Ankestyrelsens principmeddelelse 27-23 om Fleksløntilskud – lønindtægt – arbejdsfri indtægt – bonus – gave – prøvelse
Beskrivelse
Principmeddelelsen fastslår I sager, hvor der er tvivl om, hvorvidt en udbetaling fra en arbejdsgiver til en ansat i fleksjob er en lønindtægt eller en arbejdsfri indtægt, fx en gave, skal kommunen foretage en konkret vurdering af udbetalingen. Kommu...
Journalnummer
22-50474, 22-59398, 23-8727, 23-24714
Indhold
Afgørelse
Sag nr. 1, j.nr. 22-50474
Du har klaget over X Kommunes afgørelse om fleksløntilskud. Kommunen afgjorde sagen den 26. juli 2022.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Tantieme (gratiale) udbetalt til dig med lønnen for juni 2022 er lønindtægt, der skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud.
Kommunen skal behandle din sag igen.
Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse om, at tantiemen er en lønindtægt, som skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud.
Kommunen skal imidlertid behandle spørgsmålet om beregningen af dit fleksløntilskud for juli 2022 igen.
Kommunen skal, inden den afgør sagen, behandle sagen efter de retningslinjer, der er anført under afsnittet
”Hvad skal kommunen gøre”
.
Kommunen kontakter dig.
Vi kritiserer, at kommunen ikke har genvurderet sagen og sendt den til Ankestyrelsen inden for fristen på fire uger. Vi kritiserer også, at det ikke fremgår af sagen, at kommunen har foretaget partshøring. Det fører dog ikke til et andet resultat.
Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den udbetalte tantieme er lønindtægt efter reglerne om fleksløntilskud.
I din konkrete sag tilsidesætter vi ikke den vurdering, som kommunen har foretaget. Det gør vi ikke, fordi vi ikke har konstateret retlige mangler i kommunens afgørelse.
Vi vurderer imidlertid, at sagen ikke er oplyst nok til, at vi kan afgøre, om beregningen af dit fleksløntilskud for juli 2022 er korrekt.
Vi vurderer i den forbindelse, at der mangler oplysninger om, hvilken periode tantiemen/gratialet, som du fik udbetalt med din løn for juni 2022, dækker.
De manglende oplysninger udgør en væsentlig del af kommunens beslutningsgrundlag, og at de derfor skal indgå i den vurdering, som kommunen skal foretage, når den skal afgøre sagen.
Oplysningerne vil derfor kunne have væsentlig betydning for afgørelsens resultat.
Hvad er afgørende for resultatet
Du er ansat i fleksjob ved Y.
Du får udbetalt tantieme (et gratiale) på 2.500 kr. af din arbejdsgiver den 30. juni 2022. Kommunen har medregnet tantiemen i din samlede lønindtægt for juni 2022, i alt 8.756,17 kr.
Du gør i din klage gældende, at tantieme ikke skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud. Du henviser til, at alle medarbejdere har fået udbetalt tantiemen på grund af ekstra arbejde under corona, men at du ikke selv har arbejdet ekstra.
Vi finder imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den udbetalte tantieme er en del af lønnen i dit ansættelsesforhold, og at der dermed ikke er tale om en udbetaling, der har karakter af fx en gave fra din arbejdsgiver.
Vi lægger vægt på sagens oplysninger om den udbetalte tantieme.
Tantiemen er udbetalt til dig af din arbejdsgiver som A-indkomst, hvoraf der betales arbejdsmarkedsbidrag. Udbetalingen sker som led i dit ansættelsesforhold og tantiemen er udbetalt sammen med din øvrige løn for juni 2022. Der er indbetalt pension af tantiemen.
Din arbejdsgiver oplyser, at tantiemen er udbetalt i forbindelse med en ekstraordinær arbejdsbyrde, og at alle i din afdeling har modtaget tantieme. Tantiemen er 7.500 kr. for medarbejdere, der arbejder 37 timer. Tantiemen er således beregnet på baggrund af den enkelte medarbejders timeantal.
Vi lægger også vægt på kommunens notat om revurdering. Heraf fremgår det, at din arbejdsgiver har oplyst, at han med tantiemen ønsker at belønne medarbejderne i din afdeling, da I er aflønnet på en anden måde end medarbejderne i salgsafdelingen. Kommunen lægger ved vurderingen af, at der er tale om en lønindtægt, vægt på, at det ikke er alle medarbejdere, der modtager tantieme, men alene medarbejderne i ordrekontoret.
Vi lægger i den forbindelse også vægt på oplysningerne om, at udbetalingen er beregnet på baggrund af den enkelte medarbejders timetal, at den skyldes en ekstraordinær indsats, og at den gives til medarbejderne i din afdeling, fordi I er aflønnet på en anden måde end jeres kollegaer i en anden afdeling.
