Ankestyrelsens principafgørelse 89-14
Beskrivelse
Kommunen var ikke berettiget til at nedsætte en borgers aktivitets- og samværstilbud fra fire dage til tre dage om ugen med begrundelsen, at borgeren kan beskæftige sig selv og har mulighed for at indgå i sociale fællesskaber og deltage i botilbuddet...
Journalnummer
2014-2125-43141
Indhold
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NNs sag om aktivitets- og samværstilbud.
Resultatet er
• NN har fortsat ret til aktivitets- og samværstilbud 4 dage om ugen
Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse af 27. juni 2014.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Ankestyrelsen vurderer, at kommunen ikke har dokumenteret, at der er grundlag for at nedsætte NNs aktivitets- og samværstilbud fra 4 til 3 dage om ugen med den begrundelse, at hun kan beskæftige sig selv og har mulighed for at indgå i socialt fællesskab og deltage i botilbuddets aktiviteter og arrangementer.
Det følger af servicelovens § 104, at kommunen skal tilbyde aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.
Vi vurderer derfor, at NN har ret til at fortsætte med aktivitets- og samværstilbud 4 dage om ugen.
Vi lægger i afgørelsen vægt på, at kommunen har henvist NN til at beskæftige sig selv og deltage i botilbuddets aktiviteter og arrangementer uden at have undersøgt, om der er aktiviteter og arrangementer på det pågældende tilbud, om NN deltager i aktiviteterne og, om der er mulighed for deltagelse i et større omfang efter reduktionen.
Formålet med aktivitets- og samværstilbud er at opretholde eller forbedre personlige færdigheder og livsvilkår, hvilket kan ske i såvel botilbuddet som i et særskilt aktivitets- og samværstilbud forudsat, at der er aktiviteter, der dækker behovet.
NN bor i et døgndækket botilbud, hvor hun får støtte til udviklingen af hendes personlige færdigheder. Hun indgår ifølge kommunen i et socialt fællesskab og deltager i botilbuddets aktiviteter og arrangementer. Det fremgår af kommunens afgørelse, at NNs behov for aktivitet og samvær ikke er dækket ved de tre dage i aktivitets- og samværstilbuddet, men de oplyser ikke, hvilke muligheder for aktivitet og samvær hun ellers har og kan gøre mere brug af i botilbuddet.
Et aktivitets- og samværstilbud kan godt reduceres, hvis behovet fortsat dækkes ved den ændrede bevilling. Er behovet større end omfanget af det reducerede tilbud, kan det dækkes på anden vis f.eks. ved aktiviteter i botilbuddet. Det forudsætter, at botilbuddet tilbyder aktiviteter, som kan opfylde behovet, som en borger kan gøre mere brug af, når et andet tilbud bliver reduceret.
Kommunen har ikke godtgjort, at botilbuddet tilbyder aktiviteter og arrangementer udover de 3 dage i aktivitets- og samværstilbuddet, som kan opfylde NNs behov.
Vi finder på den baggrund, at kommunen ikke kan nedsætte NNs aktivitets- og samværstilbud fra 4 dage til 3 dage om ugen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2014-12-20
Kommunen var ikke berettiget til at nedsætte en borgers aktivitets- og samværstilbud fra fire dage til tre dage om ugen med begrundelsen, at borgeren kan beskæftige sig selv og har mulighed for at indgå i sociale fællesskaber og deltage i botilbuddet...
Udgivet: 2013-07-10
Der kunne ydes hjælp til egenbetalingen til ernæringspræparatet Nutridrik. Ankestyrelsen fandt, at der hverken i loven, forarbejderne eller vejledningen var holdepunkter for, at der kunne tages hensyn til eventuelle sparede kostudgifter....
Udgivet: 2014-12-20
Kommunen var ikke berettiget til at nedsætte en borgers tilbud om beskyttet beskæftigelse fra fire til tre dage om ugen med begrundelsen, at borgeren kan passe sig selv eller bruge sit aktivitets- og samværstilbud i et større omfang. Tilbud om beskyt...