Ankestyrelsens principmeddelelse 6-23 om, at tabt arbejdsfortjeneste ikke er lønindtægt efter reglerne om fleksløntilskud
Beskrivelse
Principmeddelelsen fastslår Tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven er ikke lønindtægt efter reglerne om fleksløntilskud. Kommunen kan derfor ikke udbetale fleksløntilskud som supplement til tabt arbejdsfortjeneste. Når en person er ansat i fleksj...
Journalnummer
22-7374, 22-42112
Indhold
Afgørelse
Sag nr. 1, j.nr. 22-7374
Du har klaget over X Kommunes afgørelse om fleksløntilskud. Kommunen afgjorde sagen den 25. januar 2022.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven skal ikke indgå i beregningen af dit fleksløntilskud.
Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.
Kommunen skal derfor foretage en ny beregning af dit fleksløntilskud for januar 2022.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven ikke skal indgå i beregningen af dit fleksløntilskud.
Hvad er afgørende for resultatet
Du blev ansat i fleksjob ved X den 9. maj 2016.
Det fremgår af sagen, at du ved afgørelse af 21. februar 2020 er bevilget tabt arbejdsfortjeneste 8 timer om ugen plus ad-hoc. Det fremgår bl.a. af afgørelsen, at din søn på grund af sine helbredsforhold og funktionsnedsættelse oftere er syg, at han har længere sygeforløb, samt at han skal til kontrol og behandling.
Tabt arbejdsfortjeneste er en ydelse, der udbetales efter serviceloven. Der er således ikke tale om en lønindtægt, der udbetales af en arbejdsgiver i et ansættelsesforhold.
Vi er opmærksomme på, at tabt arbejdsfortjeneste udbetales som A-indkomst, hvoraf der betales arbejdsmarkedsbidrag. Det kan imidlertid ikke føre til et andet resultat, da der ikke er tale om løn i et ansættelsesforhold.
Det følger af reglerne om fleksløntilskud, at fleksløntilskuddet udbetales som supplement til den løn, du får udbetalt af din arbejdsgiver. Det er således en forudsætning for at få udbetalt fleksløntilskud, at der er en lønudbetaling fra din arbejdsgiver i fleksjobbet.
Der er dermed ikke hjemmel til at lade tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven indgå i beregningen og dermed nedsætte fleksløntilskuddet eller til at supplere tabt arbejdsfortjeneste med fleksløntilskud.
Kommunen kan derfor ikke inddrage tabt arbejdsfortjeneste for december 2021 i beregningen af dit fleksløntilskud for januar 2022.
Om reglerne
Kommunen udbetaler fleksløntilskud til personer i fleksjob som supplement til den løn, der udbetales af arbejdsgiveren.
Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 pct. dels af lønindtægten i fleksjobbet, dels af anden lønindtægt, indtil indtægten inkl. arbejdsgiverens og den ansattes pensionsbidrag pr. måned før skat udgør 15.401 kr. (2022-niveau). For den lønindtægt, der ligger over 15.401 kr. (2022-niveau) pr. måned før skat, nedsættes fleksløntilskuddet med 55 pct.
Der skal også ske fradrag i fleksløntilskuddet for eventuelle indtægter fra selvstændig bibeskæftigelse.
Der er i reglerne om fleksløntilskud endvidere taget stilling til muligheden for at få udbetalt fleksløntilskud, hvis en fleksjobansat modtager feriegodtgørelse, ferieydelse, sygedagpenge, barselsdagpenge eller ressourceforløbsydelse. Der er efter reglerne om fleksløntilskud ikke hjemmel til at udbetale fleksløntilskud som supplement til tabt arbejdsfortjeneste, som er udbetalt efter serviceloven.
Fleksløntilskuddet udbetales månedsvis bagud. Nedsættelsen af fleksløntilskuddet sker bagud i den følgende måned på baggrund af beregning af og fradrag i tilskuddet.
Beregningen af fleksløntilskuddet sker løbende forskudt på baggrund af lønoplysninger m.v. i den forudgående måned, da indkomstoplysninger som oftest ikke vil være tilgængelige i den aktuelle måned. Det betyder, at fleksløntilskuddet for fx august måned vil blive beregnet på baggrund af lønoplysninger fra juli måned.