Lønindtægt, der dækker arbejde, der udføres over flere måneder
Efter reglerne om fleksløntilskud skal lønindtægt, der dækker arbejde, der udføres over flere måneder, men udbetales efterfølgende, fordeles ligeligt månedsvis over den periode, som lønnen dækker.
Dit fleksløntilskud for juli 2022 er beregnet på baggrund af en samlet lønindtægt på 8.756,17 kr. Kommunen har i den forbindelse nedsat dit fleksløntilskud for juli 2022 med 93,32 kr., på grund af lønloftet.
Kommunen har således ved afgørelsen af 26. juli 2022 medregnet det fulde gratiale, 2.500 kr., i din løn for juni 2022, og dermed i dit fleksløntilskud for juli 2022.
Kommunen har i forbindelse med behandlingen af din klage bedt din arbejdsgiver om yderligere oplysninger. Kommunen skriver den 13. september 2022 til din arbejdsgiver:
”Vi vil skulle modregne bonussen, hvor den bliver fordelt i måneder fra januar – juni. Det vil sige kr 416,67 pr måned.
Vi skal kun modregne 30 % af bonussen, så [den fleksjobansatte] beholde 70 % af bonussen.
Når bonussen skal modregnes skal I beregne et nyt lønloft inkl bonus for perioden januar – juni.
Hvis I vil trække bonussen tilbage, skal I indsende dokumentation for at bonussen bliver trukket tilbage. Når vi kan se, at bonussen er trukket tilbage, kan vi lave en regulering af [den fleksjobansattes] fleksløntilskud for juli.
Lad mig høre, hvad I finder ud af.”
Det fremgår af sagen, at kommunen ikke har modtaget svar fra din arbejdsgiver.
Det fremgår imidlertid af genvurderingen, at kommunen fastholder afgørelsen.
Vi vurderer, at det ikke fremgår tilstrækkeligt tydeligt af sagen, hvilken periode tantiemen dækker.
Vi vurderer i forlængelse heraf, at kommunens e-mail af 13. september 2022 ikke er tilstrækkelig tydelig i forhold til, hvilke oplysninger kommunen skulle bruge fra din arbejdsgiver.
Hvad skal kommunen gøre
Kommunen skal undersøge, for hvilken periode du har fået tantiemen. Hvis tantiemen dækker arbejde udført over en længere periode, skal det fordeles ligeligt over denne periode og dermed indgå i beregningen af dit fleksløntilskud i de pågældende måneder.
Kommunen skal på baggrund af oplysningerne foretage en ny vurdering af sagen og træffe en ny afgørelse.
Du kan klage over den nye afgørelse efter de almindelige regler. Det betyder, at du kan klage til kommunen inden fire uger efter, du har modtaget den nye afgørelse.
Om reglerne
Kommunen udbetaler fleksløntilskud til personer i fleksjob som supplement til den løn, der udbetales af arbejdsgiveren.
Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 pct. dels af lønindtægten i fleksjobbet, dels af anden lønindtægt, indtil den samlede lønindtægt pr. måned udgør 15.264 kr. (2021-niveau). Herefter nedsættes fleksløntilskuddet med 55 pct. af den lønindtægt, der overstiger 15.264 kr. pr. måned før skat. Den ansatte i fleksjobbet har pligt til at oplyse kommunen om eget og arbejdsgiverens pensionsbidrag.
Lønindtægt defineres som løn, som er A-indkomst eller B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag og det samlede bidrag til en pensionsordning, som er led i et ansættelsesforhold.
Udbetalinger, der ikke kan karakteriseres som løn, fx et kontant beløb i julegave, medfører ikke fradrag i fleksløntilskuddet.
Kommunen skal i det omfang, der opstår tvivl om, hvorvidt en udbetalt bonus el.lign. skal betragtes som en lønindtægt, vurdere, hvorvidt den udbetalte bonus fra en arbejdsgiver skal anses for en lønindtægt, eller om udbetalingen ikke kan karakteriseres som løn, men fx kan anses som en gave. I denne vurdering kan bl.a. indgå, om alle ansatte får samme beløb eller beløb beregnet med samme udgangspunkt. Det kan ligeledes indgå, om de pågældende får bonussen på baggrund af deres egen personlige arbejdsindsats, eller om bonussen udbetales til alle. I det tilfælde, hvor bonussen er afhængig af den personlige arbejdsindsats, vil den skulle indgå i beregningen, da der vil være tale om en lønindtægt.
Som hovedregel udbetales fleksløntilskuddet månedsvis bagud. Nedsættelsen af fleksløntilskuddet sker derfor som hovedregel bagud i den følgende måned på baggrund af beregning af og fradrag i tilskuddet.
Efter reglerne skal lønindtægt, der dækker arbejde, der udføres over flere måneder, men udbetales efterfølgende, imidlertid fordeles ligeligt månedsvis over den periode, som lønnen dækker.
