om aflastningsbriller som hjælpemiddel. Kommunen afgjorde sagen den 13. august 2020.

 

Ankestyrelsen har efter sin afgørelse af den 19. november 2020 valgt at genoptage din sag den 25. august 2021.

 

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag igen.

 

Resultatet er:

 

Du har ret til aflastningsbriller som hjælpemiddel.

 

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.

 

Kommunen skal derfor bevilge dig aflastningsbriller som hjælpemiddel.

 

Kommunen kontakter dig.

 

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du har en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse, og at aflastningsbriller kan afhjælpe følgerne af øjenlidelsen.

 

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du lider af keratokonus, og derfor har en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse.

 

Vi lægger også vægt på, at du ansøger om et par aflastningsbriller, som du kan anvende ud over dine bevilligede hårde kontaktlinser. Du er tidligere bevilliget en aflastningsbrille i 2014.

 

Vi lægger videre vægt på dine oplysninger om, at du har behov for aflastningsbriller for at kunne aflaste dine øjne fra dine bevilligede hårde kontaktlinser, der generer dine øjne, som bliver tørre og svier. Du oplyser også, at du bruger aflastningsbrillerne om aftenen for at aflaste dine øjne, og at de er rare at have, hvis du får øjenbetændelse.

 

Vi lægger tillige vægt på oplysningerne fra din optiker om, at du har behov for aflastningsbriller for at give dine øjne noget ro fra dine hårde kontaktlinser.

 

Vi lægger desuden vægt på oplysningerne fra Kennedy Centret om, at personer med en alvorlig hornhindelidelse og irregulær astigmatisme ofte er begrænset i at anvende kontaktlinser på fuld tid og må supplere med briller til aflastning.

 

Vi lægger hertil vægt på oplysningerne fra Dansk Keratokonus Forening om, at mange keratokonuspatienters øjne bliver voldsomt irriteret ved længere tids brug af hårde kontaktlinser.

 

Vi lægger herefter særlig vægt på de lægelige oplysninger om, at keratokonus er en lidelse, der medfører en uregelmæssig hornhinde, og at det er den patologiske hornhinde, der medfører den optiske synsfejl. Synsfejlen kan kompenseres med briller og kontaktlinser, men uden optisk kompensation for den patologiske hornhinde kan en typisk keratokonuspatient ikke se.

 

Vi lægger også særlig vægt på de lægelige oplysninger om, at kontaktlinser i forbindelse med keratokonus giver et bedre syn end briller, men kontaktlinser altid skal kunne tages ud af øjnene ved f.eks. irritation. Derfor skal en kontaktlinsebruger altid have briller, som passer, hvorved risikoen for kontaktlinsekomplikationer mindskes.

 

Vi lægger herefter særlig vægt på de lægelige oplysninger om, at der således altid er behov for briller, selvom man har kontaktlinser.

Vi lægger desuden vægt på oplysningerne fra din optiker om, at din visus med briller er på 0,6-0,7, når du benytter aflastningsbriller.

 

Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige forhold i sagen.

 

Oplysningerne fremgår af kommunens afgørelse og genvurdering samt af dine oplysninger til sagen samt oplysningerne fra din optiker, X, Kennedy Centret af den 6. marts 2015 og Dansk Keratokonus Forening af den 17. august 2020.

 

Om reglerne

Bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder skal medvirke til, at borgeren får mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og i størst mulig grad gøre den pågældende uafhængig af andres bistand i dagligdagen.

 

Betingelserne for at få støtte til briller og kontaktlinser efter reglerne i hjælpemiddelbekendtgørelsen er, at følgerne af en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse kan afhjælpes.

 

Det er en betingelse for støtte, at ansøgerens øjenlidelsen er omfattet af én af indikationerne for støtte i hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 2 førend der er tale om en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse. Der kan bevilliges både briller og kontaktlinser på samme indikation.

 

Vi bemærker hertil, at det følger af vejledningens punkt 103, at der ved støtte til kontaktlinser kan ydes hjælp til aflastningsbriller. Der kan således bevilliges både briller og kontaktlinser på samme indikation.

 

Det følger af hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 2, indikation nr. 1, at der kan ydes støtte til briller og kontaktlinser, hvis ansøgeren har en uregelmæssig hornhinde (irregulær astigmatisme) ved f.eks. keratokonus, hornhindear m.v.

 

Det er dernæst en betingelse, at den ansøgte brille eller kontaktlinse kan afhjælpe følgerne af ansøgerens medicinsk-optisk defineret, varige øjenlidelse. Det er ikke et krav, at brillen eller kontaktlinsen skal kunne afhjælpe øjenlidelsen, men at den kan afhjælpe følgerne af øjenlidelsen.

