Ankestyrelsens principafgørelse 90-14
Beskrivelse
Kommunen var ikke berettiget til at nedsætte en borgers tilbud om beskyttet beskæftigelse fra fire til tre dage om ugen med begrundelsen, at borgeren kan passe sig selv eller bruge sit aktivitets- og samværstilbud i et større omfang. Tilbud om beskyt...
Journalnummer
2014-2125-23082
Indhold
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om beskyttet beskæftigelse
Resultatet er
• Du har fortsat ret til beskyttet beskæftigelse 4 dage om ugen
Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse af 13. marts 2014.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Ankestyrelsen vurderer, at kommunen ikke kan nedsætte dine arbejdsdage i beskyttet beskæftigelse fra 4 til 3 dage om ugen med begrundelsen, at du kan bruge en hjemmedag på din have og klare opgaver i området omkring dit botilbud samt, at du kan tilbringe tid i eget selskab.
Det følger af servicelovens § 103, at kommunen skal tilbyde beskyttet beskæftigelse til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.
Vi vurderer derfor, at du har ret til at fortsætte med beskyttet beskæftigelse 4 arbejdsdage om ugen.
Vi lægger i afgørelsen vægt på, at du gerne vil beholde dine 4 dage om ugen, og at beskyttet beskæftigelse skal tilbydes, når beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet ikke er muligt. Kommunens henvisning til andre aktivitetstilbud uden et beskæftigelseselement samt, at du kan få mere tid til at være alene uden et ønske om dette, kan ikke danne grundlag for en nedsættelse af dine arbejdsdage.
Tilbud om beskyttet beskæftigelse har til formål at tilbyde borgeren en beskæftigelsesaktivitet, når borgeren ikke er i stand til at varetage beskæftigelse på normale vilkår. Hvis det er muligt, skal tilbuddet understøtte borgeren i på sigt at få en tættere tilknytning til det almindelige arbejdsmarked. Beskæftigelsesaktiviteten består i udførelsen af opgaver, der indgår som led i en produktion af varer eller tjenesteydelser. Der vil i tilbud om beskyttet beskæftigelse såvel som beskæftigelse på normale vilkår være en opfyldelse af et socialt behov, da det at være del af et fællesskab også er et element i at være i beskæftigelse. Tilbud om beskyttet beskæftigelse har derfor også, men ikke udelukkende, til formål at opnå samvær med andre.
Nedsættelse af tilbud om beskyttet beskæftigelse skal være sagligt begrundet med udgangspunkt i borgerens behov for en beskæftigelsesaktivitet. Er en borger ikke længere i stand til at anvende tilbuddet i det bevilgede omfang, eller har borgeren ytret ønske om nedsættelse, kan tilbuddet nedsættes. Borgerens manglende ønske kan også udledes af en mindre anvendelse af tilbuddet, som ikke skyldes en forværring af borgerens funktionsevne.
Et tilbud om beskyttet beskæftigelse kan også reduceres til fordel for en forøgelse af andre aktivitets- og samværstilbud, såfremt borgerens behov er ændret ved et øget behov for samvær i forhold til behovet for beskæftigelsesaktiviteter. Tilbudsændringen skal ske i overensstemmelse med borgerens ønsker og muligheder.
Det er ikke et sagligt kriterium at nedsætte en borgers beskyttede beskæftigelse for at give borgeren mere tid i eget selskab, medmindre borgeren ytrer ønske herom, eller borgerens aftagende anvendelse af tilbuddet om beskyttet beskæftigelse er begrundet i et øget behov for tid alene.
Vi finder på den baggrund, at kommunen ikke kan nedsætte dine arbejdsdage i beskyttet beskæftigelse fra 4 dage til 3 dag om ugen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Der kunne ydes hjælp til egenbetalingen til ernæringspræparatet Nutridrik. Ankestyrelsen fandt, at der hverken i loven, forarbejderne eller vejledningen var holdepunkter for, at der kunne tages hensyn til eventuelle sparede kostudgifter....
Udgivet: 2014-12-20
Kommunen var ikke berettiget til at nedsætte en borgers tilbud om beskyttet beskæftigelse fra fire til tre dage om ugen med begrundelsen, at borgeren kan passe sig selv eller bruge sit aktivitets- og samværstilbud i et større omfang. Tilbud om beskyt...
Udgivet: 2013-07-10
En kommune kunne ikke frit vælge om den alene ville yde hjælp til nogle af de ydelser som måtte anses for omfattet af servicelovens § 107. Ankestyrelsen fandt, at udtrykket "kan yde hjælp" skulle fortolkes således, at hjælpen skulle ydes efter en kon...