Der efterreguleres fremadrettet for forskellen mellem det beløb, der er udbetalt i fleksløntilskud, og det beløb, som den fleksjobansatte på baggrund af en beregning af fleksløntilskuddet, er berettiget til. Hvis det er muligt, skal efterreguleringen ske fuldt ud i den følgende måneds fleksløntilskud. Er dette ikke muligt, sker fradraget i de følgende måneders fleksløntilskud.
Efterregulering kan maksimalt strække sig over 12 måneder, efter udbetalingen har fundet sted.
Hvis en person i fleksjob har modtaget for meget i fleksløntilskud, og det ikke er muligt at foretage efterregulering, skal kommunen tage stilling til, om betingelserne for tilbagebetaling er opfyldt. Vi henviser til principmeddelelse 48-22, der bl.a. omhandler efterregulering og tilbagebetaling af fleksløntilskud.
Efter retssikkerhedsloven foretager Ankestyrelsen generelt en retlig prøvelse af førsteinstansens afgørelse. Det betyder, at vi blandt andet tager stilling til, om førsteinstansen har
anvendt de korrekte regler, og om anvendelsen er korrekt,
indhentet alle relevante og tilstrækkelige oplysninger i sagen,
inddraget relevante og saglige hensyn, og
overholdt sagsbehandlingsreglerne.
Hvis førsteinstansen har gjort dét - eller Ankestyrelsen i forbindelse med sin sagsbehandling har rettet op på eventuelle væsentlige fejl - har vi ikke grundlag for at tilsidesætte førsteinstansens konkrete og individuelle vurdering i sagen.
Bemærkninger til kommunen
Vi kritiserer, at kommunen ikke har overholdt genvurderingsfristen på fire uger, og at kommunen ikke har indsendt genvurderingen til Ankestyrelsen inden for fristen.
Kommunen har modtaget klagen den 4. august 2022. Genvurderingen er først foretaget den 10. november 2022 og sendt til Ankestyrelsen samme dag.
Det fører dog ikke til et andet resultat. Grunden er, at sagen er sendt til os. En overskridelse af en lovbestemt tidsfrist kan ikke føre til et andet resultat i sagen, men kan alene føre til kritik.
Kommunen skal foretage partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens regler. Der må ikke træffes afgørelse, herunder genvurdering, før parten har haft en rimelig frist til at sætte sig ind i oplysningerne og komme med bemærkninger.
Vi kritiserer, at det ikke fremgår af sagen, at du i forbindelse med kommunens vurdering af tantiemen er blevet hørt over oplysningerne fra din arbejdsgiver, herunder oplysningerne i kommunens genvurderingsnotat.
Vi lægger vægt på, at vi har partshørt dig over sagens oplysninger, og at du i forbindelse med klagesagen er gjort bekendt med sagens oplysninger. Du har også fået mulighed for at komme med dine bemærkninger. Vi har ikke modtaget oplysninger fra dig.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på
www.ast.dk
Sag nr. 2, j.nr. 22-59398
Du har klaget over X Kommunes afgørelse om fleksløntilskud. Kommunen afgjorde sagen den 26. oktober 2022.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Den udbetalte bonus er en lønindtægt, der skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud.
Kommunen skal fordele bonussen over den periode, den dækker.
Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse om, at bonussen er en lønindtægt, som skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud.
Kommunen skal imidlertid behandle spørgsmålet om beregningen af dit fleksløntilskud igen.
Kommunen skal, inden den afgør sagen, behandle sagen efter de retningslinjer, der er anført under afsnittet
”Hvad skal kommunen gøre”
.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den bonus, du får udbetalt i september 2022, er en lønindtægt, der skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud.
I din konkrete sag tilsidesætter vi ikke den vurdering, som kommunen har foretaget. Det gør vi ikke, fordi vi ikke har konstateret retlige mangler i kommunens afgørelse.
Vi vurderer imidlertid, at kommunen skulle have fordelt bonussen over den periode, den dækker.
Hvad er afgørende for resultatet
Du er ansat i fleksjob ved Y, hvor du er 14-dageslønnet.
Vi lægger vægt på sagens oplysninger om den udbetalte bonus.
Det fremgår af sagens oplysninger, og af indkomstregistret, at du i september 2022 havde tre almindelige lønudbetalinger, og at du herudover fik udbetalt en bonus.
Bonussen udbetales som A-indkomst, hvoraf der betales arbejdsmarkedsbidrag, ligesom der afregnes pension og feriepenge af udbetalingen.
Kommunen har fra din arbejdsgiver modtaget dokumentet ”Bonusordning for medarbejdere hos [Y]”. Det fremgår heraf, at der er tale om en indgået aftale, der er underskrevet af din arbejdsgiver og medarbejderrepræsentanter den 17. juni 2019. Følgende fremgår bl.a. af aftaleteksten:
”
Bonusordning for medarbejdere hos [Y]
Med virkning fra 1. juli 2020 er der aftalt følgende bonusordning for medarbejdere hos [Y]
Grundlaget for bonusordningen er, at der skal være en sammenhæng mellem bonussens størrelse og vores evne til at opfylde det overordnede økonomiske mål, som virksomhedens ejerkreds har sat for virksomheden.