Det følger af principmeddelelse 1-18, at når en person ansat i fleksjob holder ferie uden løn eller feriegodtgørelse, nedsættes fleksløntilskuddet med det antal feriedage, som personen holder. Feriedage, der afholdes uden løn eller feriegodtgørelse, nedsætter fleksløntilskuddet i den måned, hvor feriedagene afholdes.
Principperne i principmeddelelse 1-18 anvendes ligeledes i andre situationer, hvor en fleksjobansat er fraværende uden løn, feriegodtgørelse eller lignende.
Kommunen kan uden den fleksjobansattes samtykke indhente oplysninger om løn og beskæftigelsesperioder fra arbejdsgiveren, hvis det er nødvendigt til brug for kontrol af udbetalinger i en enkelt sag.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på
www.ast.dk
Sag nr. 2, j.nr. 22-42112
Du har klaget over X Kommunes afgørelse om fleksløntilskud. Kommunen afgjorde sagen den 9. august 2022.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Du har ikke ret til fleksløntilskud som supplement til tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven.
Kommunen skal behandle spørgsmålet om tilbagebetaling af fleksløntilskud igen.
Det betyder, at vi er enige i kommunens vurdering af, at du ikke har ret til fleksløntilskud på dage, hvor du modtager tabt arbejdsfortjeneste i stedet for løn fra din arbejdsgiver.
Vi hjemviser imidlertid spørgsmålet om tilbagebetaling af fleksløntilskud til fornyet behandling i kommunen.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du ikke har ret til at få udbetalt fleksløntilskud som supplement til tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven.
Vi vurderer imidlertid, at kommunens afgørelse af 9. august 2022 ikke er tilstrækkeligt begrundet, herunder at kommunen ikke har taget stilling til, om betingelserne for tilbagebetaling er opfyldt.
Vi vurderer endvidere, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til, at vi kan tage stilling til, om kommunen har beregnet dit fleksløntilskud korrekt.
Hvad er afgørende for resultatet
Du er ansat i fleksjob som ergoterapeut i X Kommune.
Du oplyser den 23. juni 2022 over for kommunens ydelsesteam, at du har fået bevilget tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven, og at du derfor ad hoc vil holde fri med tabt arbejdsfortjeneste. Du oplyser også, at da du får udbetalt tabt arbejdsfortjeneste med tilbagevirkende kraft fra den 12. marts 2022, vil du i din løn for juni 2022 blive modregnet for seks dages løn i perioden.
Ret til fleksløntilskud som supplement til tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven.
Kommunen traf den 9. august 2022 bl.a. afgørelse om, at du ikke har ret til fleksløntilskud for dage, hvor du modtager tabt arbejdsfortjeneste i stedet for løn.
Tabt arbejdsfortjeneste er en ydelse, der udbetales efter serviceloven. Der er således ikke tale om en lønindtægt, der udbetales af en arbejdsgiver i et ansættelsesforhold.
Vi er opmærksomme på, at tabt arbejdsfortjeneste udbetales som A-indkomst, hvoraf der betales arbejdsmarkedsbidrag. Det kan imidlertid ikke føre til et andet resultat, da der ikke er tale om løn i et ansættelsesforhold.
Det følger af reglerne om fleksløntilskud, at fleksløntilskuddet udbetales som supplement til den løn, du får udbetalt af din arbejdsgiver. Det er således en forudsætning for at få udbetalt fleksløntilskud, at der er en lønudbetaling fra din arbejdsgiver i fleksjobbet.
Der er dermed ikke hjemmel til at supplere tabt arbejdsfortjeneste med fleksløntilskud.
Tilbagebetaling
Kommunen traf den 9. august 2022 endvidere afgørelse om, at du skal tilbagebetale fleksløntilskud for perioden 12. marts til 30. juni 2022. Kommunen lægger til grund, at du i perioden har holdt seks dages fri med tabt arbejdsfortjeneste i stedet for løn. Kommunen lægger til grund, at dagene er fordelt med to dage i marts, en dag i april, to dage i maj og en dag i juni 2022.
Det fremgår af reglerne om tilbagebetaling af fleksløntilskud, at kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling, hvis betingelserne for at kræve tilbagebetaling er opfyldt.
Betingelserne for at kræve tilbagebetaling er for det første, at fleksløntilskuddet er modtaget med urette. Kravet om, at fleksløntilskuddet skal have været modtaget med urette, betyder, at den fleksjobansatte efter reglerne ikke har ret til fleksløntilskuddet.