 

Det følger af vejledningens punkt 104, at hjælpemidlet til at afhjælpe følgerne af de øjenlidelser, der er omfattet af indikation nr. 1 i hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 2 ofte vil være specialfremstillet kontaktlinser. Der er dog ikke gjort udtømmende op med muligheden for at få bevilliget andre synshjælpemidler, der kan afhjælpe følgerne af øjenlidelser omfattet af denne indikation.

 

Der kan ikke ydes hjælp til briller og kontaktlinser på ren optisk indikation dvs. hvis behovet for briller og kontaktlinser alene skyldes langsynethed, nærsynethed, bygningsfejl eller forskellig optisk styrke på øjnene dvs. optiske indikation, som ikke er en følge af en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse.

 

Vi henviser til en udtalelse fra Folketingets Ombudsmand, FOU 2011-16-1. Det følger af denne, at begrundelsen i tilfælde, hvor der sker frakendelse af en tidligere tilkendt ydelse, dels skal indeholde årsagen til, at borgeren ikke opfylder betingelserne for ydelsen, dels en særskilt begrundelse for, hvorfor ydelsen frakendes borgeren. Begrundelsen bør blandt andet indeholde oplysninger om årsagen til, at myndigheden har ændret sin vurdering. Det bør endvidere fremgå af begrundelsen, hvis det skyldes fejl eller misforståelser, at borgeren tidligere er blevet anset for berettiget til ydelsen. Det bør også fremgå af afgørelsen, hvis den ændrede vurdering skyldes, at der er sket ændringer i lovgivning, administrativ praksis og/eller i kommunens serviceniveau.

 

Bemærkninger til kommunen

 

Tidligere afgørelse fra Ankestyrelsen

Vi er opmærksomme på, at kommunen i dens genvurdering henviser til, at den har fået en konkret afgørelse fra Ankestyrelsen, hvor der gives afslag på aflastningsbriller til en ansøger med keratokonus.

 

Ankestyrelsen har begrundet afgørelsen med, at aflastningsbriller ikke afhjælper øjenlidelsen, men alene afhjælper almindelig synsnedsættelse, at ansøgeren var bevilget hårde kontaktlinser og at der ikke kan ikke kan afhjælpes med briller, da de ikke kan laves med optimal visus som kontaktlinser kan.

 

Vi er ligeledes opmærksomme på oplysningerne om, at dit behov for synskorrektion med briller kan tilgodeses af en almindelig standardbrille, og at du opnår bedst korrektion med dine bevilligede hårde kontaktlinser.

 

Dette ændrer dog ikke på afgørelsens resultat, da briller og kontaktlinser ikke skal afhjælpe den medicinsk-optisk definerede, varige øjenlidelse, men følgerne af denne, og at aflastningsbriller kan afhjælpe følgerne af din keratokonus i form af din synsnedsættelse.

 

 

 

Sag nr. 2, j.nr. 21-1616

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om briller som hjælpemiddel. Kommunen afgjorde sagen den 16. december 2020.

 

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag igen.

 

Resultatet er:

 

Du har ret til briller som hjælpemiddel.

 

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.

 

Kommunen skal derfor bevilge dig aflastningsbriller som hjælpemiddel.

 

Kommunen kontakter dig.

 

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du har en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse, og at briller kan afhjælpe følgerne af øjenlidelsen.

 

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du lider af keratokonus, og derfor har en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse, og som følge heraf søger om støtte til briller.

 

Kommunen giver dig afslag på din ansøgning med den begrundelse, at den på baggrund af den oplyste styrke i de ansøgte briller vurderer, at de afhjælper en almindelig optisk synsfejl, og at brillerne ikke kan korrigere for din øjenlidelse.

 

Vi lægger vægt på oplysningerne om, at du dagligt anvender briller for at orientere dig. Du har brug for briller for at kunne tage kørekort, tage en uddannelse og have et arbejde. Du er mest motiveret til at bruge briller frem for kontaktlinser.

 

Du har afprøvet formfaste kontaktlinser, dog uden held, da du havde store udfordringer med at sætte dem i. Din optiker oplyser, at håndteringen af linser er svær for dig.

                

Vi lægger vægt på de lægelige oplysninger om, at keratokonus er en lidelse, der medfører en uregelmæssig hornhinde, og at det er den patologiske hornhinde, der medfører den optiske synsfejl. Synsfejlen kan kompenseres med briller og kontaktlinser, men uden optisk kompensation for den patologiske hornhinde kan en typisk keratokonuspatient ikke se.