Det overordnede økonomiske mål for virksomheden er, at der pr. salgskrone skal opnås et overskud før skat på mindst 6 øre. Dette udtrykkes som en overskudsandel på 6% (EBT).
Dette betyder i praksis, at høje økonomiske resultater giver høj bonus og lave økonomiske resultater giver lav eller ingen bonus. Alle medarbejdere har direkte eller indirekte indflydelse på virksomhedens økonomiske resultat gennem deres daglige indsats og handlinger. Den direkte indflydelse opnås gennem ens egne handlinger og den indirekte indflydelse opnås gennem det samarbejde man har med kolleger, hvor man er med til at sikre, at kollegernes handlinger også er rettet mod det overordnede økonomiske mål.
Medarbejderbonussen opgøres ud fra nedenstående kriterier:
Hvis overskudsandelen er under 3% udbetales ikke bonus.
Hvis overskudsandelen er 6% udgør bonussen en månedsløn – svarende til 1/12 (= 8,33 %) af årslønnen.
Hvis overskudsandelen er større end eller lig med 7% udgør bonussen 1,5 månedsløn – svarende til 1,5/12 (=12,5%) af årslønnen.
(…)”
Der er endvidere fastsat en række betingelser og vilkår i aftalen, bl.a. vedrørende anciennitet, sygdom, fratrædelse m.v.
Det fremgår af kommunens e-mail af 25. november 2022 til dig, at kommunen på grund af oplysningerne fra din arbejdsgiver vurderer, at bonussen er en lønindtægt, der skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud, da der er tale om en resultatbaseret bonusordning. Kommunen vurderer derfor, at udbetalingen ikke kan betragtes som en gave.
Det fremgår endvidere af kommunens notat om genvurdering, at kommunen ved vurderingen har lagt vægt på, at den er udregnet forholdsmæssigt i forhold til beskæftigelsesgraden, samt at der er tale om en underskrevet aftale, som bekræfter, at der er tale om en slags overskudsdeling eller resultatløn.
Vi finder ikke anledning til at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den udbetalte bonus er en del af lønnen i dit ansættelsesforhold.
Vi kan supplerende bemærke, at når der er tale om en bonus, der beregnes og udbetales på baggrund af en ret, der er etableret i en aftale indgået mellem arbejdsgiver og medarbejderrepræsentanter, vil der som udgangspunkt være tale om en del af lønnen i ansættelsesforholdet.
Vi er opmærksomme på, at bonussen beregnes på samme grundlag for alle medarbejdere, idet den beregnes som en procentdel af den enkelte medarbejders årsindkomst. Vi er imidlertid enige med kommunen i, at dette underbygger, at der er tale om en lønindtægt, da bonussen bl.a. beregnes på baggrund af beskæftigelsesgraden.
Da der er tale om en bonus, der beregnes på baggrund af et helt år, vurderer vi imidlertid, at kommunen skulle have fordelt bonussen over den periode, bonussen dækker.
Hvad skal kommunen gøre
Det fremgår af aftalen, at bonusudbetalingen sker én gang årligt efter afslutning af årsregnskabet, inden udløbet af september måned.
Kommunen skal undersøge, hvilken periode bonussen dækker.
Kommunen skal derefter fordele bonussen over denne periode og dermed lade den indgå i beregningen af dit fleksløntilskud i de pågældende måneder.
Kommunen skal på baggrund af oplysningerne foretage en ny vurdering af sagen og træffe en ny afgørelse, herunder tage stilling til, om der skal ske efterudbetaling eller efterregulering.
Kommunen skal sikre, at den nye afgørelse opfylder forvaltningslovens krav til begrundelser.
Du kan klage over den nye afgørelse efter de almindelige regler. Det betyder, at du kan klage til kommunen inden fire uger efter, du har modtaget den nye afgørelse.
Om reglerne
Kommunen udbetaler fleksløntilskud til personer i fleksjob som supplement til den løn, der udbetales af arbejdsgiveren.
Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 pct. af lønindtægten, indtil indtægten inkl. arbejdsgiverens og den ansattes pensionsbidrag pr. måned før skat udgør 15.401 kr. (2022-niveau). For den lønindtægt, der ligger over 15.401 kr. (2022-niveau) pr. måned før skat, nedsættes fleksløntilskuddet med 55 pct.
Lønindtægt defineres som løn, som er A-indkomst eller B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag og det samlede bidrag til en pensionsordning, som er led i et ansættelsesforhold.
Udbetalinger, der ikke kan karakteriseres som løn, fx et kontant beløb i julegave, medfører ikke fradrag i fleksløntilskuddet.