Den anden betingelse er, at den fleksjobansatte mod bedre vidende har givet ukorrekte eller mangelfulde oplysninger,
eller
at den fleksjobansatte i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget fleksløntilskuddet.
Begge betingelser skal være opfyldt for, at fleksløntilskuddet kan kræves tilbagebetalt.
Kommunen ses ikke i afgørelsen at have taget stilling til, om du mod bedre vidende har givet ukorrekte eller mangelfulde oplysninger, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget fleksløntilskud med urette.
Da kommunen ikke har taget stilling til, om betingelserne for tilbagebetaling er opfyldt, har vi ikke taget stilling til kommunens beregning af tilbagebetalingskravets størrelse.
…
Om reglerne
Kommunen udbetaler fleksløntilskud til personer i fleksjob som supplement til den løn, der udbetales af arbejdsgiveren.
Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 pct. dels af lønindtægten i fleksjobbet, dels af anden lønindtægt, indtil indtægten inkl. arbejdsgiverens og den ansattes pensionsbidrag pr. måned før skat udgør 15.401 kr. (2022-niveau). For den lønindtægt, der ligger over 15.401 kr. (2022-niveau) pr. måned før skat, nedsættes fleksløntilskuddet med 55 pct.
Der skal også ske fradrag i fleksløntilskuddet for eventuelle indtægter fra selvstændig bibeskæftigelse.
Der er i reglerne om fleksløntilskud endvidere taget stilling til muligheden for at få udbetalt fleksløntilskud, hvis en fleksjobansat modtager feriegodtgørelse, ferieydelse, sygedagpenge, barselsdagpenge eller ressourceforløbsydelse. Der er efter reglerne om fleksløntilskud ikke hjemmel til at udbetale fleksløntilskud som supplement til tabt arbejdsfortjeneste, som er udbetalt efter serviceloven.
Fleksløntilskuddet udbetales månedsvis bagud. Nedsættelsen af fleksløntilskuddet sker bagud i den følgende måned på baggrund af beregning af og fradrag i tilskuddet.
Beregningen af fleksløntilskuddet sker løbende forskudt på baggrund af lønoplysninger m.v. i den forudgående måned, da indkomstoplysninger som oftest ikke vil være tilgængelige i den aktuelle måned. Det betyder, at fleksløntilskuddet for fx august måned vil blive beregnet på baggrund af lønoplysninger fra juli måned.
Det følger af principmeddelelse 1-18, at når en person ansat i fleksjob holder ferie uden løn eller feriegodtgørelse, nedsættes fleksløntilskuddet med det antal feriedage, som personen holder. Feriedage, der afholdes uden løn eller feriegodtgørelse, nedsætter fleksløntilskuddet i den måned, hvor feriedagene afholdes.
Principperne i principmeddelelse 1-18 anvendes ligeledes i andre situationer, hvor en fleksjobansat er fraværende uden løn, feriegodtgørelse eller lignende.
Har borgeren fået for meget udbetalt i fleksløntilskud i en periode, kan kommunen træffe afgørelse om efterregulering eller om tilbagebetaling. Begge dele kræver, at der i reglerne er grundlag for kommunens afgørelse.
Kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling af fleksløntilskud, hvis den ansatte mod bedre vidende har undladt at give kommunen oplysninger og den ansatte har modtaget fleksløntilskud med urette.
Kommunen træffer også afgørelse om tilbagebetaling, hvis den fleksjobansatte i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget fleksløntilskud.
Kravet om, at fleksløntilskuddet skal have været modtaget med urette, betyder, at den fleksjobansatte efter reglerne ikke har ret til fleksløntilskuddet.
Mod bedre vidende betyder, at den fleksjobansatte vidste eller burde vide, at de ukorrekte eller manglende oplysninger ville føre til en fejlagtig udbetaling af fleksløntilskuddet, eller at den fleksjobansatte i øvrigt vidste eller burde vide, at personen ikke havde ret til det udbetalte fleksløntilskud.
Vi henviser til principmeddelelse 48-22, der bl.a. handler om tilbagebetaling og efterregulering.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på
www.ast.dk
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2023-12-09
Principmeddelelsen fastslår I sager, hvor der er tvivl om, hvorvidt en udbetaling fra en arbejdsgiver til en ansat i fleksjob er en lønindtægt eller en arbejdsfri indtægt, fx en gave, skal kommunen foretage en konkret vurdering af udbetalingen. Kommu...
Udgivet: 2023-05-04