Ankestyrelsens principafgørelse 22-17

Resultatet er:

–

Du har ikke ret til dækning af merudgifter til tilbehør til barnets insulinpumpe.

Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat. Vi har dog stadfæstet afgørelsen med en anden begrundelse.

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at barnets insulinpumpe er et behandlingsredskab.

Vi vurderer også, at udgiften til tilbehør til en insulinpumpe ikke er en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af barnet.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at barnets er til løbende kontroller på sygehuset, og du får dækket merudgifter til transport til kontrollerne.

Vi lægger til grund, at kontrollerne helt eller delvist handler om brugen af barnets insulinpumpe.

På den baggrund vurderer vi, at barnets insulinpumpe er et behandlingsredskab.

Vi lægger herefter vægt på, at du har ansøgt om underbukser og undertrøjer med en særlig lomme til barnets insulinpumpe. Undertøjet skal holde pumpen på plads, når barnet dyrker sport.

Behovet for undertøjet er derfor en følge af, at barnet er i behandling med en insulinpumpe. Undertøjet er derfor så nært knyttet til behandlingsredskabet, at udgiften hertil i givet fald skal dækkes af sundhedssektoren.

Oplysningerne fremgår særligt af din klage og de supplerende oplysninger, du har indsendt til Ankestyrelsen.

Vi bemærker, at vi ikke har taget stilling til, om du vil kunne få dækket udgifterne til undertøj mv. efter sundhedslovens bestemmelser, da dette falder uden for vores kompetence. Du kan kontakte sygehuset, hvis du ønsker din ansøgning behandlet efter sundhedslovgivningen.

Om reglerne

Det følger af servicelovens § 41, stk. 1, at kommunen skal dække nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år, som har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i denne lov eller anden lovgivning.

Efter princippet om sektoransvarlighed, er en myndighed eller et hospital som hovedregel ansvarlig for, at de ydelser, der leveres af myndigheden eller hospitalet, kan modtages af borgerne.

Der kan efter praksis ikke ydes støtte efter serviceloven til behandlingsredskaber. Behandlingsredskaber er redskaber, som patienten forsynes med som led i behandling i sygehusvæsnet, eller som fortsættelse af den iværksatte behandling.

Om behandlingsudgifter henviser vi til, at vi i principafgørelse nr. C-47-05 har fastslået, at udgifter til psykologbehandling ikke kan dækkes efter servicelovens regel om merudgifter ved forsørgelsen af børn, da der ikke kan ydes hjælp til behandlingsudgifter efter denne bestemmelse.

Udgifter til behandlingsredskaber, herunder respirator, kanyle mv., afholdes af sundhedsvæsenet i henhold til sundhedslovens regler herom.

Det følger også af Ankestyrelsens praksis, at udgifter til ekstra el til apparater stillet til rådighed som et led i en behandling ikke kan dækkes efter serviceloven. Vi henviser til vores principafgørelse i 131-10. Afgørelsen er truffet efter servicelovens § 100 om merudgifter til voksen, men finder også anvendelse i forhold til merudgifter til børn.

I principafgørelsen 77-16 har vi desuden fastslået, at sonderemedier er behandlingsredskaber, hvorfor der ikke kan bevilges hjælp hertil efter serviceloven.

Endeligt har vi i principafgørelsen i C-33-02 fastslået, at et luerlock-kateter, sprøjter, medicinbægre og sterilt saltvand udelukkende til brug for medicinering var at betragte som behandlingsredskaber.

Ankestyrelsen lagde vægt på den direkte sammenhæng mellem det ansøgte og den medicinske behandling og at luerlock-kateteret også efter en lægelig vurdering var en integreret del af den medicinske behandling.

Det følger af Cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet, at behandlingsredskaber er redskaber, som patienten forsynes med som led i behandling på sygehus eller i speciallægepraksis, der efter aftale med sygehusvæsenet varetager opgaver for dette.

Det følger videre af cirkulæret, at der kan være tale om apparatur, som ordineres som led i behandling på sygehus/speciallægepraksis eller som en fortsættelse af den iværksatte behandling, og som anskaffes til midlertidigt eller permanent brug i hjemmet, og hvor patienten har fået undervisning i brug af apparaturet på sygehus eller i speciallægepraksis, eller hvor patientens anvendelse af apparaturet er under en vis kontrol af sygehus eller speciallægepraksis. Eksempelvis iltapparater og insulinpumper.

En insulinpumpe er således et behandlingsredskab, hvis anvendelsen af denne er under en vis kontrol af sygehuset.

Det følger videre af Sundheds- og Ældreministeriets vejledende udtalelse af den 4. juli 2016, at en insulinpumpe samt de tilhørende remedier, som er nødvendige for brugen af pumpen, er et behandlingsredskab, som skal stilles til rådighed af sygehuset, og hvor regionen afholder udgifterne, hvis patienten enten har fået undervisning i brugen af pumpen, eller pumpen er under en vis kontrol af sygehuset.

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.