Kommunen skal i det omfang, der opstår tvivl om, hvorvidt en udbetalt bonus el.lign. skal betragtes som en lønindtægt, vurdere, hvorvidt den udbetalte bonus fra en arbejdsgiver skal anses for en lønindtægt, eller om udbetalingen ikke kan karakteriseres som løn, men fx kan anses som en gave. I denne vurdering kan bl.a. indgå, om alle ansatte får samme beløb eller beløb beregnet med samme udgangspunkt. Det kan ligeledes indgå, om de pågældende får bonussen på baggrund af deres egen personlige arbejdsindsats, eller om bonussen udbetales til alle. I det tilfælde, hvor bonussen er afhængig af den personlige arbejdsindsats, vil den skulle indgå i beregningen, da der vil være tale om en lønindtægt.
Som hovedregel udbetales fleksløntilskuddet månedsvis bagud. Nedsættelsen af fleksløntilskuddet sker derfor som hovedregel bagud i den følgende måned på baggrund af beregning af og fradrag i tilskuddet.
Efter reglerne skal lønindtægt, der dækker arbejde, der udføres over flere måneder, men udbetales efterfølgende, imidlertid fordeles ligeligt månedsvis over den periode, som lønnen dækker.
Der efterreguleres fremadrettet for forskellen mellem det beløb, der er udbetalt i fleksløntilskud, og det beløb, som den fleksjobansatte på baggrund af en beregning af fleksløntilskuddet, er berettiget til. Hvis det er muligt, skal efterreguleringen ske fuldt ud i den følgende måneds fleksløntilskud. Er dette ikke muligt, sker fradraget i de følgende måneders fleksløntilskud.
Efterregulering kan maksimalt strække sig over 12 måneder, efter udbetalingen har fundet sted. Vi henviser til vores principmeddelelse 48-22.
Efter retssikkerhedsloven foretager Ankestyrelsen generelt en retlig prøvelse af førsteinstansens afgørelse. Det betyder, at vi blandt andet tager stilling til, om førsteinstansen har
anvendt de korrekte regler, og om anvendelsen er korrekt,
indhentet alle relevante og tilstrækkelige oplysninger i sagen,
inddraget relevante og saglige hensyn, og
overholdt sagsbehandlingsreglerne.
Hvis førsteinstansen har gjort dét - eller Ankestyrelsen i forbindelse med sin sagsbehandling har rettet op på eventuelle væsentlige fejl - har vi ikke grundlag for at tilsidesætte førsteinstansens konkrete og individuelle vurdering i sagen.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på
www.ast.dk
Sag nr. 3, j.nr. 23-8727
Du har klaget over X Kommunes afgørelse om fleksløntilskud. Kommunen afgjorde sagen den 26. januar 2023.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Den udbetalte bonus på 10.000 kr., som du får udbetalt sammen med din løn for december 2022, indgår i beregningen af dit fleksløntilskud.
Kommunen skal beregne dit fleksløntilskud for januar 2023 igen.
Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse om, at den udbetalte bonus er en lønindtægt, som skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud.
Kommunen skal imidlertid beregne dit fleksløntilskud for januar 2023 igen.
Vi kritiserer, at kommunen ikke har begrundet afgørelsen tilstrækkeligt. Det fører dog ikke til et andet resultat.
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den udbetalte bonus er lønindtægt, der skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud.
I din konkrete sag tilsidesætter vi ikke den vurdering, som kommunen har foretaget. Det gør vi ikke, fordi vi ikke har konstateret retlige mangler i kommunens afgørelse, for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en lønindtægt.
Kommunen skal dog beregne dit fleksløntilskud for januar 2023 igen, idet bonussen skal fordeles over den periode, den vedrører.
Hvad er afgørende for resultatet
Du er ansat i fleksjob ved Y.
Vi lægger vægt på oplysningerne om den udbetalte bonus.
Det fremgår af sagen, at du sammen med din løn for december 2022 får udbetalt 10.000 kr. i julebonus. Bonussen udbetales som A-indkomst, hvoraf der betales arbejdsmarkedsbidrag.
Det fremgår endvidere af sagen, at alle medarbejdere har fået udbetalt 10.000 kr. med lønnen for december 2022.
Det fremgår af e-mail af 18. december 2022 fra din arbejdsgiver til kommunen, at:
”Bonussen er begrundet i, at medarbejderne hver især har bidraget til et godt arbejdsmiljø, et lavt sygefravær og har ydet en helt særlig indsats i en tid med krig, rekrutteringsvanskeligheder og inflation, så børnene fortsat har kunne trives og udvikles.
[Den fleksjobansatte] bidrager med sin faglighed, stabilitet, fleksibilitet og altid gode humør i høj grad til at ovenstående har kunnet finde sted og [den fleksjobansatte] er en lige så uundværlig ”brik” på Y som alle os andre. Jeg håber derfor, at bonussen også kan komme [den fleksjobansatte] til gode, så det kan mærkes ligesom hos de øvrige medarbejdere.”