 

Kontaktlinser i forbindelse med keratokonus giver et bedre syn end briller, men kontaktlinser skal altid kunne tages ud af øjnene ved f.eks. irritation. Derfor skal en kontaktlinsebruger altid have briller, som passer, hvorved risikoen for kontaktlinsekomplikationer mindskes.

 

Vi lægger særlig vægt på de lægelige oplysninger, om at der således altid er behov for briller, selvom man har kontaktlinser.

Vi lægger i forlængelse heraf vægt på, at såfremt, at du anvendte kontaktlinser, ville have haft et behov for briller ud over disse.

 

Vi lægger desuden vægt på de lægelige oplysninger om, at din visus uden korrektion er henholdsvis 0,5 og 0,4, og at der med bedste korrektion opnås en visus på 1,0 og 0,8.

 

Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige forhold, der har relevans for sagen.

 

Oplysningerne fremgår af kommunens afgørelse og genvurdering samt af dine oplysninger til sagen samt oplysningerne fra din optiker, fra egen læge af den 19. november 2019 fra X af den 27. november 2020.

 

Vi er opmærksomme på oplysningerne om, at du vil kunne opnå den bedste synskorrektion med kontaktlinser.

 

Vi er desuden opmærksomme på, at briller ikke direkte korrigerer for keratokonus.

 

Dette ændrer dog ikke på afgørelsens resultat, da briller og kontaktlinser ikke skal afhjælpe den medicinsk-optisk definerede, varige øjenlidelse, men følgerne af denne, og at de ansøgte briller kan afhjælpe følgerne af din keratokonus i form af din synsnedsættelse.

 

Om reglerne

Bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder skal medvirke til, at borgeren får mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og i størst mulig grad gøre den pågældende uafhængig af andres bistand i dagligdagen.

 

Betingelserne for at få støtte til briller og kontaktlinser efter reglerne i hjælpemiddelbekendtgørelsen er, at følgerne af en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse kan afhjælpes.

 

Det er en betingelse for støtte, at ansøgerens øjenlidelse er omfattet af én af indikationerne for støtte i hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 2 førend der er tale om en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse. Der kan bevilliges både briller og kontaktlinser på samme indikation.

 

Vi bemærker hertil, at det følger af vejledningens punkt 103, at der ved støtte til kontaktlinser kan ydes hjælp til aflastningsbriller. Der kan således bevilliges både briller og kontaktlinser på samme indikation.

 

Det følger af hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 2, indikation nr. 1, at der kan ydes støtte til briller og kontaktlinser, hvis ansøgeren har en uregelmæssig hornhinde (irregulær astigmatisme) ved f.eks. keratokonus, hornhindear m.v.

 

Det er dernæst en betingelse, at den ansøgte brille eller kontaktlinse kan afhjælpe følgerne af ansøgerens medicinsk-optisk defineret, varige øjenlidelse. Det er ikke et krav, at brillen eller kontaktlinsen skal kunne afhjælpe øjenlidelsen, men at den kan afhjælpe følgerne af øjenlidelsen.

 

Det følger af vejledningens punkt 104, at hjælpemidlet til at afhjælpe følgerne af de øjenlidelser, der er omfattet af indikation nr. 1 i hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 2 ofte vil være specialfremstillede kontaktlinser. Der er dog ikke gjort udtømmende op med muligheden for at få bevilliget andre synshjælpemidler, der kan afhjælpe følgerne af øjenlidelser omfattet af denne indikation.

 

Der kan ikke ydes hjælp til briller og kontaktlinser på ren optisk indikation dvs. hvis behovet for briller og kontaktlinser alene skyldes langsynethed, nærsynethed, bygningsfejl eller forskellig optisk styrke på øjnene dvs. optiske indikation, som ikke er en følge af en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse.

Metadata

Retsområder

Serviceloven

Nøgleord

BrillerHjælpemidlerKontaktlinserKeratokonusAflastningsbriller

Paragraffer

§ 112

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse C-42-02

Udgivet: 2013-07-10

Det kunne ikke udelukkes, at en bidskinne efter en konkret og individuel vurdering kunne være et hjælpemiddel. I vurderingen måtte bl.a. indgå lægelige oplysninger, herunder tandlægelige oplysninger, om funktionsnedsættelsen samt oplysninger om formå...

Ankestyrelsens principafgørelse 22-17

Udgivet: 2017-04-25

Kommunen skal efter serviceloven dække nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år, som har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Kommunen skal ...

Ankestyrelsens principafgørelse 15-13

Udgivet: 2013-12-04

Der kan normalt ikke ydes støtte til hjælpemidler, som ansøger selv har anskaffet, inden bevilling. Hvis en kommune har truffet afgørelse om afslag på bevilling af et hjælpemiddel, og ansøgeren klager over denne afgørelse til nævnet, skal nævnet beha...