Vi lægger herefter vægt på, at det fremgår af genvurderingen, at kommunen har vurderet, at den udbetalte bonus efter reglerne om fleksløntilskud har karakter af en lønindtægt. Kommunen har ved vurderingen lagt vægt på, at bonussen udbetales som en anerkendelse af medarbejderne og på baggrund af den ekstra indsats, medarbejderne har ydet.
Vi finder ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens konkrete vurdering af, at den udbetalte bonus er en del af lønindtægten i dit ansættelsesforhold, og at der dermed ikke er tale om en gave.
Bonussen skal derfor behandles som lønindtægt i forbindelse med beregning af dit fleksløntilskud.
Vi er opmærksomme på dine klagebemærkninger, hvoraf det bl.a. fremgår, at du også fik udbetalt en julebonus i 2021, og at kommunen ikke havde modregnet bonussen dengang. Du ønsker at klage over, at du ikke får udbetalt bonussen på samme måde som dine kollegaer, der er ansat på ordinære vilkår.
Vi kan hertil oplyse, at reglerne om fleksløntilskud ikke begrænser din mulighed for at få udbetalt bonus m.v. fra din arbejdsgiver. Det følger imidlertid af reglerne, at lønindtægter skal indgå i beregningen af fleksløntilskuddet, hvilket betyder, at når man får udbetalt mere i lønindtægt, vil fleksløntilskuddet – som udbetales som et supplement til den ansattes lønindtægt – blive mindre. Fleksløntilskuddet nedsættes imidlertid ikke krone for krone, så den samlede indtægt (lønindtægt + fleksløntilskud) vil fortsat blive højere, når du får udbetalt mere i løn, herunder når du får udbetalt løn i form af bonus.
Lønindtægt, der dækker arbejde, der udføres over flere måneder
Efter reglerne om fleksløntilskud skal lønindtægt, der dækker arbejde, der udføres over flere måneder, men udbetales efterfølgende, fordeles ligeligt månedsvis over den periode, som lønnen dækker.
Da kommunen ved vurderingen af, at din bonus er en lønindtægt, har lagt vægt på, at udbetalingen skyldes medarbejdernes ekstra indsats, vurderer vi imidlertid, at kommunen skulle have fordelt bonussen over den periode, kommunen lægger til grund, at bonussen dækker.
Vi bemærker i den forbindelse, at kommunen ved beregningen af dit fleksløntilskud for januar 2023 har anvendt en samlet lønindtægt på 23.314,37 kr., hvorfor der er sket fradrag for 55 pct. af din indtægter over 15.817 kr.
Vi bemærker også, at dit fleksløntilskud er nedsat på grund af lønloftet.
Vi skal i den forbindelse bemærke, at når ordinært ansatte på fuld tid i samme stilling også modtager bonussen, påvirker det lønloftet. Lønloftet er således det, en ordinært ansatte på fuld tid modtager, inklusiv bonussen. Vi henviser i den forbindelse også til afsnittet ”Hvad skal kommunen gøre” nedenfor.
Hvad skal kommunen gøre
Kommunen skal foretage en ny beregning af dit fleksløntilskud for januar 2023, hvor kommunen alene medtager den del af din bonus, som vedrører december 2022.
Kommunen skal herefter træffe en ny afgørelse om fleksløntilskud for januar 2023.
Kommunen skal endvidere tage stilling til, om denne afgørelse giver anledning til at kommunen skal foretage en genberegning af andre måneders fleksløntilskud.
Da det fremgår af sagen, at alle medarbejdere får udbetalt bonussen, og at dit fleksløntilskud ved kommunens afgørelse af 26. januar 2023 blev nedsat på grund af lønloftet, gør vi kommunen opmærksom på, at den ved den nye behandling af din sag på ny skal tage stilling til, om der skal indhentes nye oplysninger om lønloftet.
Du kan klage over den nye afgørelse – eller de nye afgørelser – efter de almindelige regler. Det betyder, at du kan klage til kommunen inden fire uger efter, du har modtaget den nye afgørelse.
Om reglerne
Kommunen udbetaler fleksløntilskud til personer i fleksjob som supplement til den løn, der udbetales af arbejdsgiveren.
Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 pct. dels af lønindtægten i fleksjobbet, dels af anden lønindtægt, indtil den samlede lønindtægt pr. måned udgør 14.686 kr. (2019-niveau). Herefter nedsættes fleksløntilskuddet med 55 pct. af den lønindtægt, der overstiger 14.686 kr. pr. måned før skat.
Lønindtægt defineres som løn, som er A-indkomst eller B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag og det samlede bidrag til en pensionsordning, som er led i et ansættelsesforhold.
Udbetalinger, der ikke kan karakteriseres som løn, fx et kontant beløb i julegave, medfører ikke fradrag i fleksløntilskuddet.
Kommunen skal i det omfang, der opstår tvivl om, hvorvidt en udbetalt bonus el.lign. skal betragtes som en lønindtægt, vurdere, hvorvidt den udbetalte bonus fra en arbejdsgiver skal anses for en lønindtægt, eller om udbetalingen ikke kan karakteriseres som løn, men fx kan anses som en gave. I denne vurdering kan bl.a. indgå, om alle ansatte får samme beløb eller beløb beregnet med samme udgangspunkt. Det kan ligeledes indgå, om de pågældende får bonussen på baggrund af deres egen personlige arbejdsindsats, eller om bonussen udbetales til alle. I det tilfælde, hvor bonussen er afhængig af den personlige arbejdsindsats, vil den skulle indgå i beregningen, da der vil være tale om en lønindtægt.
Som hovedregel udbetales fleksløntilskuddet månedsvis bagud. Nedsættelsen af fleksløntilskuddet sker derfor som hovedregel bagud i den følgende måned på baggrund af beregning af og fradrag i tilskuddet.
Efter reglerne skal lønindtægt, der dækker arbejde, der udføres over flere måneder, men udbetales efterfølgende, imidlertid fordeles ligeligt månedsvis over den periode, som lønnen dækker.
Der efterreguleres fremadrettet for forskellen mellem det beløb, der er udbetalt i fleksløntilskud, og det beløb, som den fleksjobansatte på baggrund af en beregning af fleksløntilskuddet, er berettiget til. Hvis det er muligt, skal efterreguleringen ske fuldt ud i den følgende måneds fleksløntilskud. Er dette ikke muligt, sker fradraget i de følgende måneders fleksløntilskud.
Efterregulering kan maksimalt strække sig over 12 måneder, efter udbetalingen har fundet sted. Vi henviser til vores principmeddelelse 48-22.
Efter retssikkerhedsloven foretager Ankestyrelsen generelt en retlig prøvelse af førsteinstansens afgørelse. Det betyder, at vi blandt andet tager stilling til, om førsteinstansen har
anvendt de korrekte regler, og om anvendelsen er korrekt,
indhentet alle relevante og tilstrækkelige oplysninger i sagen,
inddraget relevante og saglige hensyn, og
overholdt sagsbehandlingsreglerne.
Hvis førsteinstansen har gjort dét - eller Ankestyrelsen i forbindelse med sin sagsbehandling har rettet op på eventuelle væsentlige fejl - har vi ikke grundlag for at tilsidesætte førsteinstansens konkrete og individuelle vurdering i sagen.
Bemærkninger til kommunen
Vi kritiserer, at kommunens afgørelse af 26. januar 2023 ikke opfylder forvaltningslovens krav til begrundelser.
Efter reglerne skal en afgørelse, der ikke giver fuldt medhold, indeholde en begrundelse. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de gældende retsregler og til hvilke forhold, der er blevet tillagt betydning ved afgørelsen, herunder angive de hovedhensyn, der har ligget til grund for et eventuelt skøn.
Kommunen afgørelse af 26. januar 2023 er en udbetalingsmeddelelse, hvoraf det fremgår hvilke tal kommunen har lagt til grund ved beregningen af dit fleksløntilskud.
Det fremgår imidlertid af sagen, at kommunen allerede forud for afgørelsen har modtaget oplysninger om din bonus, med henblik på at foretage en konkret vurdering af, om der var tale om en lønindtægt. Kommunen skulle i afgørelsen have begrundet, hvorfor kommunen vurderede, at den udbetalte bonus var en lønindtægt og oplyst, hvad der var afgørende for kommunens vurdering heraf, herunder hvilke faktiske forhold, der har haft væsentlig betydning for afgørelsen.
Det har ikke haft betydning for afgørelsens resultat, og fejlen medfører ikke, at afgørelsen er ugyldig. Grunden er, at kommunen i genvurderingen har oplyst kommunens begrundelse for afgørelsen.
Vi lægger også vægt på, at afgørelsen i øvrigt er i overensstemmelse med gældende ret.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på
www.ast.dk
Sag nr. 4, j.nr. 23-24714
Du har klaget over X Kommunes afgørelse om fleksløntilskud. Kommunen afgjorde sagen den 26. januar 2023.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Den ekstra udbetaling med titlen
”julegave”
på 2.000 kr., som du fik udbetalt af din arbejdsgiver i december 2022, skal ikke indgå i beregningen af dit fleksløntilskud for januar 2023.
Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse. Kommunen skal foretage en ny beregning af dit fleksløntilskud for januar 2023.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at de 2.000 kr., som du i december 2022 fik udbetalt af din arbejdsgiver, har karakter af en gave, og dermed er en arbejdsfri indtægt. Det betyder, at de 2.000 kr. ikke skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud.
Hvad er afgørende for resultatet
Det fremgår af sagen, at du den 23. december 2022 får udbetalt 2.000 kr. af din arbejdsgiver.
Kommunen har medregnet udbetalingen ved opgørelsen af din lønindtægt for december 2022 og på den baggrund i dit fleksløntilskud for januar 2023. Kommunen begrunder afgørelsen med, at udbetalingen er indberettet som A-indkomst, hvoraf der betales arbejdsmarkedsbidrag. Der er således ikke tale om en skattefri julegave.
Når der er tvivl om, hvorvidt udbetalingen har karakter af en gave, skal der foretages en konkret vurdering. Vi henviser til afsnittet ”
Om reglerne
” nedenfor.
Vi har ved vurderingen af sagen lagt vægt på sagens oplysninger om udbetalingen.
Din arbejdsgiver har den 20. december 2022 udstedt en selvstændig lønseddel på udbetalingen, hvoraf det fremgår, at der er tale om en julegave.
Din arbejdsgiver oplyser også, at udbetalingen er en julegave, og at samtlige medarbejdere i virksomheden har modtaget samme beløb, det vil sige 2.000 kr.
Vi lægger herefter vægt på, at alle ansatte i virksomheden har fået udbetalt julegaven, og at alle har modtaget det samme beløb, uafhængigt af den ansattes personlige arbejdsindsats, herunder timetal, effektivitet eller lignende. Arbejdsgiver har endvidere ved den oprindelige udbetaling tydeligt tilkendegivet på lønsedlen, at der er tale om en julegave.
Vi lægger endelig vægt på, at der i sagen i øvrigt ikke er oplysninger, der indikerer, at der ikke skulle være tale om en gave, som oplyst af arbejdsgiver.
Vi lægger herefter vægt på, at kommunen alene har lagt vægt på, at de 2.000 kr. er udbetalt som A-indkomst, hvoraf der betales arbejdsmarkedsbidrag, og at der derfor ikke er tale om en gave efter de skatteretlige regler.
Vi bemærker hertil, at hvis udbetalingen ikke var A- eller B-indkomst, hvoraf der skulle betales arbejdsmarkedsbidrag, ville der allerede af den grund ikke være tale om lønindtægt efter reglerne om fleksløntilskud.
Om reglerne
Kommunen udbetaler fleksløntilskud til personer i fleksjob som supplement til den løn, der udbetales af arbejdsgiveren.
Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 pct. af lønindtægten, indtil indtægten inkl. arbejdsgiverens og den ansattes pensionsbidrag pr. måned før skat udgør 15.401 kr. (2022-niveau). For den lønindtægt, der ligger over 15.401 kr. (2022-niveau) pr. måned før skat, nedsættes fleksløntilskuddet med 55 pct.
Lønindtægt defineres i reglerne om fleksløntilskud som løn, som er A-indkomst eller B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag og det samlede bidrag til en pensionsordning, som er led i et ansættelsesforhold.
Det følger imidlertid også af reglerne, at visse udbetalinger, f.eks. et kontant beløb i julegave, ikke karakteriseres som løn, hvorfor disse udbetalinger ikke skal indgå i beregningen af fleksløntilskuddet. I det omfang, der opstår tvivl om, hvorvidt en udbetaling fra arbejdsgiveren er en lønindtægt eller en gave, skal kommunen foretage en konkret vurdering heraf.
Kommunen skal derfor i det omfang, der opstår tvivl om, hvorvidt en udbetalt bonus fra en arbejdsgiver skal betragtes som en lønindtægt, vurdere, hvorvidt den udbetalte bonus skal anses for en lønindtægt, eller om udbetalingen ikke kan karakteriseres som løn, men fx kan anses som en gave. I denne vurdering kan bl.a. indgå, om alle ansatte får samme beløb eller beløb beregnet med samme udgangspunkt. Det kan ligeledes indgå, om de pågældende får bonussen på baggrund af deres egen personlige arbejdsindsats, eller om bonussen udbetales til alle.
Hvis bonussen er afhængig af den fleksjobansattes personlige arbejdsindsats, skal den indgå i beregningen, da der er tale om en lønindtægt.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på
www.ast.dk
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2022-05-11
Principmeddelelsen fastslår Når en person er ansat i fleksjob, betaler arbejdsgiveren løn for det arbejde, der bliver udført. Kommunen udbetaler fleksløntilskud som supplement til den løn, der udbetales af arbejdsgiveren. Fleksløntilskuddet udbetales...
Udgivet: 2023-12-09
Principmeddelelsen fastslår I sager, hvor der er tvivl om, hvorvidt en udbetaling fra en arbejdsgiver til en ansat i fleksjob er en lønindtægt eller en arbejdsfri indtægt, fx en gave, skal kommunen foretage en konkret vurdering af udbetalingen. Kommu...
Udgivet: 2023-05-04
Principmeddelelsen fastslår Tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven er ikke lønindtægt efter reglerne om fleksløntilskud. Kommunen kan derfor ikke udbetale fleksløntilskud som supplement til tabt arbejdsfortjeneste. Når en person er ansat i fleksj...